Posts Tagged ‘Karl Lagerfeld’

Karls diæt – endelig

6. december - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Dr. Houdret laver individuelle diætanbefalinger til hver af sine celebre kunder, men den grundlæggende ernæringsbase er den samme for alle. Den tilpasses blot det antal kilo, man ønsker at tabe. Here comes: Morgenmåltidet består af en cocktail af vitaminer og sporelementer i kapselform, fra Dr. Houdrets eget sortiment (tjek www.sunrexparis.com). Dertil en skive fuldkornsbrød med en smule smør og en kop te eller kaffe. Også mager yoghurt med frisk frugt er tilladt, hvorimod det anbefales at droppe de færdige frugtyoghurter, der indeholder både ekstra fedt og sukker. Tørret frugt er ikke comme il faut hos Dr. Houdret, og du skal endvidere undlade blommer, kirsebær og bananer. Til frokost et brev med Dr. Houdrets berømte Spoon-Light-protein, der blandt andet indeholder proteinekstrakt fra mælk, soja og æggehvidestof såvel som vitaminer og planteekstrakter. Dertil frisk frugt og mager yoghurt. Aftensmaden består af fisk ("fisk og skaldyr er godt, men jeg er meget vred på tun og sardiner", lyder det) og en stor portion grøntsager kogt, dampet eller tilberedt uden fedt (drop grønne bønner, ærter og linser, lyder det). Alt skal tilberedes appetitligt med krydderurter og eventuelt en smule olivenolie til at give smag. Veksl mellem fisk og kød, hvor Dr. Houdret altid anbefaler kalv, hare eller hestekød fremfor gris og lam. Hvorfor? Fordi der er en tredjedel kalorier i hestekød. Derudover skal du holde dig fra hvide produkter som ris, brød, pasta og ost. Find også mere i bogen The Karl Lagerfeld Diet. 

Foto: The Karl Lagerfeld Diet

Dr. Houdrets gyldne spisevaner

6. december - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Udover sin celebre praksis står Dr. Houdret bag en række bøger om ernæring og sundhed – 15 i alt – samt et sortiment af plantebaserede kosttilskud og tabletter, der er en vigtig del af hans anbefalinger. Jeg fik en af hans opskriftsbøger med hjem, smukt signeret. Jeg fik også hans gyldne kosttips: 1) Lad være med at vente med kuren til du allerede vejer 10 kg for meget. 2) Spis en smule af det hele, alle der fortæller dig, at du kun skal spise én slags – frugt, fisk eller noget andet – tager fejl. En ubalanceret diæt holder kun nogle få dage. 3) Spis, inden du bliver hundesulten. 4) Tre regelmæssige måltider om dagen forhindrer voldsom sult og pludselige tilbagefald. 5) Drik ikke mere end to glas rødvin om dagen og dertil en masse vand. Det gavner helbredet, mens hvidvin, champagne og spiritus er no-no. 6) Overvåg dig selv. Sørg for hurtigt at tabe det i dag, du måtte have taget på i går. Bed om et glas tomatjuice, hvis du er ude. Det kan se lige så festligt ud som en drink, hvis du pynter det lidt. 7) Du skal ville det. Vægttab har lige så meget med vilje og sjæl at gøre som med selve diæten. "Jeg er ikke tryllekunstner," som han siger, "men jeg laver en personlig kur, og følger man den, lover jeg 100% resultat." Klik ind igen om lidt og få diæten. 

Foto: Coca Cola

Hvis Karl ka’, ka’ du også

6. december - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det tog et år, så var Karl Lagerfeld så god som ny. 42 kg var pist væk, og Kejser Karl kunne igen føre sig frem i jeans som i gamle dage. Der var megen snak i krogene om designmaestroens nye statur, mens der i starten var tale om rene gisninger om sygdom og fedtsugninger, så blev det hurtigt afsløret, at en stor del af æren kunne tilskrives Dr. Jean-Claude Houdret – læge, homøopat, naturdoktor, ernæringsspecialist og manden bag, ikke kun Karls, men også en række andre berømtheders spisevaner. Catherine Deneuve, Yves Saint Laurent, Pinot og flere kongelige for blot at nævne nogle. I forbindelse med et indlæg om Karl Lagerfelds makeuplinje for nylig (find det her), lovede jeg at løfte sløret for diæten. For jeg har nemlig været i audiens hos Dr. Houdret for nogle år siden, hvor han, iført hvid kittel og cykelstyrsoverskæg, gav mig de hemmelige detaljer. Han tilbød mig også et glas Cola Light, og med det lærer man første regel i hans diætsucces: Det er okay at tage en smule – en lille smule er kodeordet i alle situationer. Klik ind igen i dag, og få både diæt og værdifulde Houdret-input. 

 

Illustration: Karl Lagerfeld og Carine Roitfeld

Snowballs

10. november - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Der er ingen som Chanel, der kan få én op af stolen, når de sender nye pressekits. Der ligger altid en eller anden lille fin ting i æsken sammen med et kort. Senest var det en kuglerund snowball med bittesmå Chanel logoposer og æsker under et hvidt juletræ, og masser af sne. Du ved, de der glaskugler, man ryster og så sner det. Jeg elsker snowballs, og har et par stykker af slagsen stående, men der er ikke noget, der slår denne fra Chanel. Jeg er i øvrigt tilsyneladende ikke den eneste, der lader mig fascinere af sneboldene, for også til sin makeupkollektion nedenfor har Karl Lagerfeld lavet en snebold, som man kan købe hos Sephora. Måske man endda kan tillade sig at kalde snowballs for en trend?

Foto: Sephora

Karleidoscope

9. november - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er navnet på Karl Lagerfelds kommende parfume, og der er mere i kalejdoskopet. I anledning af julen har Karl Lagerfeld nemlig lanceret en limited edition makeupkollektion til Sephora  - der jo i øvrigt som tidligere skrevet er på vej til Danmark, nærmere betegnet underetagen i Illum, i starten af det nye år – med øjenskygger formet som sig selv, makeuppunge med foto af sig selv og ikke mindst en snekugle centreret om sig selv og en masse guldglimmer. Siden han tabte halvdelen af sin kropsvægt for en årrække tilbage (det var i øvrigt takket være en kostplan fra sin diætist Dr. Jean-Claude Houdret, som jeg dengang interviewede i Paris – jeg har kostplanen, hvis nogen skulle være interesseret …) har han ikke holdt igen med at vise sit slanke jeg frem i alverdens sammenhænge. Makeuplinjen er nu meget cool, og som han skriver på makeuppungen: "Min største luksus er, at jeg ikke skal retfærdiggøre mig over for nogen."  Næh …

Foto: Karl Lagerfeld pour Sephora

Flere stjerner

8. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det var en på alle måde stjernespækket affære, da Cover holdt fest fredag aften med designeren Rika (du kender helt sikkert hendes toppe og tasker med stjerner på, som stjernerne elsker) hos Normann Copenhagen. Til festen spillede en anden stjerne med sit band Operation Juliette, nemlig model og sanger Irina Lazareanu, der blev berømt for både sit look, og for at snuppe Kate Moss’ kæreste Pete Doherty for nogle år siden (Kate og Irina er stadig bedste venner, og Kate blev i øvrigt for nylig gift med Jamie Hince). Irina tilhører også Karl Lagerfelds klan af berømte muser, og hendes maskuline/feminine stil er ydermere til stor inspiration for Balenciagas Nicolas Ghèsquire. Og hendes skønhedsmusthaves: Givenchy Phenomen’Eyes (mascaraen med den meget specielle børste), sort eyeliner fra Chanel, Maybellines Dream Mousse Blush Rose Petal samt concealer fra Clé de Peau – en makeupartistfavorit, der har vundet adskillige skønhedspriser. Hør mere om den lige om lidt. 

Foto: Cover

Remembering Amy Winehouse

25. juli - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

I dag har skønhedsbloggen stået i Amy Winehouses tegn. Den 27-årige sanger, med den fantastiske stemme og det triste liv, blev fundet død i sin lejlighed i London lørdag aften. Hendes stemme og stil lever videre. Med Karl Lagerfelds blåstempling af Amy i 2007 (se indlæg nedenfor) gik der fuldstændig inflation i Amy på alverdens podier og modemagasiner. Vogue Paris lavede en serie i februar 2008 med topmodellen Isabeli Fontana som Amy Winehouse. Siden sås en anden topmodel Adriana Lima som Winehouse look-alike i magasinet Love, Numéro fulgte efter og det samme gjorde russisk Vogue og Candy. Også Dior har ladet sig inspirere af Winehouse-looket, ja selv det eksklusive niche-parfumemærke Juliette Has Got A Gun havde Amy Winehouse i tankerne, da de lancerede deres første to dufte. Her er en lille kavalkade. 

 

Foto: Diverse

Amy & Karl

25. juli - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
I december 2007 erklærede Karl Lagerfeld, at Amy Winehouse var hans nye muse. Han sammenlignede hende sågar med tressernes franske stilikon Brigitte Bardot., der også blev kendt for trutmund og bikubefrisure. Til sit eget show i London fyldte han podiet med modeller iført bikubefrisurer i alle afarter, og han var ikke den eneste den sæson. Alle vegne fra lød det ‘Think Amy, think Amy’. Backstage sagde Lagerfeld, at ”I very much like her hairdo. It took it as an inspiration”, og også i sit show for Chanel – og i kampagnen – var der dømt bikuber og sort eyeliner en masse. Selv var Amy Winehouse inspireret af Elizabeth Taylors eyelinerstil i storfilmen Cleopatra (læs mere her), og hun var medvirkende til at bringe eyelineren tilbage i fokus i skønhedsverdenen. Hårpragten var til gengæld inspireret af The Ronettes, en af 1960′ernes mest populære pigegrupper.
 
 
Foto: Chanel

Meeting Amy

25. juli - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Første gang, jeg møder Amy Winehouse, er i starten af 2004, til en stor gallamiddag i anledning af tiårs-jubilæet for MAC Aids Fund. Det bliver holdt i den efterhånden berømte have, der hører til det eksklusive Hempel Hotel i London, hvor Hugh Grant kysser Julia Roberts i filmen Notting Hill. Jeg er der for at interviewe stilikonet Chloë Sevigny, der er en af MACs fem talspersoner. De andre tæller sangfuglen Christina Aguilera, popikonet Boy George, rapperen Missy Elliot og supermodellen Linda Evangelista. Derudover har MAC samlet en temmelig celeber skare af berømtheder til middagen. Som hattemageren Philip Treacy, skodesigneren Patrick Cox, tennisstjernen Venus Williams, kunstneren Damien Hirst, firseridolet John Taylor fra Duran Duran, Bryan Adams. Det er blot nogle af dem, og for alle os stiller Amy Winehouse sig op på den lille intime scene, med bare fødder, og giver et par numre. Hun er Londons splinternye sangdarling, der får stående applaus af Missy Elliot, og hendes helt særlige hæse stemme hænger i ørene længe efter. Det gør hendes stil også. Klik ind igen og se, hvordan hun har inspireret alle fra Karl Lagerfeld til fransk Vogue.  

Foto: Amy Winehouse

Lidt læsestof til påskedagene

24. april - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

For nylig blev en ny bog – endnu en – om Chanel hyldet ved en reception i Karl Lagerfelds atelier i Paris. Chanel, sa vie er skrevet af Justine Picardie, og Karl Lagerfeld blev så begejstret for idéen at han tilbød at illustrere bogen. Og blot for dét er den helt sikkert værd at få fingre i. Hans karakteristiske skitser er i øvrigt tegnet med makeup fra japanske Shu Uemura – det har jeg tidligere skrevet om her

Foto: Chanel

Nytårsfortsæt om træning?

1. januar - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Så tjek lige en ung Karl Lagerfeld med vægte – et billede, jeg stødte på forleden, og som jeg synes, at jeg måtte dele med jer. De, der kender til Karl Lagerfeld, vil vide, at han siden blev meget tyk, indtil han for et par år siden gik til Paris’ mest hypede diætist, der hjalp ham til at tabe halvdelen af sin kropsvægt, så han kunne passe kollegaen Hedi Slimanes ultrastramme suits for Dior. Men det er helt anden historie. Jeg har interviewet Lagerfelds diætist engang, og det skal jeg nok vende tilbage til her på skønhedsbloggen. Et godt diætistråd er selvfølgelig at huske at drikke masser af vand her dagen derpå, og spise masser af frugt og rå grøntsager (også selv om kroppen skriger på MacDonalds) – det får dig altså langt lettere over tømmermænd. På den anden side er der også noget hyggeligt over dyner, et burgermeal og en gammel film på dvd’en. Men sig det ikke til nogen!

Foto: Arkiv

Makeupskitser

18. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg opdagede lige, at designer/fotograf/bogudgiver/filmmager med meget mere – Karl Lagerfeld – har en særlig fetish for det japanske kosmetikmærke Shu Uemura. Han bruger nemlig makeuppen til at lave sine berømte skitser for Chanel og Fendi. ”Shu Uemura har den smukkeste farvepalet. Og i gamle dage blev børnebøger illustreret med makeup,” hævder han. I min skønhedsbog har jeg listet 50 måder, du kan bruge dine overskydende skønhedsprodukter på – denne er fluks føjet til listen. 

Illustration: Karl Lagerfeld 

Wax on, wax off

31. januar - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Nu vi er ved voksning, har jeg modtaget et par forespørgsler om hårfjerning. Så jeg tænkte, at jeg ville dele med jer, hvordan jeg blev omvendt fra inkarneret shaver til voksafhængig. Eller næsten. Det startede alt sammen med et interview med The Wax Queen Lori Nestore. Jeg har prøvet mange forskellige former for interviews gennem tiden. Jeg har kastet mig hovedkuls ind i en hektisk modemængde for at få en kommentar fra designerguruen Karl Lagerfeld. Jeg har stået stiv som en pind for at ikke irritere supermodellen Naomi Campbell unødigt, jeg har rodet Diana Ross i håret, fordi hun ville vise mig sine hårextensions, og jeg har siddet rank med perfekte manerer til frokost hos modelmutter Eileen Ford. Men aldrig før har jeg ligget kun iført trusser og top, mens genstanden for mit interview hev voks af min bikinilinje. ”Man er nødt til at have en vis form for humor, når man hiver hår af folks kønsdele,” sagde Lori Nestore og slog en latter op. Få kender Lori som andet end The Wax Queen. Hun er ud af en frisørfamilie og krediteres for at være frontløber for at gøre voks til allemandseje i USA. Blandingen af humor og ekspertise har gjort hende førende på sit felt. Det bør for god ordens skyld bemærkes, at vi blev ved trussekanten. Det kan godt være, at Brasilian, Sphinx og Hollywood alle dækker over at få fjernet hele molevitten, men jeg kunne i min vildeste fantasi ikke se mig selv splitternøgen med benene oppe og voks dernede, alt imens jeg forsøgte at holde en vis professionel distance. Dertil skal siges, at jeg personligt heller ikke er til det helt nøgne look, men det er en smagssag. 
”At vokse er et valg,” fortalte voksdronningen, mens hun nappede min underben. ”Hvis du kommer igennem ventetiden mellem voksningerne de første par måneder, så er det ingenting. Lad hårene gro i tre uger, og voks dem derefter hver fjerde uge i resten af dit liv. Ti minutter. Og du må aldrig barbere dig igen.” Jeg kiggede ned ad mine ben med de små ar og rifter, når barberingen går for hurtigt eller jeg har glemt, at bladet netop er skiftet. Typisk er det lige i folden ved hælen, og det bløder, så man både kommer for sent på arbejde og må revurdere skovalg, for hvem vil risikere sine Louboutins. Mens Lori rev hår ud og fortalte mig, at allerede næste gang vil mine hår være finere og blødere, tog jeg beslutningen lige dér. Waxing, it is. Og så tog det om sig. Jeg lod voksdronningen fjerne hår under mine arme og endda vokse mine bryn, hvad jeg aldrig før har tilladt nogen. Billedet af ungdommens skamplukkede bryn sidder stadig dybt i mig. Lori Nestore havde selvfølgelig ret. Det er langt lettere at vokse, og hårene bliver både blødere og færre med tiden. Du kan nøjes med at tænke over det en enkelt gang om måneden i stedet for hver morgen. Og det er slut med rifter og stive stubbe efter barbering. Næsten!
01illu_05-549x400
 
Illustration: www.wendyplovmand.com
 

Bag om couture

28. januar - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Om det var førnævnte Daphne Guinness, der havde inspireret designeren Karl Lagerfeld til Chanel Haute Couture forleden, vides ikke, men faktum er, at det både var overdådig couture og med de umiskendelige striber i håret. Det er første gang nogensinde, at der afholdes et Chanel-show uden guldknapper og farven sort, men udelukkende i sølv og sarte pasteller. Selv neglene var dækket med en sølvfolie (du kan få lavet lignende hos Minx), mens læberne var i sart koral. Backstage foreslog nogen at kalde det futurisme, hvortil Karl Lagerfeld køligt svarede: ”Jeg hader det ord. Jeg tror ikke på avantgarde-tøj til en fremtid, der aldrig kommer til at ske. Mode handler altid om nuet.” Så her får du et øjebliksbillede af Chanels couture-univers. 

slide3

slide17

slide4

Foto: Style.com, WWD, Chanel

En ny Audrey

12. december - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det var ikke kærlighed ved første øjeblik mellem Chanel-designer Karl Lagerfeld og Audrey Tautou, der er blevet kaldt fransk films nye store filmstjerne, og af flere blevet sammenlignet med en anden Audrey – nemlig Hepburn. Det var vist noget med en udtalelse om et par Chanel-gummistøvler, som ikke faldt i Lagerfelds smag. Alligevel følger hun efter store navne som Catherine Deneuve, Candice Bergen og Nicole Kidman som det nye ansigt for den parfume, som Marilyn Monroe hævdede var det eneste, hun sov i.  Den kønne, livlige skuespiller blev kendt som Amélie fra Montmartre og for sin rolle i Da Vinci Mysteriet. Og nu også for sin rolle som Coco Chanel i filmen Coco før Chanel, der netop – og endelig – har fået premiere herhjemme.  

Læs også En kvinde der ikke bruger parfume

audrey_tautou_chanel_5_ad_campaign_advertising

Foto: Chanel

Og så blev der talt om Stella

10. december - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Karl Lagerfeld tager sjældent fejl, men fejl tog han, da han offentligt rynkede på næsen, da valget faldt på Stella McCartney som hans efterfølger hos modehuset Chloé. Sit engagement i miljøet har hun fra sin mor, Linda McCartney, der døde af kræft som 56-årig og ligesom Stella var veganer og stærkt involveret i miljøspørgsmål. Da Stella i sin tid skrev under på sin kontrakt for Chloé, var det med en klausul om, at hun aldrig ville bruge hverken læder, pels eller andre animalske råvarer, og i dag er hendes sexede stiletter i vinyl must-haves blandt kendisser. I 2007 lancerede hun sin økologiske hudplejelinje Care, som var den første luksuslinje, der fik den franske Ecocert-certificering som bevis for sit økologiske indhold, og hun gjorde det hurtigt glamourøst at være bevidst. Senest har Stella lanceret StellaNude, en parfume uden overflødig tilsætning. 

stella_nude_butterboom1

Foto: StellaNude

Kejser Karls bøger

25. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Han designer de smukkeste rober, fotograferer de største modeller, mikser de mest cool albums og udgiver – og udvælger – de mest interessante bøger. Det er selvfølgelig Karl Lagerfeld, der er tale om, og når det kommer til sidstnævnte – bøgerne – så gør dig selv den tjeneste at smutte en tur forbi Lagerfelds boghandel Librairie 7L næste gang, du er i Paris. Den ligger helt diskret i nr. 7, rue de Lille i Paris’ latinerkvarter, og er du heldig, kan du støde ind i multidesigneren selv, på vej ind eller ud af sit studio, der ligger lige oppe ad trappen fra butikken.  

lbb-librairie_1215934c

Foto: 7L

Virkelig cool

6. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det var multidesigneren Karl Lagerfeld, der i sin tid gjorde viften populær i modekredse – i en årrække sås han aldrig uden – og i dag er den i høj kurs til shows i en varm modeuge. Musthave-viften denne sæson er med fint Stine Goya-print, og den kan holde enhver fri fra fugtig og smeltet makeup. I forbindelse med sidstnævnte kan i øvrigt nævnes Skindinävias Flash Makeup Finish Mist – en ny skønhedsspray – der holder din makeup kølig på huden med en særlig avanceret teknologi. Den fås i udlandet. img_0507 Foto: CT

Der er noget særligt ved skønhedsprodukter

2. juni - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg været betaget af skønhedsprodukter. Jeg har slugt historier, stukket fingre i cremer, næsen i parfumer og været så heldig at møde mennesker, der har givet mig nye indblik i denne verden. Jeg har sammenlignet yndlingscremer med den smukke skuespiller Scarlett Johansson. Jeg har diskuteret kostråd med designeren Karl Lagerfelds diætist, jeg har talt hårextensions med Diana Ross og spurgt Catherine Deneuve om hendes rigtige hårfarve (hun lod sig farve blond, da hun var atten år pga. en mand, som hun troede foretrak blondiner). Under dække af at skrive artikler har jeg spurgt selv de mest utilnærmelige berømtheder og makeupguruer om deres bedste skønhedstips og anbefalinger. Jeg har skrevet bøger, lavet tv og rejst verden rundt for at finde de bedste, smukkeste, mest interessante – og indimellem helt skæve – tips og trends. Det gør jeg stadig. Du er hjertelig velkommen til at følge med her. img_indlaeg_intro Foto: Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke

  • ILoveBeauty.dk

    • ”You can find inspiration in every-
      thing” And if you can’t look again!

      Ordene er den engelske designer Paul Smiths, og de er blevet en slags ledetråd for mig. De, der har fulgt min færden i magasiner, bøger og tv, vil vide, at jeg elsker at stikke næsen i nye tendenser.
      Så velkommen til min skønhedsblog med trends fra den store, vide verden, som vil få dig til at ryste på hovedet, trække på smilebåndet, skifte indholdet ud i din toilettaske, tænke grønnere, få endnu smukkere hud, og måske endda gøre dig klogere. Mest af alt håber jeg, at de vil inspirere.


      Læs mere på www.charlottetorpegaard.com

    • Charlotte Torpegaard blog
    • BEAUTY INSIDER

      Eksisterer det ultimative skønhedstip?
      Findes den perfekte røde læbestift?
      Er økologi kommet for at blive?
      Virker mirakelcremer?
      Kan du tage ti år af din alder uden nål og tråd?
      Er det rød, hvid eller grøn te, du skal drikke nu?
      Ved du, hvilken mascara, der giver dig de længste vipper?



      VIL DU VIDE DET?


      Tilmeld dig nu og modtag gratis - og oven i hatten -
      mine 10 uundværlige skønhedstips til dagen derpå 
      direkte i din mailbox.


      Navn
      E-mail
       
    • SKØNHED KOMMER INDEFRA
      - men lidt læbestift skader jo ikke.

      Det er titlen på min skønhedsbibel, der udkom 28. oktober 2008, og allerede står på hylderne hos adskillige tusinde kvinder landet over. Bogen er fyldt med viden, oplevelser, tips og tanker om alt lige fra makeupartisternes bedste tricks, og hvordan man bruger brødristeren i skønhedssammenhæng, til hvorfor farmors tørbørstning igen er hot, og hvorfor økologi og grøn bevidsthed er så vigtigt.


    • FÅ SKØNHEDEN SERVERET

      Tilmeld dig som Beauty Insider og få besked om vores skønhedsaftener før alle andre. Vi afholder løbende skønhedsevents rundt omkring i landet, hvor du vil blive underholdt, guidet og ikke mindst klogere på dine skønhedsvaner. For hvad siger vores makeup egentlig om os? Kan du ændre din selvtillid ved at ændre indholdet på dit toiletbord? Hvad har du i virkeligheden brug for? Kender du de bedste tips til makeuppungen? Og til sæsonens look?

    • Beauty Bureau

      Kender du de ti bud for et succesfuldt pressemøde? Har du hørt om begrebet spray and pray? Er du rustet til forbrugernes krav og journalisternes forventninger? Ved du, hvad pre-cyckling er, og hvilke skønhedsmærker, der rykker internationalt?
      Er du klar over, hvordan en målrettet PR-indsats kan vende dine produkter fra so-so til succes?

      Hvis du arbejder professionelt i skønhedsbranchen, er du velkommen i mit
      Beauty Bureau

       

  • Seneste indlæg

  • Mest læste

  • Arkiv

    • RSS feed

      Bookmark and Share


  • disclaimer

    • Nærværende hjemmeside og nyhedsbrev er en personlig blog. Indholdet er derfor udtryk for Charlotte Torpegaards personlige erfaringer og oplevelser og skal således ikke tages som udtryk for de omtalte virksomheders holdninger eller anbefalinger.
      Produktbeskrivelserne på denne hjemmeside er udelukkende til generel information. Ilovebeauty v/Charlotte Torpegaard kan ikke garantere for beskrivelsernes nøjagtighed eller påtage sig noget erstatningsansvar ved anvendelse af produkterne eller metoderne, som beskrives.   Ilovebeauty kan ikke påtage sig ansvaret for lovligheden af indhold på og administration af de internetsider, der linkes til fra Ilovebeauty’s hjemmeside.
      Ilovebeauty og hjemmesidens samarbejdspartnere forbeholder sig alle rettigheder til varemærker, ophavsretligt beskyttet materiale og andet retsbeskyttet indhold på hjemmesiden. Materiale må alene downloades til personlig og ikke-erhvervsmæssig brug, og det downloadede materiale må ikke uden forudgående samtykke kopieres, bearbejdes eller på anden måde gøres til genstand for handlinger, der er forbeholdt indehaveren af de immaterielle rettigheder. Ilovebeauty forbeholder sig retten til at retsforfølge brugere, der krænker Ilovebeauty’s immaterielle rettigheder eller på anden måde misbruger hjemmesiden.
      Ilovebeauty kan ikke gøres ansvarlig for tab af nogen art, der knytter sig til brugen af indholdet af hjemmesiden. Denne ansvarsfraskrivelse omfatter direkte såvel som indirekte tab, herunder tab som følge af driftsforstyrrelser og lignende.