Posts Tagged ‘concealer’

Powder Room

1. februar - 2012  - Artikel af Charlotte Torpegaard

I går var jeg også til snigpremiere på L’Oréal Paris’ Pop Up Powder Room, som kører fra torsdag til lørdag her i modeugen. Du kan gå lige ind fra gaden og få både masser af makeuptips og en gang personlig makeup af L’Oréal Paris’ makeupartister. Der er iPads med masser af info om både foundations, farver og husets mange celebrities, og selvfølgelig noget koldt til at skylle det hele ned med. Powder Room har kørt med stor succes under modeugerne i udlandet, og nu står de også klar med pensler og børster i Løvstræde 8 i København. Jeg fik lige et Powder Room-tip med på vejen af L’Oréal Paris’ chefmakeupartist Anne Staunsager, som ofte har figureret her på skønhedsbloggen (Anne står også bag makeuppen på både Sharin Foo og Lene Nystrøm, når de optræder i The Voice på tv, så glæd dig til mere om det snart). Anne afslørede nemlig, hvad jeg i al fald aldrig har tænkt på, at concealer ikke kun gør gavn under øjnene, i næsefløjene og på diverse småskavanker, men også ved mundvigene, hvor mange af os har tendens til at være lidt mørkere. Det kan løfte hele ansigtet. 

Illustration: Megan Hess/Pearl Creative

Nytårsnedtælling #2

31. december - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Concealer er uundværligt til et smukt nytårslook (og alle andre smukke looks i øvrigt). Kom lidt under øjnene, på hagen, langs næsebenet og hvor du ellers måtte have behov for en lille hjælper. Vælg altid en concealer som er en tone lysere eller alternativt samme tone som din hud – for mørk concealer får dig til at se træt ud og for lys concealer synes alt for tydeligt. Hvis din concealer er lidt tykkere i konsistensen end godt er, så kan du blande den med en smule dagcreme eller lotion, og dup den så på,hvor det måtte behøves. Du kan også bruge lidt lys concealer øverst på kindbenene til at give lidt highlight. 

 

Foto: Max Factor

Clé de Peau

8. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er ikke kun Irina Lazareanu, der har hang til Clé de Peaus concealer. Den er en favorit blandt makeupartister, kendisser og ikke mindst bloggere, der skriver på livet løs om dens fortræffeligheder. Den bliver også konstant fremhævet på skønhedssiderne i førende internationale magasiner, og har vundet adskillige skønhedsawards, lige fra InStyles til Marie Claire. Concealer er ikke det eneste, Clé de Peau laver. Topmodellen Gisele Bundchen bruger altid ansigtscremen La Creme, når hun rejser, for at holde huden fugtet i de højere luftlag. Japanske Clé de Peau Beauté har i øvrigt skrevet kontrakt med Mamma Mia-musicalstjernen Amanda Seyfried, der lægger sit renskurede ansigt til husets kampagner. 

Foto: Clé de Peau 

Skønhed på festival #3

29. juni - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Solcreme, concealer og en allround-balm. Få de sidste tre uundværlige festival-skønhedstips her: 6) Concealer er et festivalmust til at dække tømmermænd og for lidt søvn. Husk den inderste krog af øjet, ved næseryggen. Jeg kan anbefale Bobbi Brown, der er den officielle concealer-ekspert. 7) Tager du kun én creme med på festival, så lad det være en solcreme. En høj faktor sparer dig for både rødme og rynker. Jeg skifter selv mellem Green Peoples øko-solcreme fra helsekostbutikken og Avènes solspray med SPF 50, der samtidig er vandfast. Man ved jo aldrig. 8) Og glem ikke en allround-creme. Eight Hour Creme ligger sikkert allerede i din toilettaske, og lad den endelig ligge. Den kan bruges til alt lige fra tørre læber og kinder eller for meget sol til kedelige neglebånd og myggestik. Foretrækker du en økologisk version, så kig hos Balm Balm. Rigtig god fornøjelse! Og til alle jer, der ikke skal sove i telt de næste par dage, er der i morgen mulighed for at vinde ikke mindre end 10 sæt af Helena Rubinsteins nye Fatal Blacks mascara OG bronze-eyeliner. Du har måske lagt mærke til det hvislende banner her på skønhedsbloggen. 
 
 
 
Foto: Kate Bosworth

Smukke Alexa

10. november - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg lovede at vende tilbage til smukke Alexa Chung, der kommer til at pryde Lacostes nye parfumekampagne fra det nye år. Hun pryder også ofte forsider på prestigefulde internationale modemagasiner, og model-dj-tv-vært Alexa Chungs afslappede stil er en af de mest kopierede i øjeblikket. Og hvad sværger hun så til, når det kommer til skønhedsprodukter? Alexa elsker cremeblush, som hun også bruger på læberne blandet med en smule concealer, der er en af hemmelighederne bag det naturlige look, som hun er så berømt for. Hun holder sin hud i topform med Dermalogica, Dr. Hauschka Rose Cream og med lidt hjælp fra YSL Touché Eclat. Og til kroppen, Kiehl’s Crème de Corps. Lidt mindre afslappet er hendes forkærlighed for lange, tætte vipper og eyeliner. Hun sværger til MACs Eye Khol om dagen, da den er lidt mindre makeuppet end den sorte flydende eyeliner, som hun tegner sine katteøjne op med til fest. Nå ja, og så er lidt knaldblå neglelak heller ikke af vejen. 

 

Foto: Alexa Chung

Et strejf af sepia

3. august - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du ikke allerede har hørt om sepia, så er det nu, du skal spidse ører. For den lyse, lidt gultonede skyggefarve, der prægede 1920’ernes fotografier, er tilbage i stor stil. Det er den både i Louis Vuittons nye boudoir-kampagne med de tre supermodeller Christy Turlington, Karen Elson og Natalia Vodianova, der er holdt i sarte sepiatoner, og i efterårets makeup, hvor øjenskygger og foundations er inspireret af sepia. Sidstnævnte kan du i øvrigt med fordel bruge direkte på øjenlåget i stedet for øjenskygge. Det trick benyttede MACs makeupartister sig af backstage.  

Foto: Louis Vuitton 

Dæk dig

7. februar - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Selv om du spiser sundt, drikker masser af vand og i øvrigt følger alle rådene her på skønhedsbloggen, så kan de fleste fleste af os stadig have brug for en hjælpende hånd til at lysne huden under øjnene. Du kender helt sikkert allerede kultconcealeren Touche Èclat, som Yves Saint Laurent lancerede i 1991. Det var verdens første lysreflekterende makeup, der på forunderlig vis lyste øjne og ansigt op, og hurtigt fik den fast plads i makeuppungen hos makeupartister, stylister, modeller og skønhedsredaktører verden over (vidste du i øvrigt, at der også er lanceret en Touche Éclat til mænd?). Det er stadig et af verdens mest solgte makeupprodukter. En anden populær concealer kommer fra makeupartisten Bobbi Brown, der hurtigt fik en stor fanskare, da hun lancerede en gultonet concealer som det bedste til at lysne det mørke område under dine øjne og få dig til at se ud, som om du har fået dine otte timers søvn, selv om du kun har fået fem. Skal du dække mørke rande med concealer, så husk i øvrigt også huden på næseryggen lige ud for den inderste øjenkrog. Den er ofte lige så mørk som området under øjnene, og lidt velplaceret concealer kan gøre en kæmpeforskel for dit udseende.  

billede-4

Foto: YSL og Bobbi Brown 

Adieu, tattoo

20. november - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Hvis vi bliver et kort øjeblik i blækkets verden, så har føromtalte Kat von D i sin makeupkollektion lanceret en oliefri og virkelig holdbar concealer, der hævdes at kunne dække tatoveringer af den virkelige slags. Det gør makeupartisterne fx ofte, når modellerne har tatoveringer, der ikke matcher den YSL-kampagne, de er hyret til at lave. Vil du helt af med eksisterende tatoveringer, lyder anbefalingen, at du enten frekventerer en laserekspert eller smutter en tur til London, hvor plastikkirurgerne benytter sig af en ny creme Rejuvi, der sprøjtes ind i huden og efter sigende får farvepigmenterne til at trænge op gennem hudens lag og danne en skorpe, som efter et par måneder kan skrabes af. 
 
billede-111
Foto: Sephora