Posts Tagged ‘Comme Des Garcons’

Når MAC rimer på Guinness

4. januar - 2012  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har skrevet om hende adskillige gange før her på skønhedsbloggen, og nu gør jeg det igen, for nu har Daphne Guinness – designer, kunstner, muse, socialité, aristokrat, filmmager og ikke mindst stilikon – lavet et samarbejde med MAC om en makeupkollektion, som netop er kommet på hylderne (en musthave er den stålfarvede Hyperion Nail Lacquer). I midtfirserne hang hun ud med Andy Warhol i New York, hun købte hele Alexander McQueens kollektion, da han døde, og flashede den i stor stil til hans ære, hun har kreeret en parfume med det japanske modehus Comme des Garcons, og ja, hun er arving til Guinness-imperiet. Og så er hun absolut ikke kedelig. I forbindelse med lanceringen af makeupkollektionen lød det fra Daphne: "Trends keder mig, jeg foretrækker klassiske ting. Og varme farver klæder mig ikke. Vi kan ikke allesammen gå rundt i strandkanten og se solbrændte ud." Rigtig gættet, den nye kollektion er i den kolde farveskala. 

Foto: MAC

Roser er røde

16. november - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

… violer er blå. Og lige nu er det sidstnævnte, der er interessant. I al fald når det kommer til tidens dufte. For pludselig dukker den lille viol, der ellers vokser i skyggefyldte skovbunde, og som du let kan overse og endda komme til at træde på, op i nye parfumelanceringer. En af dem er designeren Diane von Furstenberg (hun har i øvrigt en fantastisk historie og et hjem i New York, som jeg engang har fået lov at kigge ind i. Det skal jeg nok fortælle mere om en dag), der har brugt viol i sin parfume Diane, som modpol til den langt mere prangende frangipani-blomst. Viol siges at være både mystisk og have en særlig tiltrækningskraft, og måske er det derfor, at Tom Ford har brugt den som blikfang i sin parfume Violet Blonde, som i øvrigt dufter fantastisk og en kende mere feminint end hans øvrige parfumer. Men viol-trenden startede allerede, da hattemager de luxe Stephen Jones lancerede sin hattenet-beklædte kultparfume i samarbejde med Comme des Garcons (jeg har tidligere skrevet om den her). Space-viol blev duften kaldt, fordi det var lykkedes dem at give den bly viol en næsten metallisk undertone. Skovbund eller ej, man skal ikke skue hunden på hårene. 

Foto: Tom Ford

Papier Maché

22. december - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Åh, jeg fik minder om formningstimerne i skolen, hvor vi havde ærmerne smøget helt op til ørene og hænderne nede i store baljer med avisstrimler og lim. Papier Maché eller papmaché var fuldstændig gået i min glemmebog, indtil jeg stødte på japanske Comme des Garcons julekollektion, der er pakket ind i netop dét. Oven i købet er de fine flakoner håndlavede hver og én, og stylet i pangfarver i anledning af julen. Indeni finder du duftene Comme des Garcons 2 og Wonderwood, som er nogle af husets mest populære. Måske en idé at lade sig inspirere til at lave sin egen papmaché-version af venindens yndlingsparfume som en sidste øjebliks-julegave? Ellers finder du Merry Happy Crazy Colour hos Storm i København, der eksklusivt har fået lov at få dem hjem (jeg elsker også deres indpakningsinstruktioner nedenfor – det er hermed supercool at lade gaverne være lidt krøllede i år). 

 

Foto: Comme des Garcons

En anden socialité

28. januar - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Designer, kunstner, muse, socialité, aristokrat, filmmager. Kært barn har mange navne, men bedst kendt er Daphne Guinness for sin ekletiske, excentriske og aldrig minimalistiske couture-garderobe. Faktisk kan man kalde det en hel couture-samling. I midtfirserne hang hun ud med Andy Warhol i New York, og ja, hun er arving til Guinness-imperiet. I øjeblikket kan hun spottes på taskemærket Akris’ kampagner skudt af den berømte fotograf Steven Klein, og signaturparfumen, som hun har kreeret i samarbejde med det japanske modehus Comme des Garcons, er på hylderne i de mest trendskabende butikker. Kend hende også på den karakteristiske sorte tot i det ellers isblonde hår.
 
Læs også En Guinness, tak
 
daphne-guinness
 
Foto: Arkiv
 

Japanske powerparfumer

24. januar - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Designeren bag det japanske mærke Comme des Garcons betegnes fra alle sider som en af tidens mest epokegørende. Comme des Garcons betyder ’ligesom drengene’, og Rei Kawakubos oprindelige tanke var at give kvinder mulighed for at føle sig lige så tilpas i deres tøj, som mænd føler sig. Mindst lige så berømt er Kawakubo for sine parfumer. Selv har hun udtalt, at hun aldrig selv har været til parfumer, og måske forklarer det Comme des Garcons’ meget ukonventionelle tilgang til dufte. Fra Harissa, en krydret ingrediens fra det afrikanske køkken, til Garage med læder, petroleum og plastiknoter. Der er Sticky Cake med mandler, brunt sukker og myrra, og anti-parfumen Odeur 53, der består af en kombination af 53 utraditionelle dufte inklusive vasketøj, der tørrer i vinden, sandbanker, neglelak og brændt gummi. Lyder det avantgarde? Jeg lover, at det er fantastiske duftoplevelser, der er blevet musthaves blandt rigtig mange. Der er også Scent Gloss, en rosa glosset parfume, socialité Daphne Guinness’ yndlingsparfume og hatteguruen Stephen Jones’ parfume, der kommer iført fint hattenet. 

Læs også På hat med din parfume 

Læs også En Guinness, tak

comme-des-garcons

Foto: Comme des Garcons