Say yes

29. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er et par år siden, at jeg første gang skrev om Yes To Carrots, det finurlige grønne skønhedsmærke, som i mellemtiden er klatret op til at blive det andetstørste naturlige mærke i USA. Der er ikke noget at sige til, at det falder mange i øjnene, for grundlæggeren Ido Leffler er kendt for at køre konceptet helt ud og altid iklæde sig et eller andet orange, og med orange visitkort, der matcher det anderledes navn. Siden, jeg skrev om det første gang, har de også lanceret flere linjer – Yes To Tomatoes, Yes To Cucumbers og senest Yes To Blueberries, der er beregnet til en moden hud. Det fik jeg altsammen lov til at stikke fingrene i forleden aften, hvor mærket blev introduceret til det danske marked. Hør meget mere i næste indlæg.

Foto: Yes To 

Søg og du skal finde

28. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Inden du får meget mere at vide om gulerødder og skønhed (og om en ret fantastisk ansigtsbehandling, jeg har lagt ansigt – og arme og fødder – til), så vil jeg blot lige komme med en forbrugeroplysning. Jeg modtager nemlig en del mails fra jer med ønsker om at kunne søge på forskellige emner her på skønhedsbloggen, der efterhånden har vokset sig til lidt af et omfattende skønhedsleksikon (sidder du også småkeder dig en dag, så klik tilbage – der er altså virkelig mange gode tips, sjove anekdoter og interessante trends). Du vil garanteret kunne finde svar på de fleste af dine skønhedsspørgsmål, lige fra de bedste skønhedssteder i London og New York, og hvordan du bedst plukker bryn, til mindskning af mørke rande, min absolutte yndlingsmascara og Helena Christensens favoritolie. Og du kan søge på alle disse ting, men, indrømmet, søgefeltet ligger sådan lidt pudsigt og ikke helt lige for. Men du finder det nederst i skønhedsbloggens højre spalte, lige under listen over de 10 mest læste indlæg i dag. Skulle der være noget, du ikke finder svar på, så skriv endelig til mig – allerhelst i en kommentar under et indlæg, så alle kan få glæde af det. Er det af mere privat karakter, så er du også velkommen til at sende mig en mail, og så svarer jeg, når jeg får en ledig stund. 

Foto: Arkiv

Online-favoritter fra Magasin #3

27. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg bliver i det grønne, for senere i dag har jeg fornøjelsen af at møde manden bag det hypede, og meget finurlige, øko-mærke Yes To Carrots, som jeg tidligere har skrevet om lige her. Det skal du nok høre mere om, men indtil byder jeg på en anden af mine øko-yndlinge. I føljetonen om mine favoritter fra Magasins nye online-skønhedsshop finder du nemlig fine franske Patyka, som jeg kun kan anbefale at stifte bekendtskab med, hvis du ikke allerede har gjort det. Mærket, som er Ecocert-certificeret og samtidig emmer af chik Paris, har en badegelé med orangeblomst, som jeg er yderst forfalden til. Badegeléen er sæbefri, så den ikke udtørrer huden, men det allerbedste er duften. En blanding af mild orangeblomst og Althea-bolsje, som jeg har lyst til at stikke næsen i hele tiden. Find den lige her

Foto: Patyka

Cruelty-Free

26. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Som et led i samarbejdet med Lily Cole lancerer The Body Shop til juni en limited edition makeupserie, som Lily har lagt navn til. Den indeholder ingen animalske biprodukter, hvad jeg personligt også troede var passé i skønhedsprodukter. Men efter sigende kan du stadig finde fx insektskaller, der bruges til at give farve (det blev Cleopatra i øvrigt berømt på at bruge på læberne) og knuste skaldyr, der bruges til glimmereffekter i nutidens makeupprodukter, men det kan du således være helt sikker på ikke lander i Lilys kollektion. Makeupbørsterne er naturligvis også baseret på syntetiske hår og ikke dyrehår. Det er således ikke for sjov, at man i USA og England taler meget om skønhedsprodukter velegnet til vegetarer og sågar veganere, tag blot Stella McCartneys parfumer som eksempel. Lily Coles eget yndlingsprodukt i serien er den fine lille Lip & Cheek Dome, en cremet gelé i fast form, som du kommer direkte på kinder og læber. Jeg prøvede den i London, og den giver den dér naturlige rødmen i kinderne, som er så attraktiv. 

Foto: The Body Shop

Lily om henna og honey bronzer

25. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Et af Lily Coles kendetegn er det røde hår (som hun i øvrigt, og som rigtig mange andre modeller og kendisser i øjeblikket, havde klippet kort), men det har hun ikke altid været glad for. Faktisk var det The Body Shop, der ændrede hendes syn på det. "Det faktum, at The Body Shop solgte henna i min barndom, indikerede, at rødt hår var smukt, lang tid inden jeg selv var klog nok til at anerkende mig for den, jeg er," siger Lily. I dag tæller hendes Body Shop-yndlingsprodukter Cocoa Body Butter (til tør hud), Hemp Hand Protector (til tørre hænder), Big and Curvy Mascara (mascara uden dikkedarer), Tea Tree Essential Oil (mod urenheder) og Honey Bronzer (til sund glød). Derudover har hun lavet en særlig makeupkollektion for The Body Shop, som kommer til juni. Den får du et smugkig på i næste indlæg. Få i øvrigt Lilys – der har været på flere Vogueforsider og kampagner end de fleste – bedste skønhedstip lige her.  

Foto: Tiffany & Co.

Lidt om Lily Cole

24. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det var en rapport fra Environmental Justice Foundation om de globale miljømæssige og menneskelige eftervirkninger af bomuldsproduktion, der fik Lily Cole til at åbne øjnene op for verden omkring sig. Siden har hun forsket i virksomheders værdikæder, købt sit tøj secondhand, involveret sig dybt i en lang række velgørenhedsorganisationer, blevet medejer af det etiske tøjmærke The North Cirular, skrevet forord til Tamsin Blanchards bog om at være fashionista med samvittighed - Green Is The New Black – og nu er hun gået helhjertet ind i en af de skønhedsvirksomheder, som arbejder allermest på disse sager, nemlig The Body Shop. Men Lily Cole er også glamour. Hun er en af Englands absolutte topmodeller, skuespiller med excellente anmeldelser og så har den smukke rødhårede model verdens længste ben og en forkærlighed for blush. Den nye generation af unge aktivister kan godt kombinere stiletter og grøn samvittighed. Det viste Lily på bedste vis til eventen i London, hvor hun trådte på podiet i en kjole af stof fra den stamme i Ghana, som hun havde besøgt sammen med The Body Shop – men gjort til couture af Lilys yndlingsdesigner Vivienne Westwood, en kvinde, der i øvrigt selv er lidt af en aktivist og rebel (jeg er også stor fan af Westwood, og skal nok skrive mere om hende her på skønhedsbloggen). "Vivienne Westwood er min heltinde. Jeg synes, at hun har naturkræfter. Hun udfordrer normer og grænser hen ad vejen," sagde Lily Cole. 

Foto: The Body Shop

En ny generation af aktivister

23. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Undskyld min lidt sløve opdatering de sidste par dage, men jeg tillod mig at nyde London, eventen, hotellet og det gode vejr. Men nu er jeg her fluks med nyt. Jeg spenderede nemlig en hel dag i London i selskab med The Body Shop, der i høj grad havde fundet tilbage til sine rødder: aktivisme, dyrevelfærd, community trade, at gøre en forskel med det, man laver. Men hvordan opdaterer man det budskab til anno 2012, hvor det ikke længere handler om at lænke sig til en Greenpeace-båd eller gå på barrikaderne. I stedet handler det om at kigge på sig selv og gøre en forskel lige præcis, dér hvor man er. Det er en helt ny generation af unge modeller blevet kendt for. At engagere sig i miljø og verden omkring dem, at bruge deres stemme og berømmelse til at støtte op omkring positive projekter. De tæller blandt andre Elettra Rosselini (i øvrigt datter af Isabella Rosselini), svenske Angela Lindvall, Lauren Bush (barnebarn af tidligere præsident George Bush) og engelske Lily Cole, som forleden blev afsløret som The Body Shops nye brandambassadør. Hvem hun er, kan du læse næste gang, du klikker ind. 

Foto: The Body Shop

Kom med til London

22. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg er på vej til London, med et meget tidligt morgenfly. Jeg er inviteret over til en event, som The Body Shop afholder for at introducere sin nye brandambassadør og forkæmper. Det er jo ingen hemmelighed, at The Body Shop handlede om meget mere end almindelig forretning for grundlæggeren Anita Roddick, der indtil sin død i 2007 var en af pionererne inden for fair trade, en af de første, der forbød dyreforsøg, og i øvrigt førte kampagner for miljøet i mange år, inden det blev moderne. Hun troede på, at forretning kan være med til at gøre en positiv forskel i verden, og at den bedste måde at overbevise andre om dette på var ved at være et godt forbillede selv. Jeg ved ikke, hvem den nye brandambassadør er, der skal overtage den tunge arv fra Anita Roddick, men jeg lover at skrive meget mere om det – og om London – løbende de næste par dage. 

Foto: The Body Shop

Blå mascara anno 2012

21. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Min første mascara var koboltblå. Det var i 1980′erne og faktisk var det ikke engang min, men min mors, som jeg lånte, når hun ikke kiggede. Men det er svært at skjule en koboltblå mascara for omverdenen, og det skal du faktisk heller ikke længere, hvis du kigger på Stella McCartneys seneste show. Her havde modellerne renskurede ansigter, neutrale læber og smukke blå katteøjne. Det er lige før, at jeg – som eller svor, at jeg var færdig med koboltblå – rider med på bølgen. Læg den blå mascara ovenpå et lag af sort – det giver det flotteste resultat. Eller du kan nøjes med at komme den blå på spidserne, når den sorte mascara er lagt. 

Foto: Stella McCartney 

Online-favoritter fra Magasin #2

20. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg lovede at fortsætte min Top 10 over skønhedsfavoritter fra Magasins online-shop. Det første produkt var Kiehl’s kultcreme Creme de Corps (læs mere her) og denne er også en af mine all-time favoritter. Den er sågar med i min skønhedsbog Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke, og lur mig, om den ikke også sniger sig ind i den nye skønhedsbog, som jeg er ved at lægge sidste hånd på nu (Nysgerrig? Så få et snigkig lige her). Det er Weledas økologiske mandelolie, helt uden dikkedarer, duft, farve og konserveringsmidler. Den er egentlig beregnet til ansigtet, men jeg bruger den til alt lige fra øjenmakeupfjerner og rensning til neglebåndsolie og fugt til tørre ben og fødder. Et par dråber i din dagcreme eller foundation giver det fine, dugfriske look, som er så eftertragtet lige nu. Og så koster den ikke alverden. Find den lige her.

Foto: Weleda

Okay, denne må med

19. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er ingen hemmelighed, at modeverdenen har en forkærlighed for katte, der optræder i alt lige fra mønstre og accessories til bøger, hvor ingen slår den skønne fotomodel-turned-fashion editor Grace Coddingtons bog Catwalk Cats, som hun har publiceret sammen med sin mand, hårstylist Didier Malige. Men nu må skønhedsbranchen siges at været kommet efter det. I anledning af sin 10-års fødselsdag har det fine, finurlige mærke Paul & Joe lanceret en trio af Kitty Blusher Sticks, udformet som små katte med knurhår, hat og butterfly, som absolut ingen vil kunne nænne at bruge. Du skal desværre finde dem udenlands, da Paul & Joe ikke længere fås i Danmark (på nær enkelte produkter hos Emmeline Othine i Nordre Frihavnsgade i København). 

Foto: Paul & Joe

Ren foryngelse

18. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Til saftpresser-pressemødet nedenfor var der et yderst sprudlende indlæg fra Mads Bo, som jeg aldrig havde hørt om før, men som viser sig at være Mr. Juice herhjemme. Mads Bo har skrevet et par bestsellers om juice, og tager land og rige rundt for at tale om juicer. En af de ting, han siger er, at friskpresset juice er en af de mest helsebringende og foryngende drikke, vi som mennesker kan indtage. Det er direkte udbringning af vitaminer, mineraler, enzymer, kulhydrater, klorofyl og talrige andre fytonæringsstoffer, der tilsammen styrker dit immunforsvar, både når det kommer til småforkølelser og til mere alvorlige sygdomme. Og så er juice en særdeles god kilde til antioxidanter, som spiller en stor rolle i ældningsprocessen, og det er da til at forstå. Her får du derfor fluks Mads Bos opskrift på en juice, der giver dig smuk og sund hud: Pres 2 æbler, 1 håndfuld spinat, 1/4 agurk og 1 blegselleri i din saftpresser. Hæld saften i en blender sammen med 1/2 avocado, 6-8 mandler, isterninger og 2 spsk hørfrøolie. Blend cirka 1 minut og drik den så med fryd. 

Foto: Lindsey Wixson backstage

Drik dig til mere energi

17. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg ved ikke med jer, men jeg har været en smule energiforladt de sidste par uger. Måske er det vejrskiftet, måske er det for lidt søvn (med en 1-årig, der sover lidt som vinden blæser, lyder det jo meget plausibelt), måske er det bare for meget arbejde. Så jeg har besluttet mig for at gøre noget ved det. For nylig var jeg nemlig til et yderst energifyldt pressemøde, der handlede om at drikke sine grøntsager. Og masser af dem. Det var Philips, der netop har lanceret en ny saftpresser, og jeg elsker hjemmepresset saft og eksperimenterer gerne med alt lige fra spinat og rødbeder til ananas, rød peber og citron. Til gengæld hader jeg rengøringen efterfølgende, og de saftpressere, jeg tidligere har haft, endte altid i skabet, fordi de krævede en mindre teknikeruddannelse at skille ad, og desuden at frugt og grønt blev skåret i skiver for at kunne komme gennem tragten. Jeg fik den nye med hjem, med lovning om at det var verdens letteste at rengøre og bruge, og det bliver jeg nødt til give dem. Det er vitterlig let, og nu står den på frisk juice hver eneste morgen (find et par af mine favoritter her og her). Jeg lover, at det gør noget for både energien og den generelle sundhedstilstand. Det kan du høre mere om i næste indlæg.  

Foto: Arkiv

Trend: Parfumerede neglelakker

16. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Forårets lakker skal dufte. Af roser som hos Dior, hvor de er tilsat delikat rosenduft, der kommer frem, når lakken er tør. Der er også Too Too Scented Nail Colour fra den sprælske designer Betsey Johnson, som har lavet en neglelak i samarbejde med OPI og Sephora (sidstnævnte kommer jo til Danmark snart, seneste nyt er 9. maj), der – når den er tør – dufter af Johnsons parfume Too Too. Også Revlon har lanceret Scented Nail Enamel, der dufter af frugt, og derudover har en række udenlandske mainstream-mærker lanceret lakker, der dufter af alt lige fra kokos til blåbær, når de tørrer. Trenden med parfumeret neglelak er dog ikke helt ny. Den stammer fra innovative Uslu Airlines, det Berlinbaserede makeupmærke, der skabte verdens første af slagsen for nogle år tilbage. Det er også Uslu, der laver neglelakker inspireret af tidens mest cool dj’s. Nå ja, når du skal have din velduftende lak af igen, så har Make Up Store lanceret en Scented Nail Polish Remover

 

Foto: CFW Gestuz backstage

Online-favoritter fra Magasin #1

15. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Stadig flere af os køber skønhedsprodukter online. Det gør vi, fordi det er nemt og enkelt. Fordi vi kan gøre det, når det passer os, og fordi – sådan siger alle analyser – at vi slipper for at blive overtalt til en masse produkter, vi ikke har brug for (nogle gange kan det jo ellers være ok …). Det har en række mærker og stormagasiner taget konsekvensen af og lanceret online-skønhedsshops, så du kan sidde hjemme i fred og ro og købe dine cremer, lakker og parfumer. En af dem er Magasin, der netop har proppet de virtuelle hylder med masser af nyheder. Har du brug for lidt inspiration, så har jeg udvalgt mine 10 favoritter, som du kan finde løbende her på skønhedsbloggen de næste par uger. Den første er ingen hemmelighed, for den har figureret flere gange her på bloggen. Det er newyorker-apoteket Kiehl’s berømte Creme de Corps, bodycremen som bliver hypet af flere celebrities og skønhedsredaktører end du kan tælle til. Den ultranærende creme er da også nærmest et must på badeværelseshylden, ikke mindst nu, hvor huden stadig er vintertør. Faktisk er det den eneste bodycreme, der kan slå mine ellers elskede olier af pinden. Find den lige her.  

Foto: Kiehl’s

Sæt din hat som du vil

14. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Formiddagen i dag spenderede jeg sammen med Dennis Knudsen, der bød på morgenmad og en masse nye produkter. Blandt andet lancerer han om et øjeblik de pandehårs-extensions, som jeg har skrevet om flere gange her på skønhedsbloggen i forbindelse med modeugerne. De kommer til at koste 150 kr., og det er jo til at betale, hvis du gerne vil med på pandehårsbølgen. Dennis fortalte også om Avril Lavigne, der bestiller hans produkter, og om Yoko Ono, kunstner og John Lennons 80-årige enke, der netop har været i Danmark. I den forbindelse ringede hun efter Dennis til diverse stylingopgaver, og Dennis kunne berette om en hotelsuite med et utal af kufferter, hatte og solbriller, Yoko Onos varemærke. Hun skulle være her i tre dage, men som hun sagde: "Travel and see the world while you can". Yoko Ono og John Lennon mødtes i øvrigt ved en forpremiere på en af hendes udstillinger i London, hvor han blev betaget af hendes fremtoning og kunst. Det forlyder, at det især var et værk med ordet Yes skrevet på loftet og som kun kunne læses, stående på toppen af en stige, der bragte dem sammen. Yoko Ono har også selv udgivet et album, sammen med sønnen Sean Lennon, som hun fik med John. 

Foto: Yoko Ono

I den helt anden boldgade

13. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

… har vi et nyt fokus på parabener og ftalater i skønhedsprodukter, som var i Nyhederne i sidste uge. Faste læsere vil vide, at det absolut er noget, jeg interesserer mig for og skriver om jævnligt her på skønhedsbloggen, men jeg bliver også nødt til at sige, at nyhedsmediernes behandling af det, i mine øjne, ofte er useriøs. Forleden blev det hypet som en nyhed, selv om parabeneproblematikken jo har eksisteret i en del år nu, og der stadig ikke er nyt under solen omkring de parabener, som er under mistanke (men ikke ulovlige). Derudover blev The Body Shop vist i sammenhæng med ftalater, selv om de rent faktisk var de første, der fjernede netop ftalater fra emballagen. Hvad der er rigtigt og forkert omkring parabener i din hudpleje, skriver jeg om i mit nyhedsbrev i denne uge. For selv om jeg også undgår parabener i en stor del af min hudpleje, så er diskussionen mere nuanceret end som så. Det kan du høre meget mere om i nyhedsbrevet. Hvis du ikke allerede er tilmeldt, kan du stadig nå det. Det gør du i den lyserøde boks i bloggens højre spalte. 

I

Illustration: Flashscreen.com

Endnu en tur i radioen

12. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er dejligt, at der begynder at være stadig mere fokus på skønhed i medier, som ellers traditionelt ikke har brugt så meget plads på dette. Det er nemlig ganske vist, at skønhed – og forfængelighed – ikke længere er fy-ord, men i dag, anno 2012, betegner en verden, hvor det er velanset at bruge lidt tid på sig selv. Hvor meget tid, man skal bruge, eller måske i endnu højere grad, hvor meget hjælp, man skal bruge, er jeg inviteret til at have en mening om i Radio 24syv her i eftermiddag fra klokken 17.20. Det handler om kosmetisk forskønnelse, og det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er den allerstørste tilhænger af Restylane-parties og fedt-injektioner for at få kindbenene i fokus. Jeg skal absolut ikke gøre mig til dommer for, hvad folk vælger at gøre (og én ting har jeg lært, og det er, at man aldrig skal sige aldrig), men i min optik er kosmetiske indgreb den sidste perle på en snor, hvor man først har prøvet andre ting for at se sund og smuk ud. Hvad det er, kan du høre meget mere om, hvis du lytter med i eftermiddag. Og har du ikke mulighed for det, så læs det kapitel i min skønhedsbestseller ‘Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke’, der handler om netop det. Den kan lånes på biblioteket, fås hos boghandleren eller lige her

Læs også Modearkiver og cyberfeminisme

Foto: Vogue Paris

Gloss is back

11. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard

Nå ja, måske den aldrig helt var væk, selv om læbestiften de seneste år har gjort, hvad den kunne for at slå den af banen. Der er dem, der hævder, at lipglossen fik sin første store revival i 1970′erne, under kvindefrigørelsen, hvor bh’er og læbestift var bandlyst, fordi det blev anset som symboler på undertrykkelse. Så de kvinder, der alligevel ikke kunne leve uden lidt på læberne, tyede til lipgloss, som var langt mindre iøjnefaldende. Anden gang lipglossen virkelig kom på banen var i 2000, hvor Lancômes frugtduftende tubeglosser kom på alles læber. Og nu er gloss så igen comme il faut backstage under de internationale modeuger, men selvfølgelig med et nyt twist. Ført an af Chanels makeupguru Peter Philips, der brugte masser af gloss på modellernes læber, inden han trykkede det overflødige af i en serviet. Resultat? Glansfuldt, men naturligt. 

Foto: Chanel

Et frisk pust

10. marts - 2012 - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Måske har den også engang været på dine håndled. Den har i al fald været på mine, og jeg kan huske, at jeg græd salte tårer, da den røg af hylderne. Calyx så dagens lys første gang for 25 år siden – i midten af 1980′erne, hvor det ellers var tungere parfumer som Giorgio Beverly Hills og Dior Poison, der herskede parfumemarkedet (de af os, der styrede dansegulvet med grovpermanent og gulerodsbukser, husker det tydeligt). Calyx var et frisk pust og var med til at skabe en helt ny parfumetrend. Nu er den tilbage og supplerer tidens grønne dufte som den nyfortolkede Chanel No. 19 og Martin Margielas Untitled. Det var ægte gensynsglæde for mit vedkommende, da den dumpede ind ad døren, men selv om den nok ikke kommer tilbage på mine håndled (nogle perioder af ens liv behøver ikke at genleves), så har jeg sprayet lidt på håndklæderne i badeværelset, så de dufter frisk. 
 
 
Foto: Calyx