Posts Tagged ‘CND’

Jason Wu nails it

27. april - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Du har sandsynligvis hørt om Jason Wu, den amerikanske designer, der stod bag Michelle Obamas smukke, hvide chiffonkjole til præsidentens indvielsesbal. Dengang var han kun 26 år og hovedsageligt kendt af modeeliten, men ingen kan som Michelle Obama (med en venlig hånd også fra Vogues Anna Wintour) sikre vind i sejlene, og Jason Wu er nu på alles læber. Denne sommer kommer han ganske sikkert også på alles negle. Wu har nemlig kreeret en lak-kollektion i samarbejde med CND i de karakteristiske tidløse farver, som også kendetegner hans kollektioner. Lak-kollektionen indeholder også den særlige lyse grå, der er blevet Jason Wus signaturfarve, og blev første gang vist til Wus forårsshow under modeugen i New York, hvor hver af gæsterne modtog et sæt. Nu sælges den så i begrænset antal, så tøv ikke for længe, hvis du vil have neglene i den. 

Foto: Jason Wu og CND

Ingen ridser i lakken

29. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Så er den nået til Danmark også. Det professionelle neglemærke CNDs Shellac, der holder i to uger og ikke kan ridses. Ja, du læste rigtigt, ingen ridser i lakken. Shellac, som udelukkende fås som salonbehandling, er en blanding af en lak og en gel, der kommes på neglene og varmes under en UV-lampe til lakken er helt hård og skinnende. Test selv, og bank du blot neglene ind i vægge, møbler, opvaskebaljer, legetøjsbiler og hvad du ellers kommer ud for i løbet af en dag. Jeg kan anbefale Dollface i Knabrostræde, hvis du befinder dig i København, og ellers oplyses nærmeste salon på tlf. 3332 3322. 

Foto: CND 

The perfect nude

31. august - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Der kører en tv-kampagne i øjeblikket på noget neglehalløj af den absolut falske, kunstige slags, og jeg bliver nødt til at slå fast én gang for alle, at falske negle og kunstig fransk manicure altså ikke er hverken moderne eller chikt. Der findes så mange flotte neglelakker i øjeblikket, at alle kan få flotte, velplejede negle uanset længde, for mange af lakkerne klæder faktisk korte negle bedst. Mangler du inspiration til smukke negle, så se min lille video her, eller benyt dig af nedenstående tip fra neglemærket CNDs eksperter (igen fundet i gemmerne i weekenden) til tidens smukke, såkaldte nude negle. Helt nøgne er de ikke. Ifølge CND handler det om at tænke på dine negle akkurat som du tænker på din hud, med concealer, foundation og highlighter, og de anbefaler først at komme et tyndt lag CND Ridge Out, som fylder rillerne ud og dækker ujævnheder i neglen (concealeren). Derefter et tyndt lag af CND-lakken Serenity Sheer Beige, der giver en sund farve på neglene (foundation) og til sidst et lag af CND Glow, der giver neglene et blødt, lidt skinnende skær (highlight). Beskyt med en overlak. Hvis du orker arbejdet, så bliver resultatet altså virkelig flot, og neglene matcher i øvrigt efterårets røde læbestift helt perfekt.  

Foto: CND

Naturlige negle

31. maj - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Medmindre du er gravid (hvor de fleste neglelakker og lakfjernere er no go), så betyder naturlige negle altså ikke, at du bare skal lade stå til. Der findes masser af klare og helt lyse lakker, der er meget moderne lige nu, eller du kan vælge at bruge en polérfil og en god olie til at holde neglene velplejede. Husk også Tweezermans Nail Stone, som jeg tidligere har prist i høje toner her på skønhedsbloggen. Derudover stødte jeg netop på et backstagetip fra CND, det professionelle neglemærke, der står bag neglelooket på en lang række af de store modeshows i New York og London, lige fra Donna Karan og Jonathan Saunders til Thakoon og Proenza Schouler. Her fik modellernes negle en gang Solar Oil (CNDs berømte negleolie) og Air Dry overlak, der tilsammen giver et look af smukke, glossede og naturlige negle. Det er lige til at gøre efter.

Foto: CND

Flere grønne lakker

20. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har fået en del forespørgsler på andre grønne neglelakker, nu hvor det er nærmest umuligt at få fingre i den berygtede Chanel Jade. De fleste af de professionelle mærker – OPI, Essie og CND, som du finder hos spaer og kosmetologer herhjemme – har grønne lakker i sortimentet, og der er jo ikke noget i vejen for at tage trenden lidt videre med andre grønne nuancer. OPI har sågar lavet en hel linje af grønne og turkise lakker i samarbejde med skønhedsmekkaet Sephora, der ligger i storbyer verden over. Tjek også Gosh og de grønne lakker – i skalaen fra mint til græs – hos Rude.dk. 

sephora-by-opi

Foto: Sephora 

Matte About You

17. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Skal man tro de professionelle neglelak-eksperter, der tæller OPI, Essie og CND, bliver mat neglelak den helt store trend i 2010. Men du kan tage forskud på tendensen allerede til efteråret, hvor CND lancerer deres nye topcoat Super Matte, og senere følger Essie trop med Matte About You, en såkaldt mattifier, der, ligesom Super Matte, kan give enhver negl det matte lag. Flere følger med stor sandsynlighed trop. 

slide116

Foto: CND og Essie