I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Hold øje med

10 år, så ved man noget

For nylig anbefalede fineste Leonora Christina Skov min gode, gamle skønhedsklassiker Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke på Instagram. Leonora er – udover at have skrevet en af tidens mest omtalte bøger Den der lever stille (læs den, hvis du ikke allerede har gjort det) – skønhedsconnaisseur med hang til rød læbestift og finurlige nicheparfumer. Og min skønhedsbog som hun kalder ‘stadig den bedste skønhedsbibel på markedet’.

Ordet stadig skal tages helt bogstaveligt. For bogen har netop nu præcis 10 år på bagen. Det var dengang, der var boglanceringer til. Jeg fik masser af taletid i Go’morgen Danmark, et kæmpe vindue i Illum og en lanceringsfest med næsten 100 kvinder i den dengang nye Royal Café i København, hvor vi drak champagne, kaffe og spiste masser af kager, mens jeg læste op fra bogen. Den blev omtalt alle steder og sprøjtede ud af boghandlerne.

Det var den første skønhedsbog i mange år herhjemme og den første af sin slags, der var en blanding af tips, historie, anekdoter og viden. Det var i den, jeg lancerede min hang til tørbørstning (i øvrigt en hang jeg havde fra min farmor) som i dag er på alles læber. Det var også i den, jeg skrev om skønhedsbranchens misforståede brug af ordet anti-age – et af de helt store emner i dag (det var dengang, Isabella Rosselini var blevet fyret som ansigt for Lancôme, fordi hun var for gammel. I dag er hun netop genansat som skønhedshusets spokesperson – jo, vi bliver heldigvis klogere som årene går) og det var den første bog herhjemme, der tog fat i økologi og bæredygtighed i skønhedsøjemed (udbredelsen af den trend i dag behøver vist ingen yderligere introduktion). Og så var det den første bog, der tog fat i gråt hår – endnu en af de tendenser, der er kæmpefokus på i dag, og i øvrigt en af de ting, jeg er blevet interviewet mest om efterfølgende.

Det er stadig en bog at blive både klog på og mere glødende af.

Et 10 års-jubilæum skal selvfølgelig fejres. Så vi har pakket 100 skønhedsbøger ind i fine jubilæumsklæder, tilføjet den smukkeste hindbærrøde læbestift fra Lancôme (for hey, lidt læbestift skader jo ikke) og både signeret og nummereret alle 100 styk. Dem har vi stillet fint op i den lille skønhedspavillon og du er mere end velkommen til at komme forbi og fejre med os. Der er (vores egen) skønheds-te på kanden, fine hindbærmandler i skåle og i øvrigt også masser af nyheder på hylderne. Jubilæumsbogen fås selvfølgelig også online lige her.

Har du allerede skønhedsbogen i bogreolen, så har vi også lavet nogle ekstra af de fine nye bogomslag, så du kan opdatere den for 35 kr. Disse bogomslag passer kun til paperbackversionen (ikke hardcover). Tag blot din bog med ind forbi og så sætter vi det nye omslag på for dig.

Vi holder åbent både fredag fra 11-17 og lørdag fra 10-15.

Nå ja, du kan også smugdufte til min helt nye – og egen – parfume lavet med noter udelukkende fra Kongens Have. Den kommer først på hylderne i næste uge, men du kan stikke næsen i den allerede nu og se, om det er noget for dig. I dag lokkede vi halvdelen af Kronprinsessegade indenfor blot ved at spraye lidt ude på gaden foran pavillonen. Det tegner godt.

6 Kommentarer

  • Svar
    Anja
    1. juni 2018 kl. 13:54

    Tillykke med de 10 år
    Jeg har selv bogen stående og bruger den som opslagsværk, den er virkelig fantastisk

    • Svar
      Charlotte Torpegaard
      2. juni 2018 kl. 09:42

      Kære Anja,

      Tusind tak, og hvor er det dejligt at høre. Det varmer mit skønhedshjerte;)

      De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Anne H
    2. juni 2018 kl. 09:01

    Jeg har også din bog. Er helt vild med illustrationerne, citaterne – og hele stemningen i bogen ♡!
    De nye omslag kommer nok ikke online? …nok ikke så nemme at sende.
    Kh, Anne

    • Svar
      Charlotte Torpegaard
      2. juni 2018 kl. 09:43

      Kære Anne,

      Hvor er du sød, tak. Vidste du, at alle illustrationer er lavet med makeupprodukter? Det var en idé, jeg fik, da vi lavede bogen, og illustratoreren syntes heldigvis at det var en sjov opgave.

      Og nej, som udgangspunkt kommer omslagene desværre ikke online, fordi de netop er lidt skrøbelige. Men skriv til os bagom (hello@ilovebeauty.dk), hvis det er noget, du meget gerne vil have fingre i. Så ser vi om vi ikke kan hjælpe dig;)

      De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Anne H
    2. juni 2018 kl. 16:09

    Det vidste jeg ikke. Det var da genialt!
    Tusind tak! Det gør jeg fluks…
    Kh, Anne

    • Svar
      Charlotte Torpegaard
      4. juni 2018 kl. 15:27

      … og vi har sendt dig link nu, Anne. Vi har fundet en løsning på forsendelsen, så alle interesserede kan købe dem online nu.

      De bedste hilsner, Charlotte

Efterlad en kommentar

Du kunne også være interesseret i...