#3 Bath Bowls og hvorfor dine fødder skal have lidt godt at gå på

5. januar 2018 - Artikel af Charlotte Torpegaard - 2 kommentarer.

Hvis vi skal blive et øjeblik ved dét med at huske sig selv i en mørk januarmåned (og efter en travl december), så vil jeg lige benytte lejligheden til at nævne en af de ting, jeg selv sværger til. Vi taler lange, varme bade. Åh, det er det bedste, jeg ved, og for mig hænger velvære uigenkaldeligt sammen med badekar, og måske har du hørt mig sige det før, men jeg begræder den tendens i 1980’erne, hvor alle badekar blev smidt ud til fordel for brusenicher. Jeg ved, at det ikke er den mest bæredygtige skønhedstrend at fylde et badekar med vand. Og jeg ved, at ingen eksperter nogensinde har sagt, at meget varmt vand er godt for huden. Men et varmt karbad kan så meget for ens velvære, stressniveau, psyke, søvn, ja, jeg kunne blive ved. Derfor er det også en af de helt store skønhedstendenser lige nu (og fremadrettet) og du vil helt sikkert opleve stadig flere mærker, der byder på afslappende badeolier og velgørende badesalte. Og så er der bath bowls. Du kender måske allerede bowls fra madverdenen, hvor varm som kold mad bliver arrangeret i et æstetisk miks i smukke skåle. Nu er tendensen nået til dit badekar, hvor du laver et æstetisk miks af din yndlingsbadesalt i en skål tilsat fx rå kakaopulver, en kanelstang, lidt kakaosmør eller hvad du lige føler for. Jeg er lige nu ret vild med Epsomsalt tilsat lidt strimler af skrællen fra økologiske appelsiner og en enkelt kanelstang (en perfekt måde at bruge op på, hvis du har noget tilbage fra julen). Bath Bowls er også en virkelig god måde at få børn til at elske at komme i bad, hvis de selv får en lille skål og kan blande lidt forskelligt i. Vil du ikke have appelsinstrimler og kanelstænger liggende og rode i dit bad, så læg det i stedet i en musselinsvaskeklud som du lukker med lidt snor eller brug den fine lille økologiske bomuldspose fra Balm Balm-kittet til formålet (det er denne her). Har du ikke badekar kan du også lave det som fodbad. Det er dine fødder, der skal bære dig gennem 2018, så giv dem lidt godt at gå på.

Tags: , , , , ,

Denne artikel blev tilføjet januar 5, 2018 i kategorien Ilovebeauty tips. Du kan skrive en kommentar til artiklen.