Jo, blomster og skønhed hører sammen

23. november 2017 - Artikel af Charlotte Torpegaard - Ingen kommentarer.

Fra vinduet i min lille pavillon har jeg udsigt til træer og blomster i Kongens Have. Christian IV gik meget op i havens flora, og det samme gør gartnerne derinde i dag. Min vej til arbejde går via det smukke bed langs muren ved Sølvgade, og for mig skaber blomsterne en stor del af den samhørighed, jeg føler med haven. For blomster og skønhed hænger sammen. Du finder dem i dine cremer, i dine parfumer, ja sågar i din makeup, og netop koblingen af blomster og skønhedsprodukter er en spirende trend. Et af de fineste eksempler er Aedes i New York, hvor Karl Bradi, der også står bag de fine Nomenclature-nichedufte, har skabt et univers, hvor parfumer og blomster supplerer hinanden på smukkeste vis. Udover at Karl fylder butikken med barokke blomsterinstallationer, så får kunderne også deres produkter pakket ind, pyntet med friske blomster og barokke indslag. Supermodellen Naomi Campbell køber efter sigende alle sine gaver hos Aedes på grund af indpakningen og jeg vil anbefale, at du skriver Aedes på din liste næste gang, du skal til New York.

I morgen kobler vi også skønhed og blomster, når Uffe Buchard og jeg inviterer til en lille fredagsevent i min lille pavillon i Kongens Have. Uffe fylder pavillonen med blomster (og hans nye blomsterbog, som du kan lade dig inspirere af, hvis du også vil pakke alle dine julegaver ind med friske blomster) og jeg fylder køleskabet med bobler, og du er mere end velkommen til at komme forbi til en snak om skønhed og ja, blomster. Det er fra klokken 15-18 (og ja, jeg holder således åbent en time længere end jeg plejer i morgen).

Tags: , , , , , ,

Denne artikel blev tilføjet november 23, 2017 i kategorien Ilovebeauty tips. Du kan skrive en kommentar til artiklen.

Blomster og bobler (og Black Friday-boycot)

19. november 2017 - Artikel af Charlotte Torpegaard - 11 kommentarer.

Hvis du har læst avis de sidste par dage, vil du ganske sikkert have stødt på adskillige artikler om Black Friday, det amerikanske retail-fænomen, hvor folk hiver hovederne af hinanden for at få fingre i bunker af nedsatte varer. Der er hyl og skrål og skrig og masen, og typisk kommer man hjem med alt muligt, man i virkeligheden slet ikke havde brug for. Jeg er ikke vild med det som du nok kan høre og jeg synes, at de konstante nedsættelser som rigtig mange praktiserer i øjeblikket, er at degradere de varer, man har valgt at sætte på hylderne og holde sine gode kunder for nar. I sidste ende fordyrer det også produkterne, da nedsættelser jo alt andet lige skal finansieres et sted fra.

Dét talte jeg med Uffe Buchard om for nylig og han har det fuldstændig som jeg. Så vi besluttede at lave en lille anti-Black Friday-oplevelse nede i min lille skønhedspavillon. Uffe har for nylig udgivet den virkelig fine bog Blomst (Uffe er eminent til blomster og har sin helt egen måde at gøre det på. Det er også altid Uffe, der kører på grønttorvet tidligt om morgenen, når vi laver events), så han fylder pavillonen med blomster og jeg fylder køleskabet med bobler, og så håber vi, at I har lyst til at kigge forbi på vej hjem fra arbejde til et lille glas og en snak om blomster og skønhed. Ingen masen og ingen gule bannere. Kun smukke ting for øjet og bløde bobler til ganen. Det er på fredag fra 15.00-18.00 (jeg holder således åbent en time længere end normalt, så alle jer, der kan have svært ved at nå ned forbi på hverdagene, ydermere får lidt ekstra tid til at hente bestilte varer eller få personlig vejledning i ro og mag). Vi glæder os til at se jer (og lover, at du er mindst lige så velkommen, hvis du alligevel lige har været forbi et varehus for at købe Moster Odas julegave-termokande til halv pris – og nu trænger til en drink og lidt blomster ovenpå oplevelsen).

Tags: , , , , , , ,

Denne artikel blev tilføjet november 19, 2017 i kategorien Skønhed. Du kan skrive en kommentar til artiklen.