En gang Givenchy, altid Givenchy

Det går (mode)verdenen rundt lige nu. Hubert de Givenchy er død 91 år gammel. Herhjemme er han måske ikke så kendt (men du kender ganske sikkert hans efternavn), men blandt modeelskere ansås han som en af de allerypperste. Jeg har haft fornøjelsen af at møde ham, da jeg arbejdede for Parfums Givenchy Paris i fire år. Det var backstage til Givenchys shows, hvor han regerede, altid iført sin karakteristiske hvide kittel. Historien forlyder, at han, da han var helt ung og nystartet, blev kaldt ind af sin førstedame, fordi ‘Miss Hepburn er kommet. Miss Hepburn er kommet’. Dengang var Katherine Hepburn på sit højeste og han skyndte sig ud for at modtage hende. Men i stedet fandt han en lille dådyrøjet skønhed, der siden skulle blive hans ven og muse. Det var selvfølgelig Audrey Hepburn, og udover at klæde hende i Givenchy i alle hendes film, opkaldte han også en duft efter hende. Den hedder dog ikke Audrey Hepburn, men L’Interdit, fordi hun, da han fortalte, at han ville opkalde en parfume efter hende, ydmygt sagde: Det forbyder jeg. L’Interdit betyder det forbudte. Den findes stadig i udlandet, hvis du skulle få lyst til at stikke næsen i den. Den har et lidt pudret udtryk som du også finder hos Chanel No. 5.

Hubert de Givenchy solgte sit modehus i 1995 til Bernard Arnault, men blev ved roret i en årrække, inden mere kontroversielle navne som John Galliano og Alexander McQueen overtog chefrollen. Jeg var med i de fire år, hvor alt dette skete og fulgte Givenchy-huset fra Huberts klassiske kjoler over John Gallianos overdådige rober til Alexander McQueens dyriske periode med gevirer og teater. Jeg elsker stadig huset, parfumerne og makeuppen med prismerne. En gang Givenchy, altid Givenchy. RIP.