I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Lidt af en skønhedslegende

Hvis du har læst min første skønhedsbog Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke, vil du allerede have stiftet bekendtskab med Horst Rechelbacher. Hvis ikke, så er det blot at læse med her. Han er nemlig – eller var, for desværre døde han i går, 72 år gammel, af kræft – en af de absolutte pionerer indenfor miljørigtig skønhedspleje. I 1970’erne præsenterede han USA for aromaterapi og ayurvediske sundhedsfilosofier med sin linje af shampooer og conditioners under navnet Aveda – et navn, der i dag står for nogle af de mest imponerende miljøpræstationer indenfor skønhedsbranchen. Senere kørte han sin egen økologiske farm, som han købte for nogle af de 300 millioner dollars, han fik, da han solgte Aveda til Estée Lauder Companies i 1997. Her var han travlt beskæftiget med sit nye hårplejemærke Intelligent Nutrients, der er udviklet i samarbejde med fødevarespecialister ud fra devisen, at de har nøglen til at udvikle produkter, der er sikre nok til både at komme på huden og at spise. Ved et pressemøde drak han af sin hårspray foran alverdens førende skønhedsredaktører for at bevise, at han mente det alvorligt. Den slags passionerede skønhedsentusiaster findes ikke i hobetal. Skulle du få lyst til at vide mere om Intelligent Nutrients og hvor det kan købes, så finder du mere her.

Ingen Kommentarer

    Efterlad en kommentar