I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Backstage

Hummer, havregrød og tasmanske djævle

Sara Rostrup lærte jeg også at kende, da hun var makeupartist og arbejdede freelance for diverse magasiner. Det var inden hun tog til New York for at arbejde under vingerne på en af tidens absolut førende makeupartister Gucci Westman med alt, hvad dertil hører. Foruden skønhedsredaktørjobbet på Eurowoman, hvor du kan følge hende, når hun ikke – som nu – er på barsel med lille Sølve, står Sara også bag Danmarks allerførste skønhedsblog Youblushblog (jep, der var én før min). Læs med her om hummer, havregrød og tasmanske djævle på neglene. Der er også et tip til en ny økologisk solcreme som Sara er faldet for.

Hvor skal du holde sommerferie? ”Vi skal til Vence i Frankrig med et vennepar. Vi har lejet et hus med stor pool og skal bare slappe af og bade med vores unger, drikke lidt vin og spise dejlig mad. Og så skal jeg hjem til Norge. Jeg kommer helt syd fra i Norge, hvor der er skærgård og alle har båd. Forhåbentlig bliver vejret godt, så vi kan sejle en masse, stå på wakeboard (som jeg ikke kunne sidste sommer, fordi jeg var gravid), spise seafood og bade. På vej hjem fra Norge tager vi et smut til Læsø. Min mands bedste ven er kok på restaurant Strandgaarden, hvor vi også skal bo og forhåbentlig mæske os i en masse jomfruhummer og få en behandling eller to på stedets spaafdeling.”

Hvilke tre ting pakker du altid i kufferten? ”En hat til at beskytte ansigtet for solen. Jeg får spat af for meget sol i hovedet og det hjælper med at holde hovedet koldt. Solcreme – masser og i alle teksturer og SPF. Müsli eller havregryn. Det er ikke for at virke hellig, men sydpå kan man ikke få særlig meget fuldkorn, og en uge med hvidt brød og croissanter gør ikke min mave særlig glad, ej heller mit humør. En god, sund morgenmad lægger bunden, så der er plads til andet godt i løbet af dagen.”

Hvilken bog har du med på ferie? ”Desværre er jeg superdårlig til at læse bøger. Jeg er alt for utålmodig og flyvsk, og kan slet ikke koncentrere mig om en bog. Jeg har også en blog, som kræver de fleste af mine pauser og nu, hvor jeg også er blevet mor, dropper jeg nok det klassiske pocketbog-køb i lufthavnen”

Dit yndlingssolcreme til dig selv? Til dit barn? ”Til mig selv er det Rudolph Care Sun. Det er virkelig solcreme med høj kvalitet, der føles lækker på huden, uden at stramme, give hvidt skær eller fedte. Til min bebs er det Coola Organics, et relativt nyt mærke i Danmark, der både er økologisk og uden parfume. Der er kemiske filtre i, men også avocado- og kokosnøddeolie, så huden bliver dejlig blød.”

Din yndlingsneglelak denne sommer? ”Jeg får altid en trang til alle nuancer af koral om sommeren. Jeg har lige fået min feriepedicure med OPIs rødkorale farve ’Tasmanian devil made me do it’.”

Dit bedste sommerskønhedstip? ”Køb en fed cap eller hat. Den beskytter fantastisk mod solen og gør, at du ikke får ondt i hovedet efter en dag udenfor.”

2 Kommentarer

  • Svar
    jacob
    17. juli 2014 kl. 18:22

    Tak for tipsne.

    Måske jeg kan bruge nogle af dem her på Skiathos. Der er ret varmt, lækkert græsk mad og en dejlig strand. God sommer!

  • Svar
    » Mine sommerplaner YouBlush
    17. august 2014 kl. 09:13

    […] I keder jer, kan I kigge over til Charlotte hvor jeg fortæller om mine sommerplaner og et giver et par skønhedstip med på […]

Efterlad en kommentar