"… så mange forskellige produkter, at jeg totalt forvirrer den, så den ikke har tid til at blive rynket. Og gerne med Nude, Weleda, Creme de la Mer, Dr. Hauscka, Mario Badescu."
Foto: Diverse
Det franske børnemærke Bonpoints hudplejeprodukter er i virkeligheden til babyer, men jeg ynder at bruge dem til mig selv også (og babyprodukter er jo en stor trend til voksne også, hvad jeg tidligere har skrevet om her på skønhedsbloggen). Duften er helt mild, og så giver de den blødeste silkehud. Jeg kan anbefale olien og den skummende bademousse med en helt mild babyduft, der er skabt af ingen ringere end den franske parfumeguru Annick Goutal. Bonpoints hudplejeprodukter fås hos Bonpoint-butikken i København.

Foto: Bonpoint
Det er ingen hemmelighed, at kunstig varme indenfor og frysende kulde udenfor ikke rimer særlig godt på sundhed og hud i balance. Rødme, tørre læber og endnu mere tør hud rammer mange i disse måneder, og det stiller lidt større krav til din skønhedspleje. I denne lille skønheds-webisode får du 5 gode tips til at klare dig smukt igennem.
Produktion: Benedicte Balling
Gisele blev opdaget i 1994 i et brasiliansk indkøbscenter og med en burger i munden. Siden har hun – minus burger – prydet forsiderne af flere magasiner end nogen anden i branchen, og da magasinet Elle på et tidspunkt lavede en undersøgelse blandt ledende hårstylister for at finde den stjerne, hvis hår var mest eftertragtet blandt deres kunder, nævnte mere end halvdelen Gisele. Selv siger hun, at hemmeligheden er, at hun aldrig børster sit hår og blot kommer lidt Pantene-balsam i spidserne, når det ugler. I skolen blev hun i øvrigt drillet af kammeraterne, der kaldte hende Olivia Palito, der er det portugisiske navn for Skipper Skræks tynde kæreste. Jeg ved det, fordi jeg havde fornøjelsen af at møde den speedsnakkende model i Paris for et par år siden, hvor jeg interviewede hende til Cover, og hvor hun bad PR-damen vente udenfor, fordi hun ikke syntes, at vi havde fået tid nok sammen. ”Jeg har en stærk holdning til ting. Når jeg tror på noget, så tror jeg virkelig,” sagde hun dengang, og det er vist meget kendetegnende for Gisele. Vil du høre lidt mere om, hvad hun tror på, når det kommer til hudpleje og sund livsstil, så se den lille film her. Og drøm dig så væk fra sne og kulde.
Foto: Sejaa
En anden stor tendens i 2011 er emballagen på dine skønhedsprodukter, der af mange forbrugere begynder at blive kigget efter i sømmene. For så meget som vi elsker knitrende cellofan, blanke poser med logo, små dingenoter og æsker, vi næsten ikke nænner at smide ud, lige så meget begynder vi at kigge på det emballagespild, der følger med. En af dem, der har stort fokus på dette, er topmodellen Gisele Bundchen, der foruden en eminent karriere, en fodboldstjerne-kæreste, et tidligere forhold til Leonardo di Caprio og en topplads på Forbes’ liste over verdens rigeste modeller, også for nylig har lanceret en hudplejelinje med grønne aner og fokus på miljøet. Dét med det grønne ligger hende ikke fjernt, da hun gennem de seneste år har været grundigt involveret i blandt andet FNs Environment Programme og tillige i bevarelsen af naturområder i Brasilien, hvor hun kommer fra.
Foto: Sejaa Pure Skincare

Hvis du befinder dig på disse breddegrader, er der stor sandsynlighed for, at vinteren er hård ved din hud, der let bliver tør og trist. Sådan behøver det ikke at være. Her får du tre skønne tips til at få huden på rette køl igen: 1) Skift din rensecreme eller –gelé ud med en renseolie eller rensebalm. Den bevarer din huds egne naturlige olier og holder den fugtig i de kolde vintermåneder. Tjek fx Huiles & Baume Cleansing & Makeup Remover Oil og Darphin Aromatic Cleansing Balm. 2) Døjer du med tør, måske endda lidt skallet hud, så brug en god, mild exfoliering et par gange om ugen. Jeg kan anbefale Jurlique Daily Exfoliating Cream og Suki Exfoliate Cleanser. 3) Sørg for at få masser af fugt med en god fugtmaske, fx Amazing Space Beauty Sleep Mask. Find også gode beskyttende vintercremer i linket nedenfor – og et par tips til vinterhåret.
