Posts Tagged ‘Complete Me’

Trætte stiletfødder#2

5. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Her får du resten af Danielas tips til ømme fødder: 2) Massér fødderne med lidt fodbalsam. Selve fodmassagen kan du sagtens udføre selv, og du får samtidig den bonus, at den forskønner tør hud omkring hæle og negle. 3) Kend dine sko, og vær på forhånd bevidst om, hvor der kan forekomme slid og tryk. Forebyg dette med særlige patches, som tager imod friktionen i stedet for dine tæer. Sæt gerne et par gel-såler under fodballen for at lette trykket en anelse – det holder samtidig din fod fri for at smutte ud af skoen, når du løber fra det ene show til det andet. 4) Snyd og nyd det gerne, når du sidder ned (med mindre selvfølgelig at du sidder front row!), ved at liste dine sko af eller hav et par flade ballerinaer i tasken til at aflaste dine fødder lidt. 5) Fodpudder kan holde dine fødder friske i flere timer. Fodpudder absorberer fugt og holder dermed også skoene friske og lækre i længere tid (hvis nogen nu skulle finde på at drikke champagne af dem senere på aftenen).

Foto: Christian Louboutin

Trætte stiletfødder #1

5. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Modeuge rimer eftertrykkeligt på Louboutin-stiletter (læs selv her), og efter et par dages stalken rundt fra show til show (og backstage til backstage), så rimer stiletter eftertrykkeligt på ømme fødder. Fortvivl ikke, i anledning af at dayspa’en Complete Me holder åbent skønhedshus i eftermiddag (læs mere her), så har jeg fået 5 tips til trætte fødder fra Daniela, der står bag Complete Me. Det første får du her, og klik ind igen for fire mere: 1) Et velgørende fodbad i blot få minutter giver en afspændende fornemmelse fra tåspidser og helt ud i kroppen. Vandet skal helst være mere varmt end lunkent og gerne tilsat en lille håndfuld af din yndlingste, som virker opkvikkende. Afslut gerne med at risle koldt vand over fødderne. Det lindrer eventuelle hævelser og gør dine fødder klar til en ny tur i stiletter.

Foto: Christian Louboutin 

5 ting, jeg skal nå i modeugen

2. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Foruden rækken af modeshows og backstagebesøg, som du kommer til at se meget mere til her på skønhedsbloggen, så er altid en masse modeuge-events rundt omkring i byen, som er åbne for alle. Her får du mine 5 favoritter – måske vi ses til nogle af dem? 1) Et besøg hos Royal Cafe på Amagertorv, hvor den finurlige designduo Baum und Pferdgarten har dækket et 14 meter langt bord med Royal Copenhagen stel og masser af deres eget design. Mon ikke, at der skulle være mulighed for et stykke eller to af Royal Cafes dejlige kager? 2) For at blive i kageverdenen så er det en fast tradition at smutte forbi Conditori La Glace i Skoubogade og smage sæsonens franske modemakron, der denne gang er skabt i samarbejde med Kaffeslabberas – firsårige strikkedamer, der har strikket strømper til Henrik Vibskov og trøjer til Nørgaard, og nu altså også har lavet moderigtige kager. 3) Der er også teselskab hos Sing Tehus i Skindergade, og endda et japansk et af slagsen med selskab af smukke smykker fra smykkedesigner Vibe Harsløf. Prøv en matcha, min Sing Tehus-favorit, med kage af grøn te. 4) Fredag aften fra klokken 17-20 kan trætte modefødder, ansigter og hænder få en omgang massage hos Complete Me i Badstuestræde, der holder åbent skønhedshus for alle. 5) Og søndag, når vi allesammen er fashioned out, kan stiletterne smides i græsset i Østre Anlæg, hvor den traditionelle chill out-event Stella Polaris afholdes fra 12-21. Medbring madkurv og kig på skyer, mens du bliver musisk underholdt af Moby, Lulu Rouge og radiovært/dj Le Gammeltoft, der i øvrigt er fan af lipgloss og Chanels cremepudder. 

Foto: Baum und Pferdgarten moodboard

Energimassage

6. marts - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Og så var der luksusansigtsbehandlingen med Själs nye masker, som jeg lovede at skrive om, og hvis du ikke allerede tror på, at der er mere mellem himmel og jord, så kan denne ansigtsbehandling garanteret få dig på andre tanker. Kristin, som jeg allerede har skrevet en del om nedenfor, har skabt både Själs nye masker og selve behandlingen i samarbejde med en krystalhealer, og sten og krystaller er da også en integreret og vigtig del af behandlingen. Den blå safir fra Himalaya-bjergene er kendt for at fremme åndelighed og indre ro, mens den på celleniveau er kendt for sine anti-ældende egenskaber. Også ametyst og citrin indgår ligesom du får kobberkugler i hænderne og afsluttende massage med rosenquartz-massagestave. ”Hold fast i stenene, så længe du har lyst, og slip dem, hvis det ikke føles godt længere,” lyder det fra Kristin. Jeg prøvede behandlingen hos Complete Me i København, og det kan godt være, at det lyder en smule hokuspokus for nogle, men oplevelsen var udsøgt, og virkningen på huden – den var fuldstændig håndgribelig.
 
billede-13
 
Foto: Själ
 

Nye længder

17. december - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvad gør vi ikke for at få længere, fyldigere og mørkere øjenvipper? Verden over bruger kvinder tilsammen 30 milliarder kroner om året på mascara i håbet om smukkere vipper, og skønhedsbranchen poster millioner i udviklingen af nye produkter, der kan blive favoritten blandt disse. Og selv om de nyeste mascaraer lover guld og grønne skove, vil vi jo helst have, at vipperne bare er lange og tætte på naturlig vis. I udlandet er produkter som Latisse, RapidLash, Revitalash og ikke mindst NeuLash superpopulære, og sidstnævnte kan du få herhjemme også hos Complete Me. Eller få og få, den koster nogenlunde det samme som en lille La Mer-creme. Men sætter du dig for at komme den i vippekanten hver aften i 30 dage, inden du går i seng, så lover jeg, at dine vipper vokser til helt nye længder.  

miu-miu
 
Foto: Miu Miu
 

Spis brød til

21. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Tendensen blev rigtigt skudt i gang, da Horst Rechelbauer (manden, der stod bag det succesfulde mærke Aveda, som han solgte til Estée Lauder-koncernen) drak af sin hårspray til det pressemøde, han havde arrangeret i forbindelse med lanceringen af sit nye økomærke Intelligent Nutrients. Siden er der kommet spiselige skønhedsprodukter på bordet med jævne mellemrum. Essential Cares Coconut Candy Scrub, som jeg skrev om tidligere i dag, blev serveret på kiks til gæsterne på den grønne messe, som Helsam afholdt i weekenden, og jeg har ladet mig fortælle, at Complete Me spa i København netop har lanceret to kokosprodukter, som du også kan spise – en scrub og en olie. Velbekomme!
 
billede-41 
Foto: Complete Me