I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Ilovebeauty tips

Fødselsdagshilsen fra Marie Holm

Vi er beriget med byens bedste kunder i den lille skønhedspavillon, og i anledning af vores fødselsdag, har vi spurgt vores yndlingsdessertmager Marie Holm om alt fra yndlingsprodukter til det bedste tip til buddingnovicer. Foruden stamkunde i pavillonen kan Marie blandt andet skrive madjournalist, tekstforfatterinde, radioformidler og public pudding speaker på visitkortet. Nå ja, så kalder hun pavillonen for en Michelin-restaurant blot med skønhedsprodukter.

Q: Dit motto? A: “Man skal nyde før man kan yde – ikke omvendt. Jeg er først og fremmest et hedonistisk menneske.”

Q: Din ferie-drømmedestination? A: “Jeg drømmer om et road trip i USA – fra Midtvesten-staterne og ned til sydøst, til Tennessee og Smoky Mountains, for at besøge Dolly Partons temapark Dollywood.”

Q: Bøger på dit natbord? A: “Jeg elsker at læse! Jeg er lige blevet færdig med Nobelprismodtager Mario Vargas Llosas roman ‘Vejen til Paradis’ om maleren Paul Gauguin og hans arbejder- og feminisme-forkæmperfarmor. Og med den ikoniske amerikanske madskribent Ruth Reichls seneste gourmet-memoir ‘Save me the Plums’ – hende er jeg ret vild med. Nu læser jeg Margareth Atwoods ‘Katteøje’ om venindeforhold på den barske og manipulerende måde. Når jeg er færdig med den, ligger Joan Didions ‘Intet gælder’ klar. Den er lige kommet i dansk oversættelse, og den glæder jeg mig til at læse – hun er kølig og intellektuel; jeg håber at jeg med den lille Hollywood-roman endelig falder for hende.”

Q: Hvad ligger der ellers på dit natbord? A: “Håndcreme. Og en lille bonbonniere jeg har arvet fra min oldemor, som altid havde Althea-bolcher i den. Jeg har småmønter fra udlandsrejser i den.”

Q: Yndlingsduft? A: “Duften af skovmærke før et regnvejr. Eller den vilde parfume fra de første violer.”

Q: Hvad fascinerer dig mest? A: “Naturen og al dens væsen – mangfoldigheden af fabelagtige former, farver og smage, der gror frem helt af sig selv. Begavede mennesker, der er i stand til at formidle deres viden og kunnen. Min søn og hans folden sig ud fra lillebitte krøltop til stor smuk skaterdreng. Hvor skal det ikke ende?!”

Q: Hvad kunne du aldrig opgive? A: “Kager, kaffe og kærlighed. Erotik. Og litteratur.”

Q: Hvorfor kan du godt lide at komme hos os i pavillonen? A: “Jeg tager stilling til alt hvad jeg putter ind i min krop – jeg spiser og drikker kun det dejligste. Og sådan har jeg det også med det, jeg kommer uden på min krop. Det skal være det dejligste og det reneste. Jeg ved at det, der står på hylderne i pavillonen er særlig udvalgt af Charlotte, som ved hvad hun taler om – at handle hos hende er som at gå på Michelin-restaurant bare med skønhedsprodukter! Sådan en nordisk en af slagsen med naturvin og vilde urter og samtidig masser af luksus ;-)”

Q: Et skønhedsprodukt du ikke lever uden? A: “Hårshampooen Be Curly fra Aveda, som jeg har brugt siden jeg var 18-19 år parret med deres Brilliance balsam. Det eneste, der fungerer til mine krøller. Og så melder jeg mig i koret af Vintner’s Daughter-fans. Den ansigtsolie gør underværker. Jeg er den rødkindede type, der er vældigt sart og nemt får rødmen og varme kinder. Olien giver min hud ro og en glød, der trækker væk fra det rødlige.”

Q: Hvad er du mest stolt af? A: “At jeg har været med til at flytte maden og desserterne ind på scenen, som en del af kulturen; noget man kan tale om og optræde med og noget, som bærer på masser af betydninger og historier. Og så var jeg meget stolt af at lave radio med Morten Lindberg på 24Syv. Den uge han døde, skulle vi have optrådt på Det Kongelige Teater sammen med resten af vores lille Croque Monsieur-entourage. Vi skulle have talt om franske violmarengs og have balletdansere på scenen. Det ultimative bevis på, at maden var rykket ind på finkulturens scene, helt bogstaveligt.”

Q: Dit bedste tip til buddingnovicer? A: “Begynd med at finde en smuk gammel metal- eller porcelænsform på loppemarked eller Etsy.com – så du kan støbe en ægte dirrende skønhed. Lav buddingcremen dagen før servering, og når du skal vende buddingen ud, så dyp formen i meget varmt vand i 5-10 sekunder og løsn derefter buddingen ved at trække den fri med fingrene hele vejen rundt langs kanten, inden du ryster den ud på et fad – på den måde får den smukke, helskindede kanter (modsat mormormetoden med at løsne med kniv). Og pynt så med spiselige blomster, urter eller bær, så den ser skøn og naturlig ud.”

Q: Dit yndlingsmåltid? A: “Høne i peberrod hos min farmor – efterfulgt af hendes kirsebærtrifli med tykmælk og makroner. Og så selvfølgelig mit 40-års fødselsdagsmåltid på Noma 2.0 sidste år, som flyttede grænser både for mig og for maden. At spise søpindsvin med hybenrosefløde, rosenolie og afhindede græskarkerner – og prøve at forstå hvordan sådan en ret opstår og præcis hvor mange hænder, der har rørt ved råvarerne, og hvor meget tid, der er brugt for at forvandle dem til det stykke kultiverede natur, der står foran én, er vildt. Og lige dér slår smagen benene væk under dig.”

Q: Din største motivation? A: “Min egen nydelse og min stolthed – begge dele er med til at drive mig fremad. Egentlig kan man vel oversætte det til ‘sult’.”

Q: Din ‘guilty pleasure’? A: “Jeg føler ikke skyld og skam over noget, jeg spiser. Men jeg køber altid ugebladet Hjemmet, når jeg er i sommerhus og læser det med stor fornøjelse – fra noveller om modne kvinder, der finder kærligheden på sommerhøjskole, til læsertips om at lave frikadeller uden opvask (køb en medisterpølse, klip hul i den og klem farsen ud!!) – det er mit frikvarter fra den gode litteratur og fra den type af journalistik (og madlavning), jeg ellers beskæftiger mig med.”

Q: What’s next? A: “Her i eftersommeren står den bl.a. på Copenhagen Cooking-festival og ‘Pies, Puddings & Parallels’-foredrag sammen med Erin Chapman fra The American Pie Shop. Og så skal jeg til at optage en ny sæson af ‘Sukkerchok’ til TV2 Fri. Det er sjældent, jeg ved hvad der sker mere end et par måneder frem, men forhåbentlig står den på mere tv og radio og flere sjove foredrag. Måske et nyt bogprojekt. Og helt sikkert masser af dessert!”

Kom snart igen, Marie (og tag gerne budding med)

Ingen Kommentarer

    Efterlad en kommentar

    Du kunne også være interesseret i...