I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Velduftende støvsuger

Jeg er, som det forlyder rundt omkring, ganske rigtigt i gang med en ny skønhedsbog, men inden jeg løfter sløret for den, skal en heldig vinder af sidste uges adventskonkurrence have sin præmie. Og der var rigtig mange, der gerne ville have fingrene i duften af ingenting, Jane Birkins kultparfume, og som altid nød jeg at læse jeres mange kommentarer om, hvordan I bruger parfume, der tæller alt lige fra pulspunkter til håret, både for at undgå at få kontaktallergi, men også fordi der ikke er noget bedre end velduftende hår. Nogle vil måske kunne huske æbleshampoo-reklamerne fra 1970’erne, hvor modellen svinger sit blonde hår, der ville dufte af æble, hvis man ellers kunne lugte det. Der er også rigtig mange, der sprayer parfumen op i luften og lader den falde ned over sig. Det blev meget populært i 1970’erne, hvor Clinique lancerede deres bestseller Aromatics Elixir, og som noget nyt netop insisterede på, at den skulle op i luften og ikke direkte på huden. Alle skulle have fingre i dette nye fænomen, og metoden hænger stadig ved. Den heldige vinder blev Anne-Marie Bruun, der har fået direkte besked – og som i øvrigt har et sjovt tip, som du måske kan bruge selv derhjemme også. Hun sprayer nemlig de små parfumeprøver, som man indimellem kan være heldig at få med, i støvsugerposen, så der dufter, når hun støvsuger. Ekstravagant, på den absolut gode måde, lidt ligesom da den berømte stylist Isabella Blow tørrede sit skrivebord af i Evian og Chanel No. 5. Læs alle indlæg her.

 

Foto: Jane Birkin L’Air de Rien

Ingen Kommentarer

    Efterlad en kommentar