Tekinoktay Perfumes er grundlagt af kunstneren Evren Tekinoktay i samarbejde med hendes ægtefælle, skuespilleren André Babikian. Sammen har de skabt en serie af dufte, der forener kunstnerisk sensibilitet med personlige erindringer og sanselighed. Alle duftene er baseret på citrus, der minder Evren om hendes barndom og ungdom i Tyrkiet – om landskaberne, når de kørte gennem Europa for at komme på ferie i Tyrkiet, og om Evrens mormor, der stod på altanen en sen sommeraften og ventede på dem.
Men udover at (gen)skabe minder, kan dufte også vække forskellige ting i os – og bruges på mange forskellige måder. Og netop dét har vi talt med Evren om …
Hvad var den første parfume, du købte?
Det var Anaïs Anaïs fra Cacharel. Dengang var det den parfume, man skulle have – det var duften af vores ungdom og tidens idealer. Jeg købte den igen for nogle år siden, ikke for at bruge den, men for at genkalde en stemning. Den står nu på mit badeværelse som en lille tidslomme –og som et fint og uskyldigt duftspor, der fører tilbage til en anden tid.
Hvad kan en duft?
For mig er duft mere end sansning – det er et følelsesmæssigt kompas. En duft kan forskyde noget i os, skabe ro eller vække en længsel, vi ikke vidste, vi bar på. Dufte kan forbinde os med erindringer, stemninger, steder – og med sider af os selv. Nogle dufte virker næsten helende, som om de taler direkte til noget ordløst i os. Det er dér, duftens styrke ligger: i evnen til at bevæge os – indefra.
Hvornår og hvordan bruger du selv parfume?
Jeg bruger ofte parfume lige inden, jeg går ud ad døren – som et sidste, intuitivt lag. Det føles nogle dage også som en slags beskyttelse, noget der forbinder mig med mig selv, inden jeg træder ud i verden. Jeg sprayer lidt på håndleddene og dupper dem mod min nakke. Nogle gange også et pift på tøjet – dog aldrig så meget at man får følelsen af, at det er en hel butik, man går forbi på gaden, men nok til at duften følger mig selv diskret gennem dagen.
Hvad er den røde tråd i dit virke?
Æstetikken forbinder alt, hvad jeg laver, og jeg ser det som en måde at bidrage med noget opbyggende i en verden, der ofte er utryg og også ret uhyggelig. Vi har faktisk brug for skønhed, stilhed og eftertanke – og det er det, jeg forsøger at give videre. Æstetik er for mig ikke overflade, men en form for omsorg; en måde at skabe rum og nærvær, hvor sanselighed og refleksion kan få plads. Især i en tid hvor vi bombarderes med uro, støj og højt tempo på flere planer, ønsker jeg at insistere på, det mere sanselige, det langsomme og det meningsfulde. Jeg tror på, at små forskydninger – en farve, en duft, en form, kan have stor betydning for os, og for hvordan vi har det i verden, forudsat selvfølgelig at de mest menneskelige basale behov er dækket. Det handler i sidste ende om at generere mening og nærvær i en ret så kompleks samtid.
No Comments