I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

#2 Pleje af teenagehud

Drop de kradse teenageserier som Clearasil, Basiron og hvad de ellers hedder. Medmindre du vitterlig har store problemer med din hud (i hvilket tilfælde jeg vil anbefale dig at få et tjek hos lægen), så har din hud langt mere brug for balance og fugt, end stærke sager.

Dét, der ofte sker, når du bruger disse serier, er, at huden udtørres i overfladen, hvorefter den producerer mere fedt for selv at skabe en balance. Det resulterer i en underlig tør-fedtet overflade og ikke sjældent i flere urenheder.

I stedet vil jeg anbefale at gå stille og roligt til værks med enkle og gode rutiner, der respekterer huden og bringer den i balance. Den fine Frankincense-serie fra Balm Balm er virkelig god at starte med – frankincense er en gammelkendt ingrediens, der nyligt har fået nyt fokus i skønhedsverdenen, fordi den er eminent til at bringe uren hud og aknehud i balance (i det hele taget al hud, der er ude af balance).

Rens med rensebalmen, vask af med muslinskluden opvredet i vand (og smid kluden til vask efter brug – hver gang), spray med frankincense-misten og kom den helt lette olie på til sidst.

Og nej, du skal ikke være bange for olie. Den fedter ikke. Tværtimod kan den gøre underværker for din hud.

14 Kommentarer

  • Svar
    anne
    23. juli 2010 kl. 14:35

    Er Matas-profukter også for skrappe? 🙂
    p.s jeg elsker din blog og er rigtig glad for at du tager emnet op

  • Svar
    Nanna
    23. juli 2010 kl. 23:35

    Det er rigtig fedt at der endelig kommer noget om teenage-problemhud. Tak for det! 🙂

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    24. juli 2010 kl. 12:43

    Hej Anne,

    Tak for mail og ikke mindst blogros! Jeg husker tydeligt et par stribede Matas-cremer på mine hylder, da jeg var teenager. Grønstribet carbamid-creme til tør hud på benene, guldstribet luksusshampoo til det skampermanentede hår og orangestribet selvbruner, der gjorde huden – og hovedpudebetrækket – lige præcis dét: orange. Der er heldigvis sket meget siden, og i dag har Matas endvidere trukket parabener og diverse tilsætningsstoffer ud af deres stribevarer. Så nej, de er ikke for skrappe. Blot har jeg rigtig god erfaring og ikke mindst tilbagemeldinger med de to serier, jeg nævner.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    24. juli 2010 kl. 12:46

    Kære Nanna,

    Hvor dejligt at høre, at det kan bruges! Tak for din hilsen.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Rikke
    24. juli 2010 kl. 13:21

    Organic Youth skal helt sikkert prøves!
    Jeg synes måske du tegner et billede af de unge som er lidt for sort på hvidt. Jeg kunne fx aldrig finde på at købe skønhedsprodukter i tiger 😉
    Personligt synes jeg at Dermalogicas linje til ung hud er alt for skrap.
    Lige nu bruger jeg The Body Shops linje til sensitiv hud, som er helt uden parfume og parabener og alt det skidt, og det har faktisk været de produkter der mest effektivt har fjernet mine urenheder og bumser, ind til videre.
    Til Charlotte:
    Tusind tak for at skrive en god blog, og for den fantastisk spændende og inspirerende bog!

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    26. juli 2010 kl. 12:23

    Kære Rikke,

    Tak for din kommentar, og ja, overdrivelse fremmer nogle gange forståelsen. Jeg ved godt, at mange piger, som du, tænker over, hvad de bruger til deres hud. Men desværre oplever jeg langt oftere det modsatte, og jeg håber at slå et lille slag her på skønhedsbloggen for at tage sig af sin hud, allerede fra man er helt ung.

    Og tak for din anbefaling af The Body Shops linje. Det er altid dejligt – – og velkomment – med gode anbefalinger, og er hermed givet videre.

    De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Asha
    1. august 2010 kl. 17:05

    hej charlotte,
    Det er et rigtig godt indlæg, men jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om rådede virkelig kun gælder teenagehud.
    Jeg er 25 år, men har stadigvæk mange bumser. Jeg er virkelig opmærksom på at vaske min hud. Nye produkter plejer at virke i starten, men lidt efter lidt aftager effekten.
    Jeg er ekstra opmærksom på hudpelje i øjeblikket, fordi jeg kan begynde at skimte de fine linjer i øjenområdet og i panden. Jeg vil gerne både forebygge alderstegn, men også undgå bumser. Derudover er jeg studerende, så jeg har ikke råd til dyre fejlkøb.
    Vil de to nævnte serier også passe til en 25-årigs uren hud, eller skal jeg prøve noget andet?

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    2. august 2010 kl. 15:05

    Kære Asha,

    God kommentar. Urenheder og bumser er ikke kun en teenageting, men et stadig større problem for kvinder også op i 40’erne og 50’erne. Det kan skyldes forskellige ting. Blandt andet kan hormonelle påvirkninger have en indflydelse – fx P-piller, overgangsalder osv. Det kan også handle om kost (tænk over, om du spiser sundt eller om der sniger sig uforholdsmæssigt mange fede eller usunde produkter ind i din kost), om overfølsomhed eller om stress. Sidstnævnte giver sig ofte udslag i urenheder ved hagen og kæbelinjen, der typisk er et stresstegn.

    Rigtig mange skønhedsmærker er opmærksomme på dette, og du kan efterhånden finde særlige serier hos de fleste, der adresserer uren voksenhud. Har du allerede et yndlingsmærke, så hør dem, om du ikke kan få en prøve på deres serie. Alternativt vil jeg anbefale dig fx at vælge et enkelt produkt som Dermalogicas Bedtime for Breakouts, som du bruger om natten i en periode, mens du om dagen kan bruge en lidt mere plejende creme. Bed om en prøve på den, inden du køber, så du kan se, om det virker for dig.

    Mht. linjer om øjnene, så er det måske en idé at tænke på en øjencreme, hvis du ikke allerede bruger det? Under alle omstændigheder må du ikke bruge produkter til uren hud omkring øjnene, hvor huden er tyndere og langt mere sart.

    Jeg håber, at det besvarer dit spørgsmål, og ellers er du selvfølgelig meget velkommen igen.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Pernille
    6. juni 2012 kl. 01:26

    Kan du anbefale nogle specifikke produkter fra Organic Young? Og tak for hurtige svar både via mail og indlæg – jeg er stor fan af dig og din fantastiske blog 🙂

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    6. juni 2012 kl. 13:41

    Kære Pernille,

    Du er meget velkommen! Og tak for de søde ord!

    Mht. Organic Young, så afhænger det lidt af, hvad du søger. Send mig et par ord, og så skal jeg gerne se, om jeg kan anbefale lidt forskelligt til dig.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Pernille Larsen
    6. juni 2012 kl. 17:33

    Jeg tænkte bare på nye basisprodukter til min hudplejerutine – altså rens, tonic og creme. Min hud er fedtet og uren i t-zonen, men normal på kinderne. Solfaktor er altid et plus 🙂

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    12. juni 2012 kl. 13:24

    Kære Pernille,

    Undskyld sen tilbagemelding, men nu er jeg her;) Organic Young har en god fugtighedscreme med SPF 15 – Oy! Face The Sun Moisturiser – og så har de en Cleanse & Moisturise rensecreme, som renser huden, men ikke tørrer dine kinder ud. Personligt tror jeg på, at en stor del af hudens balance opnås allerede i renseprocessen, så selv om du har tendens til fedtet og måske lidt uren hud, så brug endelig ikke for udtørrende produkter. Under alle omstændigheder synes jeg, at du skal gå forbi en velassorteret helsekostbutik og få et par prøver på ovenstående, inden du køber, så du er sikker på, at det er noget for dig.

    Lad mig meget gerne høre, hvad du synes.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Pernille Larsen
    21. juni 2012 kl. 17:13

    Hej Charlotte

    Jeg fandt en helsekostbutik, hvor de var søde at give mig lidt prøver på de to anbefalede produkter, og jeg har nu testet dem begge. Jeg er imponeret over, hvor meget fugt renseproduktet tilfører i forhold til de rensegeleer, som andre mærker til uren hud fører. Cremen er heller ikke dårlig, men jeg bryder mig desværre ikke om lugten, og så er det også som om, den ikke trænger ordentligt ind? Jeg tænker, at det måske har noget at gøre med, at mine kinder på nuværende tidspunkt virker meget fugtmætte. Renseproduktet skal jeg i hvert fald nok have fat i, selv om jeg umiddelbart bedre kan se formålet med en økologisk creme, da den jo trænger ind i huden. Tak for anbefalingerne 🙂

    Hilsen Pernille

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    26. juni 2012 kl. 11:02

    Hej Pernille,

    Du er meget velkommen! Dejligt at renseproduktet fungerer for dig. Et renseprodukt skal, i min verden, efterlade huden blød og fugtet, og ikke stram og tør. Det er en god regel at gå efter. Mht. cremen, så lyder den ikke rigtig for dig. Jeg tænker, om du måske i stedet skal prøve en af de nye BB Creams, som vælter frem i øjeblikket. Det er en hudplejehybrid, der både fugter, giver lidt farve og har solbeskyttelse. Origins har en naturlig og ren én af slagsen, som måske kunne være noget for dig. Husk altid en prøve, før du køber.

    Mange hilsner, Charlotte

Efterlad en kommentar

Du kunne også være interesseret i...