I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Pudderblonder

For nylig skrev jeg om gråtonet øjenmakeup og blonder i forbindelse med Haute Couturen i Paris (læs mere her). Men du behøver faktisk ikke at tage til Paris, for tendenserne var at finde til den danske designer David Andersens showevent i går eftermiddags på Hotel Skt. Petri. Det var L’Oréal Paris’ chefmakeupartist Anne Staunsager, der stod bag makeuplooket med stålgrå øjenskygge (L’Oréal Paris Color Appeal Trio Grey Obsession) lagt helt op til brynet og mascara (L’Oréal Paris Lash Architect 4D Mascara Black) udelukkende på de øverste vipper. Men det var blondedetaljen, der gav looket en ekstra dimension. “Hårgrænsen i panden blev pudret i en sort-grå nuance, hvor man svagt aner skyggen af et blondemønster – anderledes, smukt og dramatisk,” lød det backstage fra Anne Staunsager. Se, hvordan du lægger hele looket i den video, som Benedicte Balling har lavet med Anne backstage til showet. Den bliver lagt op her på skønhedsbloggen senere på ugen (og nej, det er ikke spor svært!), men først får du eksklusivt lov at kigge ned i Annes makeupkuffert. Hvad har en makeupartist altid med sig?

 

1 Kommentar

Efterlad en kommentar