I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Spørg Charlotte: Foundationfarver

Jeg modtager rigtig mange mails fra jer med skønhedsspørgsmål af alle mulige slags. En del er personlige, men der er også rigtig mange skønhedsdilemmaer, der går igen, og som I andre også kunne få gavn af svarene på. Dem tager jeg op løbende i denne nye blogkategori. Det første spørgsmål kommer fra Conni, der har fundet en foundation, som hun godt kan lide, men den findes ikke i en farve, der matcher hendes hud. Conni er absolut ikke den eneste. Vi har allesammen forskellige hudtoner, og det er umuligt at matche alle, selv om der efterhånden findes rigtig mange farver på markedet. Hvis du ikke er så heldig at finde en tone, der passer perfekt til din hud, så anbefaler jeg altid at købe to farver. Én, der matcher, når du er solgylden, og én, der matcher, når du er vinterbleg. De to kan så blandes (et par dråber fra hver), så du altid har en tone, der blender ind, uanset årstid og hudfarve. Det er en lidt større investering lige nu og her, men betaler sig absolut i længden (og udseendet). Husk at foundation altid skal prøves på kindbenene (ikke på hånden, der har en anden farve) og i dagslys. Er du i tvivl, så bed om at få en prøve med hjem, så du kan forsøge dig i ro og mag. Der er i øvrigt mange flere skønhedstips om foundation i min skønhedsbog, hvis du skulle have fået blod på tanden. 

Foto: Alberta Ferretti

4 Kommentarer

  • Svar
    Karen B.
    6. september 2011 kl. 17:47

    Foundations er et af min absolutte yndlingsemner inden for makeup;o)
    Det er mærkeligt, at der stadig er mange mærker, der kun laver 6-7 forskellige farver! Ud over at blande to farver, som du anbefaler Charlotte, så er Bobbi Brown et af de mærker, der laver rigtig mange farver – og det gælder både deres foundations og deres concealers. Og så laver mærket desuden også flere forskellige slags foundations, så der er noget til enhver hudtype og ønske om dækningsgrad.

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    6. september 2011 kl. 19:41

    Hej Karen,

    Ja, helt enig. Bobbi Brown har en del farver og konsistenser at vælge imellem (generelt: konsistenser kan i øvrigt, ligesom farver, sagtens blandes, fx hvis du har kombineret hud). I virkeligheden har de fleste mærker faktisk langt flere farver i sortiment, hvis du tager til udlandet, for det er desværre et fåtal af dem, der bliver lanceret herhjemme. Det er som oftest kun bestseller-farverne, der får en plads på hylden.

    Så vi må selv blande. Nød lærer nøgen kvinde at spinde;)

    Mange hilsner, Charlotte

    Mange hilsner, Chalrotte

  • Svar
    Charlotte B.
    17. september 2011 kl. 15:08

    Hej Charlotte
    Tak for en dejlig blog.
    Jeg leder efter en gloss/læbestift som giver læberne det blege, nude udtryk som ses på billedet.
    Kender du en farve?
    De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    18. september 2011 kl. 09:06

    Hej Charlotte,

    Tak for din søde kommentar. Og ja, jeg har et rigtig godt tip til at få de så eftertragtede nude læber. Jeg laver et indlæg om det på skønhedsbloggen i morgen. Hold endelig øje.

    Mange hilsner, Charlotte

Efterlad en kommentar

Du kunne også være interesseret i...