Posts Tagged ‘Oscar’

Oscar-tips fra Dennis

6. marts - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er vist ingen hemmelighed, at Dennis Knudsen stod bag Susanne Biers Oscar-look forleden, og det kræver lidt af hår og makeup at gøre sig godt i rampelyset. Vi fik et par tips fra Dennis, som vi fluks giver videre til dig her. Dennis står bag sin egen makeuplinje INK by Dennis Knudsen, så mon ikke, at han har fundet produkterne til Susannes hår og makeup her. Bedste tip til at gøre sig godt i rampelyset? ’Brug en primer, inden du lægger selve makeuppen. Den både udglatter og får din makeup til at holde, også når der er projektører på. Og brug en rigtig foundation. Mineralpudder holder ikke i denne situation. I Hollywood bruger alle airbrush-foundation, som også er en stor tendens til private. Tidligere var det udelukkende en professionel ting, men nu sælger butikker som Sephora airbrush-maskiner til hjemmebrug. Er der én ting, der kan gøre hele forskellen? Håret! På den røde løber handler det om glamhår. Det kan laves med krøllejern, gammeldags curlers, eller, som jeg foretrækker, med et fladjern, som du drejer, så der kommer vaskeægte glambølger i håret. Husk også at bruge en god volumenspray, der altid skal kommes i bunden af håret mere end i længderne.’ Hvad skal man altid have med i selskabstasken til touch-up? ’Der er ikke meget plads i de små tasker, som stjernerne har med til Oscar-uddelingen. Men du behøver heller ikke så meget. En lipgloss, en pudder og et par vatpinde til at rette på makeuppen, og til at bruge under øjnene, når du har fældet en tåre over at vinde og stå med en Oscar i hånden.’ Et uundværligt tip, når man ikke længere er 20 år, men snarere 50 som Susanne Bier? ’Undlad at bruge for meget foundation, concealer eller pudder rundt om øjnene. Det sætter sig i de små linjer og får dem til at syne tydeligere. Og husk at bruge en god creme, inden du overhovedet lægger makeuppen, så din hud er godt fugtet og næret. Jeg kan også anbefale en mist – gerne rosewater eller lemonwater – til at friske huden op med’. 

Foto: Dennis Knudsen 

Day glo

2. marts - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du så Oscar-uddeling forleden nat, vil Nicole Kidmans orange stiletter garanteret være faldet dig i øjnene. Sammensætningen med Oscar-dress er dog ikke helt så aparte, som man måske kunne tro, for netop stærke farvestænk er en af forårets store tendenser, hvad enten det er en kuverttaske, et stilet, en neglelak eller en læbestift, som du i øvrigt godt kan vænne dig til at komme på øjenlåget også. Tendensen går under navnet technicolor, neon eller day glo, og faktum er, at når moden er enkelt og stringent, så har vi brug for små, stærke farvestænk til at live det hele lidt op. Det gælder altså også Nicole Kidman. 

Foto: Diverse 

Verdens største modeshow

4. marts - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Sådan kaldes den røde Oscar-løber, hvor mangt en ny skuespiller har lanceret sin karriere, mangt en ny trend er blevet lanceret og mindst lige så mange designere har fået deres stempel. Tag blot designeren Olivier Theyskens, der kom på alles læber efter at Madonna skruede sig ned i en af hans (dengang) gotiske kreationer, eller hvordan Julia Roberts boostede hele vintage-bølgen gevaldigt, da hun i 2001 mødte op i en Valentino-vintage-kreation, mens Gwyneth Paltrow fik sat kineserier på dagsordenen med sin broderede silkekjole fra Dior. Skønhedstendenser skorter det heller ikke på, med alt lige fra håropsætninger og botox til klassiske røde Hollywood-læber. Tjek det alt sammen, når Oscar-uddelingen løber af stablen søndag nat – jeg lover at følge op med insidertips og de bedste tendenser. I mellemtiden kan du teste din Oscar-modeviden lige her

grace-kelly

Foto: Grace Kelly modtog en Oscar, inden hun blev Grace af Monaco