Jeg har fået en mail fra Louise, der spørger, om jeg ikke kan skrive lidt om mørke rande. Er du en af dem, der er led og ked af folk, der fortæller dig, at du ser træt ud, selv om du får nok søvn, og at de mørke rande under dine øjne får dig til at se ældre ud, end du er, kan du måske have glæde af at læse med. Linjer omkring øjnene er kedelige, men en uundgåelig konsekvens af at leve og en følge af den megen mimik, der kommer af, at vi smiler, taler, tænker, bekymrer os – ja, selv sover. De kan i nogen grad holdes i ave med en god øjencreme og en sund livsstil (og ja, der er masser af eksperter, der mener, at øjencreme er en overflødig luksus. Selv lever jeg ikke uden). Mørke rande, derimod, kan være mere vanskelige, og selv om de fleste anset mørke rande for at være et synligt tegn på træthed – eller et selvforskyldt resultat af en fest, der inkluderede lidt for mange mango-mojitos – så spiller andre faktorer ind. Det er sandt, at træthed kan gøre huden trist og grålig, og at alkohol dehydrerer og gør den tynd, men ifølge eksperter er det mere sandsynligt, at kroniske mørke rande handler om overskydende pigmentering i huden. Strandløver bør derfor notere sig, at soldyrkning forværrer problemet, og at en øjencreme med solfaktor kan være en god investering.
Følg med her på skønhedsbloggen i dag og i morgen, hvor der kommer mange flere tips til øjenområdet.

Foto: Backstage Givenchy