Posts Tagged ‘makeup’

Det største, Anne har prøvet i modeugen?

31. januar - 2011  - Artikel af Benedicte Balling

”Sand havde engang booket nogle af de rigtigt berømte modeller til deres show, blandt andet Erin O´Connor, som ellers kun gik de helt store shows i udlandet. Jeg var stor fan af hende, så da jeg fik æren af at lægge hendes makeup, var jeg pavestolt! Hun havde dog så dårlig hud, at hun ville have lagt makeup bag en væg, der blev sat op backstage. Men jeg lavede hendes hud rigtig flot, så ingen kunne se hendes skønhedsfejl. Jeg syntes, at hun var super smuk, da hun gik ned af catwalken. I løbet af en modeuge er der altid et par af showene, som er ekstra fantastiske. Det bedste jeg ved, er, at løbe ud og se finalen og vide, at det hele er gået godt og være stolt af, at alting (som regel) klappede og kørte som det skulle.”

Foto: Erin O´Connor

Hvad modeugen betyder for Anne?

31. januar - 2011  - Artikel af Benedicte Balling

”Modeugerne i København, som foregår to gange om året, er der, hvor jeg har mest travlt. Jeg bruger ugerne op til på at forberede, tale med designerne og aftale, hvilket look, der skal laves til netop deres show. Det handler selvfølgelig om tendenser, men lige så meget om, hvad det er for en stemning, de gerne vil have publikum skal opleve. Derudover laver jeg pressemateriale for L’Oréal Paris, som er sponsor for mig og mit team i modeugen. Det er fantastisk at have så meget medbestemmelse, og jeg sætter stor pris på den respekt, der er omkring vigtigheden i looket på både hår og makeup til et show.”

Foto: L’Oréal

Anne Staunsager gæsteblogger

31. januar - 2011  - Artikel af Benedicte Balling

Hun er blevet kåret til Danmarks bedste makeupartist to gange i træk, og der er efterhånden ikke det magasin eller den kampagne, som Anne Staunsager ikke har haft penslerne i. For ikke at tale om personligheder som Lene Nystrøm og Pernille Rosendal, som også lægger deres ansigter i Annes hænder, når de skal på scenen (Lene lægger også læber til både glitter og glidecreme, når Anne først er i gang, men det er en helt anden historie). Vi har kendt – og arbejdet med – Anne, siden hun var assistent for modebossen Uffe Buchard for over ti år siden, og det er derfor en stor fornøjelse at præsentere Anne som modeuge-gæsteblogger her på skønhedsbloggen. Forvent dig alt lige fra yndlingsmascaraer, insidertips, rawfood, tyggegummi til seneste tendenser og en konkurrence, hvor du kan Annes favoritprodukter fra modeugen.

 

Foto: Louise Damgaard 

Til gengæld kan du

7. januar - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
… nu finde Topshops makeup herhjemme. Jeg har tidligere skrevet om makeuplinjen fra det engelske modemekka, som er de første, jeg har mødt, der formår at kalde en læbestift for en læbestift. Produkterne hedder slet og ret kohl, lipstick, liner, nails osv., så det er let at finde rundt i, og makeuplinjen hypes flittigt af både kendisser og af trendimperiet Colette i Paris, der gav makeuplinjen æresplads til lanceringen. Bag linjen står makeupartist Hannah Murray, der også kreerer makeuplookene til Topshops modeshows under London Fashion Week. Ifølge Murray handler det dette forår om smuk hud, røde læber og farvestrejf i håret.
 
Læs også Beautiful Topshop

 
 
 
Foto: Topshop Unique
 

Nu vi er ved børsterne

6. januar - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Så har The Body Shop lavet et samarbejde med London College of Fashion: Brush With Fashion, en limited-edition fairtrade og miljørigtig makeuplinje her til foråret, der blev lanceret ved et bæredygtigt modeshow med studerende fra den prominente modeskole. Makeuppen har indbyggede børster som beskrevet i sidste indlæg, (i øvrigt skabt uden brug af dyrehår) men endnu bedre er illustrationerne, der er skabt af modeillustrator Katarina Voloder og giver et helt nyt image til The Body Shop. Brush With Fashion fås i første omgang kun i de engelske Body Shop-butikker, men hvem ved, måske lignende samarbejder kunne komme på tale med Danmarks Designskole …

Fodnote: Brush With Fashion er lanceret i de danske The Body Shop butikker også, så skynd dig, hvis du vil have fingrene i dem.

Foto: The Body Shop 

Marcel-makeup

1. december - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg mødte Marcel Wanders i Amsterdam for et par år siden, hvor han var ved at lægge sidste hånd på det studio, han har fået bygget i en gammel skole. Vi nåede en sandwich på hans yndlingscafé nede om hjørnet, et tilbud om en sejltur på Amsterdams kanaler i hans gamle båd, at få et par billetter til hans kærestes dansepremiere om aftenen og – selvfølgelig – en spændende snak om design. Marcel Wanders er nemlig en af verdens mest omtalte (interiør)designere, med iøjnefaldende samarbejder med mærker som blandt andet Moooi, Puma og en række eksklusive hoteller, som han har præget med sin distinkte, neobarokke stil. Nu har han også bevæget sig ind i skønhedsverdenen, med en limited edition makeuplinje sammen med MAC, som desværre ikke kommer på hylderne herhjemme, men du kan finde den på MAC-stande i udlandet. 

Foto: MAC 

Second to none

11. november - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

”At være smuk og naturlig er enhver kvindes ret” lød det fra Elizabeth Arden. I en tid, hvor kun skuespillerinder – og letlevende kvinder – gik med makeup, anerkendte Elizabeth Arden de amerikanske kvinders behov for at bryde ud af den viktorianske verdensorden. Hun udviklede ikke alene rouge og farvet pudder, og introducerede konceptet øjenmakeup, hun tilbød også for allerførste gang at lægge makeup på kvinder. Elizabeth Arden opfandt konstant nye og mere innovative måder at sælge sine produkter på. I 1917 lancerede hun de første produkter i rejsestørrelse. I 1918 var Miss Arden den første i kosmetikbranchen, der personligt trænede og udsendte et team af rejsende kvinder, der skulle demonstrere og sælge Elizabeth Ardens produkter. Hun introducerede skønhedssaloner, hyrede Hollywood-journalisten Hedda Hopper til at repræsentere sig og fik det første ugentlige skønheds-radioprogram på NBC. Og så var hun i øvrigt den første kvinde, der blev stemt ind i Business Hall of Fame, og den første, der prydede forsiden af Time Magazine.  

Foto: Elizabeth Arden

Lidt mere Sofia Coppola

28. oktober - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er ikke kun film, Sofia Coppola er kendt for. Hendes enkle, cool stil og univers efterlignes af mange og ikke mindst er hun designeren Marc Jacobs’ veninde og muse. Hun optrådte som model i hans allerførste parfumekampagne, har skabt en særlig Coppola-kollektion for Louis Vuitton (som Marc Jacobs også er chefdesigner for) og optrådt i en ditto-kampagne sammen med sin far, den berømte filmmager Francis Ford Coppola. Det forlyder i øvrigt, at Marc Jacobs pønser på en makeuplinje i eget navn, og hvorfor ikke, når hans parfumer går som varmt brød og hans shows ofte får masser af makeupomtale med på vejen: ”Jeg elsker den transformering, der ligger i makeup. Det er en del af kvinders ritual. Makeup er en accessory akkurat som sko og tasker, og har en stærk relation til mode.” Vi væbner os gerne med tålmodighed. I mellemtiden kan du stadig nå at være med i konkurrencen om 10 x 2 billetter til Sofia Coppolas nye film lige her

Foto: Marc Jacobs og Louis Vuitton

Til makeup connaisseurs

26. oktober - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Jeg har før skrevet om Tom Fords kultparfumer og smukke læbestifter. Og er du først faldet for Black Orchid og Private Blend Lip Colour (hvad jeg ved, at et par læsere her på skønhedsbloggen i høj grad er, selv om de skal en tur til udlandet for at købe det), så kan jeg glæde dig med, at den kontroversielle designer-slash-filmmager udkommer med en eksklusiv, uimodståelig makeupkollektion, der kommer på hylderne i nogle af verdens førende stormagasiner den 1. december (Harvey Nichols har den allerede nu, hvis du skal en tur til London). Kollektionen er en såkaldt limited edition-kollektion og hedder – som Fords bestseller-parfume – Black Orchid. 
 
 
Foto: Tom Ford
 

Eventkalender

13. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Så sker det! En eventkalender for efteråret her på skønhedsbloggen med en masse spændende tilbud. Der er noget for enhver smag, både til jer, der gerne vil læne jer tilbage og få skønheden serveret, og til jer, der gerne vil have en mere personlig rådgivning. Der er brunch-arrangementer til de lækkersultne; interview-arrangement til jer, der foretrækker, at det er andre, der stiller spørgsmålene; makeupartist-arrangementer til jer, der gerne vil have syn for sagn; venindearrangementer med glacerede cupcakes og champagne til jer, der foretrækker en lille sluttet skare, og ikke mindst et par velplacerede arrangementer i november, der indvier i alle de tips og trends, I måtte have brug for til julens fester (og i alle de små ting, I kan gøre for at skjule sporene bagefter. På huden, forstås). Det behøver nemlig ikke at være så svært. Skønhed er sjovt, og alt, du skal gøre, er at klikke ind i denne uge, hvor der dagligt vil komme en ny skønhedsevent på programmet. Tidligere erfaringer viser, at det er godt at være hurtigt ude.

Foto: Victoria’s Secret 

Mænd og makeup

15. august - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Der var cool rockabilly-stemning, da en af tidens yndlingsdesignere David Andersen viste sin herrekollektion hos Royal Copenhagen, omgivet af sort Mega Mussel, fabeldyr og fajance, der rockede med fra hylderne. ”Mænd skal være velgroomede, ikke makeuppede. De skal stadig være mænd,” lød det fra L’Oréal Paris’ makeupartist Anne Staunsager backstage: ”Vi har brugt lidt foundation for at få huden helt pæn, og en smule solpudder. Det handler om at se frisk ud.” Stadig flere mænd er begyndt at kigge en smule dybere i krukkerne. Ifølge Anne er masser af fugtighedscreme en god start, hvis du gerne vil tage dig lidt bedre ud som mand. Dertil begynder stadig flere mænd at bruge lidt selvbruner, en smule concealer under øjnene til at dække træthed og mørke rande, og lidt bronzer til kinderne. Det fik jeg bekræftet hos modeekspert Kim Grenaa, som jeg mødte på vej ud fra showet: ”Jeg bruger gerne lidt concealer til at dække det værste, og en smule solpudder fra Nilens Jord, der ser helt naturligt ud.”

Foto: Copenhagen Fashion Week 

Øjenskygge à l’avantgarde

4. august - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Du kan godt finde de grafiske evner frem (for ikke at tale om frisurefærdighederne), hvis du skal være fremme i skønheden her til efteråret. Backstage hos Dior Couture var det den berømte makeupartist Pat McGrath, der definerede præcise bryn- og læbebuer og svingede øjenskyggepenslen over modellerne. Skulle du få lyst til at gøre øjenskyggen efter, så er tippet som følger: Brug stærke pigmentfarver som orange, blå, grøn og gul (de fås hos blandt andet MAC og Gosh). Gør penslen våd, inden du dypper den i pigmenten og lav derefter et strøg fra inderste øjenkrog med sikker hånd. Afslut med en gang falske vipper.  PS: Du kan også blot lade dig inspirere af billederne og huske på, at det grafiske look er en trend.  

Foto: Dior

Ternet makeup

2. august - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er vist ingen hemmelighed længere, at Burberry har kastet sine klantern ud over en makeuplinje også. Det prominente engelske modehus har, med designeren Christopher Bailey i førertrøjen, pustet masser af nyt liv i de ikoniske tern, og jeg bliver nødt til at sige, at jeg synes, at det er lykkedes rigtig godt med Burberry Beauty. Jeg skal i al fald ikke undlade at kaste mig over en enkelt pudder eller læbestift næste gang, jeg er i London. Se selv, hvor fint det er. 

 

Foto: Burberry

Day Glo

31. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

I det sidste nye nummer af COVER har jeg blandt andet skrevet lidt om day glo, som I måske også kan få glæde af at kende til. Tendensen har aner tilbage til 1980erne, men de farver, der er på banen nu, har et langt mere eksklusivt islæt end firsernes skrigende neon. Så kast dig blot ud i, hvad der må siges at være sensommerens mest blændende trend, der absolut er mest klædelig, nu hvor du har fået en sund sommerglød. Chanel og Dior har lanceret neongloss, og brug også gerne et strejf af day glo på øjne og især negle. 

Foto: COVER 

Vampyrlook

30. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Nu vi er ved makeupdesign, så er dette måske værd at skrive sig bag øret, hvis du er fan af Twilight-sagaen. Med navne som Moonlight Shadow, Mortal Glow og Just Bitten Staining Balm er makeupserien af samme navn gået hen og blevet lidt af en kult-succes. Læs mere på www.twilightbeauty.com. Hvis du tør. 

Foto: Twilight 

Rene børster

30. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Du skal stadig rense børsterne i ny og næ, men en ekstra bonus ved Tokidoris makeupbørster er, at de er antibakterielle, og dermed mindsker risikoen for unødige urenheder. Og så er de små japanske 3D-Tokidorifigurer, der pryder børsterne supercute. Tokidori er skabt af den italienske kunstner Simone Lego, og de er hurtigt gået hen og blevet kult. Børsterne fås desværre kun hos Sephora, så køb dem næste gang, du er i udlandet. 

Foto: Tokidori 

Makeupskitser

18. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg opdagede lige, at designer/fotograf/bogudgiver/filmmager med meget mere – Karl Lagerfeld – har en særlig fetish for det japanske kosmetikmærke Shu Uemura. Han bruger nemlig makeuppen til at lave sine berømte skitser for Chanel og Fendi. ”Shu Uemura har den smukkeste farvepalet. Og i gamle dage blev børnebøger illustreret med makeup,” hævder han. I min skønhedsbog har jeg listet 50 måder, du kan bruge dine overskydende skønhedsprodukter på – denne er fluks føjet til listen. 

Illustration: Karl Lagerfeld 

Det startede med en cremeblush

18. marts - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Hvis du læser med her på skønhedsbloggen jævnligt, så ved du, at jeg ofte tyer til at duppe lidt læbestift eller lipgloss på kinderne, fordi det giver den dér naturlige blush, som en pudderrouge ikke kan. Kirsten foreslår cremeblush, der var det første produkt, hun gik i gang med at lave, fordi hun ikke syntes, at der fandtes en god økologisk cremet blush på markedet: ”Jeg kan godt lide, når man kan se, at huden lever. For nogle er cremeblush uvant, men det er ikke så svært. Brug fingrene og sørg altid for at lægge den på en hud, der er fugtig. Brug en god dagcreme først eller lidt foundation. Læg blushen lidt centreret på kinderne, så det ser ud som den naturlige farve, du har fået af at gå en tur. Det giver mere et look at sundhed og friskhed frem for en kontur.” Klik ind senere og få Kirstens øvrige skønhedsfavoritter. Tried & tested.  
 
billede-2
Foto: Kjær Weis 
 

Tried & tested

18. marts - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Kirsten troede egentlig, at hun skulle være indretningsarkitekt, men kunne ikke sidde stille på skolebænken i de 6 år, uddannelsen ville tage. Så hun kom i lære som kosmetolog hos Berite Willerslev (der altid sagde, at ’alt undtagen Yves Saint Laurent kløer’) og siden på makeupskolen Christian Chaveau i Paris (hvor blandt andre også danske Charlotte Willer, der i dag er Maybellines makeupkreatør, har gået). Interessen for det spirituelle og økologiske kom allerede, da hun var i 20’erne (i dag er hun midt i fyrrene) og beder du om Kirstens bedste skønhedstip, så kommer det prompte: ”Det bedste er at holde kroppen ren indefra. Det er huden, der er det vigtigste. Når kvinder spørger mig, hvilken creme, de skal bruge, spørger jeg altid tilbage, hvad de spiser og om de drikker nok vand. Det sælger man selvfølgelig ikke så mange makeupprodukter af, men makeup er jo bare en forbedring af den måde, man ser ud på. Derfor håber jeg, at folk vil sige, hvor ser du skøn ud, når nogen bruger mine produkter, og ikke: Sikken en flot makeup.”
 
pic-8
 
Foto: Fra Kirsten Kjær Weis’ portefolio
 

Yderst æstetisk

18. marts - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

For nylig fik jeg den fineste pakke ind ad døren med tre makeupprodukter – økologiske – i en emballage, der ikke ligner noget andet, jeg har set. De var sendt med kærlig hilsen fra Kirsten Kjær Weis, som jeg har kendt – og arbejdet med – i mange år. ”Det er jo ikke sådan, at jeg har et navn, jeg kan sælge min makeup på,” lød det, da vi mødtes nogle dage efter, og nej, Kirsten er ikke kendt i bredere kredse, men er det absolut internt i modebranchen, hvor hun de sidste mange år har tilhørt eliten af danske makeupartister. Hun er også kendt i New York, hvor hun bor, og har arbejdet med alt lige fra Harper’s Bazaar og Angelina Jolie til PJ Harvey. Nu lancerer hun de første tre produkter – øjenskygge, lip tint og en fantastisk cremeblush – i sin økologisk-certificerede makeupserie hos det estimerede, engelske skønhedsimperium Space NK, der faldt for æstetikken, økologien og ikke mindst den unikke emballage, der også tæller et refill-system. ”At genbruge frem for at nedbrænde sparer meget CO2, og så håber jeg, at folk vil beholde æsken og komme deres vitaminpiller i,” lød det fra Kirsten, der har arbejdet sammen med nogle af branchens dygtigste folk for at opnå præcis det indhold og udtryk, der gav hende sommerfugle i maven. Herhjemme kommer Kjær Weis på hylderne hos Paris Texas og Moshi Moshi Mind, og jeg gætter på, at de bliver revet væk. Klik ind igen og få nogle af Kirstens bedste tips og tricks. 

cover-beauty

Foto: Tor