I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Roser er røde (og kan både spises og bades i)

Jeg var slet ikke klar, at I havde så grønne fingre – og i øvrigt er mindst lige så blomsterelskende som mig. Hvilken fornøjelse at læse om alle jeres yndlingsblomster i konkurrencen nedenfor, hvoraf flere af dem snarest må få en plads i min sommerhushave. Til alle rose-ejerne kvitterer jeg fluks med opskriften på en hjemmelavet rosengelé, som er helt fantastisk på scones, i kager og i te. Jeg lavede den første gang sidste år og planlægger absolut at gøre det i år igen med de roser, der er lige ved at falde. Du skal bruge ca. 1 liter rosenblade (rød eller rosa giver den smukkeste farve, og vilde roser er også gode) – målt presset i et litermål. Derudover 1 liter vand, 1 kg rørsukker, 1 brev (20 gram) geleringspulver til pektinfattig frugt, citronsaft samt 1 tsk flydende Atamon til konservering, medmindre du planlægger at spise det indenfor en uge. Rosenblade og vand koges op og simrer et par minutter til alle blade er bløde. Lad det stå til næste dag, hvorefter det sies og måles op. Supplér evt. med vand til 1 liter. Hæld den kolde saft i en gryde og rør geleringspulver blandet med 2 spsk sukker i den kolde saft, der bringes i kog under omrøring. Når det koger, kommer du resten af sukkeret i, koger saften op igen og lader den simre ved smag varme i 10 minutter. Smag til med citron og evt. sukker, og tilsæt konservering. Hæld på rene, skoldede glas, som lukkes til, når geléen er kold. Velbekomme (du kan selvfølgelig også gøre som topmodellen Lupita Nyong’o nedenfor og tage bad i rosenbladene).

Følg også med på Instagram (#ilovebeautydk)

Ingen Kommentarer

    Efterlad en kommentar