I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Ilovebeauty tips

Nej, der findes ikke sunde neglelakker

Der er i øjeblikket en diskussion på Instagram om såkaldt sunde neglelakker. Og, hvad der også er en af mine egne kæpheste, lakfjernere. Skal vi ikke lige slå det fast med det samme. Der findes ikke sunde neglelakker. Der findes neglelakker, der er sundere end andre, men vil du have blot et minimum af holdbarhed og glans, så kræver det en smule af de stoffer og bindemidler, som ikke kan karakteriseres som helse.

Bevares, jeg er stødt på såkaldte aqua-lakker, men helt ærligt, farverne er typisk ikke de smukkeste og vil du have en holdbarhed på mere end en halv dag, så må du ikke, og jeg understreger ikke, have fingrene i vand i op til 20 timer efter de er lagt på. Altså heller ikke vaske hænder, gå i bad, you name it. Hvor gerne jeg end vil undgå skrappe ingredienser i min skønhedsrutine, så duer det bare ikke for mig.

Som I ved, har jeg valgt at have franske Kure Bazaar Paris på hylderne nede hos mig. Lakkerne er såkaldt 12-free, hvilket betyder, at de er fri for de 12 værste stoffer i neglelakker og derudover er de veganske og, hvad der er ret særligt, 85% naturlige og skabt af hvede, kartofler og ja, hvordan det lader sig gøre, ved jeg ikke, men jeg ved bare, at de virker. At Christian David, der står bag mærket, har en fortid hos Dior garanterer også for farverne, der altid er virkelig fine (denne hænger på mig i øjeblikket. Den har næsten samme farve som min pavillon).

Og så er der lakfjerneren, der måske i virkeligheden er den værste synder. Der skal alligevel noget til at fjerne neglelak ved blot at stikke fingeren i en flaske og dreje rundt i et sekund. Det giver sig selv, men mange tænker ikke over det. Heller ikke dem, der prioriterer en sundere neglelak, hvilket er superærgerligt. På Instagram anbefaler nogle at man helt dropper lakfjerneren og kradser neglelakken af. Det kan jeg absolut ikke anbefale, da det ødelægger neglene og i øvrigt heller ikke er holdbart.

I stedet kan du vælge en mere human lakfjerner som fx Kure Bazaars, der består af olier og naturlige ingredienser. Faktisk kan du sætte en blomst i den uden at blomsten dør, og hvor mange lakfjernere kan lige bryste sig af det? Det kræver en smule mere af dig, når du skal fjerne den, fordi du lige skal holde en vatrondel med lakfjerner på neglene i et halvt minuts tid, inden du gnider lakken af. Til gengæld efterlades dine negle sunde og fine, og ikke udtørrede, som man ofte oplever det (læs mere om den her)

Det blev en længere smøre på en Instagram-diskussion, som jeg følte, at jeg lige måtte kommentere på. Så 1) der findes ikke sunde neglelakker, men der findes neglelakker, der er sundere end andre, og 2) din neglelakfjerner er mindst lige så vigtig, hvis ikke vigtigere, når du gerne vil have så sund neglepleje som muligt.

4 Kommentarer

  • Svar
    Lone
    29. april 2018 kl. 21:41

    Ville gerne høre din mening om farve på neglelak på tæerne. Jeg skifter af og til farve på neglelak på fingrene men neglelak på tæerne kan hos mig holde ca en måned. Hvilken farve ville du vælge på tæerne som kan passe til mange forskellige på fingrene. Tænker måske en traditionel rød er altid pæn men kunne også være en nude. Eller skal man helst holde sig til damme farve på fingre og tæer

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    15. maj 2018 kl. 18:11

    Kære Lone,

    Mange tak for din hilsen, og undskyld mit sene svar. Der er desværre et par kommentarer herinde, der er smuttet for mig. Men jeg iler med at gøre det godt igen.

    Nej, jeg synes absolut ikke, at du behøver at holde dig til samme farve på fingre og tæer. Der var engang, hvor det var ilde set, hvis læbestiften ikke matchede silkeblusen og lakken ikke matchede både læbestift og håndtaske, men heldigvis er vi blevet lidt mere ’loose’ med det. En af de helt store laktrends lige nu er endda at bruge flere farver ad gangen på fingrene, og selv jeg, der er ret klassisk i mit lakvalg, har overgivet mig lidt til dét. Det kan faktisk se næsten klassisk ud, hvis du vælger farver, der ligger op ad hinanden.

    Når det er sagt, så elsker jeg koral og rødorange toner på fødderne om sommeren (nogle af mine sommerfavoritter er Juicy og Gypsy som du kan finde her: https://shop.ilovebeauty.dk/search?type=product&q=kure+bazaar ). Og en klassisk rød går du heller aldrig fejl af. Nude er også fint, men det kræver blot lidt mere af dig, både ift. vedligeholdelse og pleje. Det har jeg skrevet lidt mere om her: https://www.ilovebeauty.dk/en-ting-du-skal-vide-om-nude-neglelak/

    Jeg håber, det kan hjælpe dig lidt på vej.

    De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Kitta
    22. maj 2018 kl. 20:26

    Hej,
    Jeg må tilstå at jeg godt kan lide at tingene matcher lidt, med tæer og hænder, men syntes også at det kan være lidt begrænsende. Så er begyndt også at blande farverne, så otte af tæerne er den ene farve, og så er de to andre den farve jeg har på hænderne og vise versa. Så hænger det stadig sammen, men jeg har fået lidt mere bevægelighed på farver og lidt ekstra spræl. Kh Kitten 😊

    • Svar
      Charlotte Torpegaard
      23. maj 2018 kl. 11:54

      Hej Kitta,

      Jeg er helt med dig – jeg er også ret klassisk når det kommer til neglelakker. Og så igen er denne trend ret fin, og kan, som du skriver, laves mere som en effekt end et farveorgie. Jeg har set rigtig fine eksempler, hvor det blot er røde lakker i forskellige toner, der bruges på forskellige negle, eller som du selv gør, kun en enkelt eller to negle i en anden farve.

      I deres nye sommerlook har YSL brugt en klassisk rød på den ene hånd og en lys, rigtig fin grå, på den anden. På deres billeder ser det superfint ud.

      De bedste hilsner, Charlotte

Efterlad en kommentar

Du kunne også være interesseret i...