I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Ilovebeauty tips

#1 Lad os gå bananas i 2018

I virkeligheden startede det i et indlæg om indholdet i Clarins’ Double Serum, der, udover en masse andet, også indeholder ekstrakt fra nogle særlige små bananer, der skulle være gode for huden. Kort efter havde jeg fornøjelsen af, endnu en gang, at mødes med Maria Hatzistefanis (hun er den cool kvinde bag skønhedsmærket Rodial), hvis yndlingsprodukter tæller den gule Banana Powder, som hun hævder fjerner alle spor af mørke rande og ujævnheder i huden. Hun er selvfølgelig ikke den eneste, der har kastet sig ind i de såkaldte colour correctors, altså makeup i pink, peach, grøn og ja, gul, der kan give din glød en hjælpende hånd. Ole Henriksen har netop kastet sig ind i banan-kampen med en ny øjencreme med pigmenter inspireret af makeupartisternes brug af gule toner til at mindske mørke rande (personligt foretrækker jeg peach og rosa toner til det formål, men jeg er villig til at give det en fair chance). Nå ja, så var der to af mine skønne kunder i pavillonen, der op til jul, havde været forbi Heartmade og anskaffe sig de fineste stråtasker med – ta da, bananer (faktisk havde de købt dem med kirsebær, men byttede til bananer) – og ind ad døren, også i pavillonen, fik jeg det fineste banan-julekort fra Sweet Sneak Studio akkompagneret af gule skumfiduser med banansmag. At Ganni har lanceret kult-T-shirts med klaser på, har helt sikkert også gjort sit. Jeg kan kun tage det som et vink med en vognstang om, at vi allesammen skal gå lidt mere bananas her i det nye år. Det agter jeg at gøre.

Psst … jeg ynder i øvrigt at lave denne morgensmoothie med banan, plantemælk (jeg foretrækker soya), matcha, vanillepulver og isterninger, der blendes.

 

6 Kommentarer

  • Svar
    jette neuenschwander
    2. januar 2018 kl. 13:28

    Jeg stillede et spørgsmål ang. tørshampoo, ( klorane) ,men fik ikke noget svar på, hvor jeg kan købe det?

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    2. januar 2018 kl. 13:33

    Kære Jette,

    Rigtig godt nytår til dig. Vi er ved at nå igennem bunkerne her over nytåret, så alle kan få svar. Vi iler fluks med dit her: Klorane tørshampoo fås på apoteket. Du kan altid finde forhandlerinfo bagerst i de små tipsfoldere, der hører med ILOVEBEAUTYboksen. Og ellers spørger du selvfølgelig.

    De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Helle Skovdal
    2. januar 2018 kl. 15:28

    Kære Charlotte
    Rigtigt godt nytår. Her må jeg melde pas – jeg tåler bare ikke bananer, bliver fysisk dårlig og får først fred, når det er ude af mit system.
    Men pynte på alting kan de da – for den gule farve er flot!
    Bedste hilsner
    Helle Skovdal

  • Svar
    Tanja
    2. januar 2018 kl. 16:13

    Hej Charlotte. Godt nytår. Kan du give en mere præcis opskrift til din morgen Smoothie. Den lyder god:) kh. Tanja

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    3. januar 2018 kl. 10:27

    Kære Helle,

    Rigtig godt nytår til dig også. Og vildt du har det sådan med bananer – herhjemme hos os kalder vi dem for sovebananer, fordi de giver ro i systemet. Gad vide, hvad det er, der giver dig så voldsom en reaktion.

    Men ja, du må nyde dem i anden form så. Eller bare holde dig helt og holdent fra alt, der har med bananer at gøre;)

    De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    3. januar 2018 kl. 10:29

    Kære Tanja,

    Rigtig godt nytår til dig også.

    Uh, mine smoothies er meget på slump. Men hvis du bruger en moden banan, en teskefuld matcha, en halv teskefuld vanillepulver (ej at forveksle med vanillesukker) en håndfuld isterninger og så fylder op med soyamælk, så passer det nok nogenlunde;)

    Mange hilsner, Charlotte

Efterlad en kommentar

Du kunne også være interesseret i...