I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Spørg Charlotte: Mineralpudder

Jeg har fået en forespørgsel fra Lisa, der savner et indlæg om, hvordan man bedst bruger mineralpudder. Det er jo lidt anderledes end at bruge almindelig pudder, så jeg iler fluks med hjælp her. Det bedste resultat får du med en såkaldt kabuki-børste, der er skåret ujævnt, så den bedre holder fast på mineralpudderet. Tricket er, at jo blødere børsten er, jo mere naturligt bliver resultatet. Drys lidt mineralpudder i låget af pudderæsken, og kør børsten rundt i det. Slå børsten forsigtigt mod håndryggen, så overskydende pudder drysser af, og børst så pudderet på huden. Lad det sidde et øjeblik, til det er helt absorberet, så du får den helt naturlige, smukke teint, som mineralpudder er så berømt for at give. Har du fået for meget pudder på, så spray ansigtet med en mist eller tonic, der øjeblikkeligt får dig til at se naturlig ud igen. Er det noget, du har lyst til at kaste dig ud i? Så find min (og en lang række makeupartisters og kendissers) favorit-mineralpudder her og tilhørende kabukibørste her.

Foto: Youngblood

21 Kommentarer

  • Svar
    Lisa
    8. januar 2012 kl. 11:10

    Fantastisk! Jeg er sikker på, at mange andre også får glæde af den lille guide. TAK

  • Svar
    Karen B.
    8. januar 2012 kl. 11:30

    Man kan google masser af “tutorials-videoer” – bl.a. med stifterne af BareMinerals, Leslie Blodgett: https://www.youtube.com/watch?v=zdy576AWljk

  • Svar
    Pernille
    8. januar 2012 kl. 16:32

    Kære Charlotte

    Jeg er lidt nervøs ved at købe mineralpudder over nettet pga. farven, men bor desværre ikke i nærheden af nogle butikker, som sælger Youngbloods mineralpudder. Tror du, at farven “Neutral” passer til en meget lys hud som min, eller skal jeg have en lysere nuance?

    Hilsen Pernille

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    8. januar 2012 kl. 18:04

    Kære Lisa,

    Selv tak, og dejligt at det kunne bruges.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    8. januar 2012 kl. 18:09

    Kære Karen,

    Tak for Youtube-link. Du har ret, der ligger masser af små videoer derinde, hvis nogen skulle have brug for yderligere.

    Jeg kan ikke lade være med at smile lidt af BareMinerals-principperne. Jeg holdt engang et skønhedsforedrag, hvor de efterfølgende skulle demonstrere deres – absolut gode – mineralmakeup. De nåede at sige ‘Swirl, Tap, Buff’ så mange gange, at jeg næsten drømte om det om natten (‘swirl’ som i at køre børsten rundt i pudderet, ‘tap’ som i at slå børsten på håndryggen, så overskydende pudder drysser af, og ‘buff’ som i at trykke det ind i ansigtet). Men så glemmer man det da ikke;)

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    8. januar 2012 kl. 18:16

    Kære Pernille,

    Tak for dit spørgsmål. ‘Neutral’ er helt perfekt til en lys, skandinavisk hud. Jeg bruger altid selv ‘Neutral’ om vinteren, og skifter så til ‘Honey’, når vi når hen ad sommeren. Det er de to mest solgte farver, og dem, der rammer bedst herhjemme.

    Under alle omstændigheder behøver du ikke være helt så nervøs for farven, når du køber mineralpudder. Det forener sig med huden på en helt anden måde end almindeligt pudder, så det ser naturligt ud. Selvfølgelig skal du holde dig tæt på din egen hudtone, men du behøver ikke at ramme fuldstændig præcist.

    Rigtig god fornøjelse,

    Charlotte

  • Svar
    Karen B.
    8. januar 2012 kl. 18:19

    Åh ja, “Swirl, Tap, Buff” – det er tæt på at være en helt religiøst:o)

  • Svar
    Karin Sørensen
    17. januar 2012 kl. 15:13

    Hej Charlotte!
    Jeg er så en af dem der bare ikke kan bruge Youngblood. Jeg kan sagtens bruge Jane Iredales tilsvarende produkter, men de gange jeg har købt Youngblood oplever jeg hvordan pudderet sætter sig i klumper på huden og nægter at lade sig tone ud. Gad vide hvorfor? Jeg har også prøvet med den børste der hedder Handi, men med samme dårlige resultat. Har hørt andre har det samme problem med det mærke, men ikke med andre mærker. Kender du til det?
    vh
    Karin

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    25. januar 2012 kl. 20:46

    Hej Karin,

    Tak for dit spørgsmål, og undskyld sent svar.

    Jeg har faktisk ikke hørt om problemer med Youngblood før, og umiddelbart ville jeg have anbefalet dig at vente lidt længere, når du har kommet creme på, og inden du bruger mineralpudderet. Men det lader ikke til at være problemet, hvis du ikke oplever det med andre mærker.

    Jeg vil gerne skrive til Pauline Youngblood, der står bag produkterne, og høre, om hun har et godt tip til dig? I så fald giver du blot lyd fra dig, så gør jeg det gerne.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Karin Sørensen
    26. januar 2012 kl. 08:25

    Hej Charlotte!

    Det må du rigtig gerne gøre! Altså spørge Pauline Youngblood! For hvis jeg skal være brutalt ærlig, må jeg indrømme at Youngbloods farver passer bedre til mig end Jane Iredales gør (til trods for de har virkelig mange nuancer) Youngblood har en pudder som bare passer så godt i farven til mig, så det er jo surt at jeg ikke kan få procuktet til at sidde ordentligt!

    venlig hilsen
    Karin

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    26. januar 2012 kl. 21:47

    Kære Karin,

    Forespørgsel er sendt til Youngblood. Jeg vender tilbage, når jeg hører fra dem.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Karin Sørensen
    27. januar 2012 kl. 16:45

    Alletiders! Glæder mig 🙂
    God weekend..

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    29. januar 2012 kl. 23:47

    Hej Karin,

    Så er der svar til dig. Det er jo altid svært at råde på afstand, men her er nedenfor lidt tips fra Youngblood, som måske kan hjælpe dig lidt på vej.

    Mange hilsner, Charlotte

    “If it’s the loose powder, I recommend to use the rice powder first and make sure to tap off the excess from the end of the brush prior to applying.

    Start with a little overall circular motion. If you desire more coverage, go back and repeat the process, building the foundation. When we have ‘issues’ with the foundation it’s almost always an application problem.

    If it is still crumbling upon application it could be due to either using too much primer (one pump is all you need) or not applying to matte skin (use rice powder first) or that the brush is old or not thoroughly clean.

    Doing aggressive skin care and/or peels can also be a problem, so always make sure to exfoliate enough or it can stand out when using the brush with foundation.

    Hopefully this helps!”

  • Svar
    Karin Sørensen
    31. januar 2012 kl. 08:11

    Hej Charlotte!
    Tak for hjælpen!!
    Jeg har en ret god hudtilstand, hvis jeg selv må sige det 😉 og min hud er velexfolieret og velgennemfugtet. Så det er ikke det…
    Ligeledes er mine børster i topform, og af Youngbloods egne 🙂 så det er heller ikke det…
    Derudover har jeg altid staret med rispudder….
    Men: hvad er det Pauline skriver om en primer??

    Bortset fra det, har lige læst din bog ‘Skønhed kommer indefra..’ og den er fantastisk!
    knus fra Karin

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    5. februar 2012 kl. 11:05

    Kære Karin,

    Selv tak, og det lød absolut også, som om du har styr på hudpleje og makeup i din kommentar. At du ovenikøbet bruger rispudder først (det gør jeg altså ikke) er jo meget professionelt.

    En primer fungerer som en slags ‘grunder’, inden du kommer selve makeuppen på. Youngblood har – lige som rigtig mange andre mærker – en primer i sortiment, og den sikrer, at din makeup sidder perfekt. Akkurat som når du grunder en væg, inden du maler den.

    Jeg vil anbefale dig at få en prøve på primeren, inden du køber, så du kan se, om det gør nogen forskel for dig. Og ellers tænker jeg, at du måske skal finde et andet mineralmærke, som passer bedre til din hud.

    Og mange tak for din kommentar om min skønhedsbog. Det er jeg virkelig glad for at høre!

    De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Maj-Britt
    2. marts 2012 kl. 09:56

    Hej Charlotte,
    Lyder jo så fantastisk m Youngblood’s mineralpudder at jeg får lyst til at prøve den men… Har tidl. brugt mineralpudder fra Tromborg og Iredale, men stoppede efter at have læst en masse om at det er “no go” til tør-(men supervelplejet;) ) hud 35+???

  • Svar
    Maj-Britt
    2. marts 2012 kl. 10:03

    Og hvorfor anbefaler du den lille kabuki? Fulgte linket til YouSheHe;).
    Hilsen
    Maj-Britt

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    4. marts 2012 kl. 21:14

    Hej Maj-Britt,

    Tak for dine kommentarer, og Youngbloods mineralpudder er vitterlig den bedste, hvis du spørger mig (og en lang række makeupartister).

    Mht. at mineralpudder skulle være no-go til tør, supervelplejet 35+ hud, så har jeg aldrig hørt det før. Tværtimod er mineralpudder netop plejende og forsvinder ind i huden, så du aldrig vil få et pudret eller tørt look. Tro mig, jeg har nemlig tør, supervelplejet 35+ hud;)

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    4. marts 2012 kl. 21:18

    Hej igen Maj-Britt,

    Mht. børsten, så anbefaler jeg altid kabuki-børster, der er skabt specielt til mineralpudder. De er skåret på en anden måde end almindelige makeupbørster, så de holder bedre på pudderet.

    Jeg anbefaler den lille kabuki, fordi Youngbloods kabuki-børster er temmelig dyre (den store ligger på over 400 kr.), og du kan sagtens nøjes med den lille.

    Jeg håber, at det besvarer dit spørgsmål.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Maj-Britt
    5. marts 2012 kl. 08:30

    Hej Charlotte,
    Perfekt, tusind tak for dit svar! Iler fluks til tasterne og bestiller begge;). Hilsner Maj-Britt

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    6. marts 2012 kl. 20:02

    Hej Maj-Britt,

    Rigtig god fornøjelse! Og husk, at du kan nøjes med at bruge det de steder, hvor huden har brug for en hjælpende hånd. Det er ikke altid, at jeg bruger det i hele ansigtet.

    I øvrigt var jeg netop i dag til pressemøde med Pauline Youngblood og hendes team, der står bag Youngblood. Jeg skal nok skrive nogle af deres gode tips snarest. Så hold endelig øje.

    Mange hilsner, Charlotte

Efterlad en kommentar