Posts Tagged ‘vipper’

Sådan får du lange, tætte vipper

1. december - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Alt kommer tilsyneladende i par i øjeblikket. For når det kommer til vipperne, så anbefaler Mina Ingerslev også at bruge to mascaraer, hvis du virkelig vil give den en ordentlig omgang – og hvem vil ikke det, når det handler om øjenvipper og julefester (se også Minas tip til fyldige læber nedenfor). Sådan gør du: Zigzag først frem og tilbage på de øverste vipper med en volumenmascara. Når du har fået rigtig meget mascara på vipperne, lægger du et spejl i skødet, og tager fat i længdemascaraen. Det er vigtigt, at spejlet ligger i skødet, fordi du hermed får den helt rigtige hældning på børsten, når du kigger i det. På den måde kan du lave en flot bue opad. Gentag herefter et par gange med både volumen- og længdemascaraen, til du har fået det ønskede resultat. De fleste af os har et utal af mascaraer liggende hjemme i skuffen, som passende kan bruges i denne sammenhæng, og ellers er Minas mascarafavoritter til dette formål 2000 Calorie Mascara til volumen og Lash Extension Effect Mascara til længde, begge fra Max Factor. Dem har vi selvfølgelig også med i popup-shoppen, og du finder dem lige her og her. Og så kan du i øvrigt finde Mina rundt omkring i landet, hvis du vil have flere af hendes brugbare tips. På www.makeuplab.dk kan du læse, hvor hun kommer næste gang.  

Foto: Backstage

Skønhed på festival #1

29. juni - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Jeg har lavet denne lille artikel til COVER, der har festivaltema i denne måned, hvor du i øvrigt også kan finde hele redaktionen på Roskilde, forhåbentligt udstyret med alle mine tips og tricks. For hvordan lader det sig gøre, at Kate Moss, Emma Watson, Kate Bosworth og Sienna Miller altid ser så fantastiske og afslappede ud på festivallerne, uanset hvor mange dage inde i festivitassen, kameraet fanger dem? Her får du de første to gyldne regler. 1) Farv dine vipper og bryn, inden du tager afsted. Det sparer både tid og plads i din toilettaske. Få det gjort professionelt eller prøv vippefarven fra Hanne Bang, der fås blandt andet hos Matas. 2) Medbring en hat. Shampoo, balsam og stylingprodukter fylder for meget og tager for lang tid, og en hat er hot og skygger mod både sol og regn. Foretrækker du at have håret fremme, så medbring en tørshampoo. Jeg kan anbefale Klorane fra apoteket.
 
 
Foto: Kate Moss 

Tips til de nederste vipper

11. oktober - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har fået et spørgsmål fra Mette, der beder om tips til, hvordan du får det flotteste resultat på de nederste øjenvipper, og jeg tænker, at der måske er flere af jer, der kan få glæde af det. Her kommer tre brugbare tips: 1) Et godt tip til de nederste vipper er at vende mascarabørsten til lodret, og enten zig-zagge henover de nederste vipper, eller farve dem en ad gangen. På den måde kan du langt bedre styre børsten på de små vipper. 2) Kom altid mascara på de nederste vipper først og derefter de øverste. Så slipper du for at mascaraen smitter af foroven, når du koncentrerer dig om de nederste vipper. 3) Hvis du døjer med lidt tunge øjenlåg, så kan det være en idé helt at undlade mascara på de nederste vipper og til gengæld kommer masser af mascara på de øverste. Det er et lille snydetrick, der giver et optisk løft til øjet.

Foto: Prada backstage 

På vipperne

10. oktober - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Måske fungerer denne trend bedst i teorien, men vil du være supermoderne, så lad mascaraen blive liggende i skuffen. Sådan lyder det fra makeupartisterne dette efterår, hvor minus-mascara var det helt store på catwalken. Selv til smoky eyes blev mascaraen udeladt. Til gengæld skal du fluks få anskaffet dig en øjenvippebukker, for selv om mascaraen er dømt ude, skal vipperne stadig bue flot. Du kan også med fordel rede lidt vaseline på, så vipperne skinner. I den helt anden grøft er de voluminøse vipper, som næsten ikke kan blive iøjnefaldende nok. Flere hundrede procent længere vipper lover skønhedsfirmaerne i deres kampagner (det skal tages med et gran salt!) og lancerer samtidig serums, boosters og børster, der er særligt beregnet til at få dine vipper endnu længere og kraftigere. Seneste nyt på vippefronten er mascaraer i ekstra-kulsort, der lanceres af blandt andre Maybelline og L’Oréal Paris. Se, det er to mascara-trends i tiden. 
 
 
 
Foto: Backstage Nars
 

Dét drømmer I om

3. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er stadig længde og fylde, der tæller højst, når det kommer til drømmemascaraen. I al fald hvis man spørger jer, og det gør jeg jo rigtig gerne (faktisk er 139 svar fra jer mere repræsentativt end mange af de forbrugertests, som skønhedsfirmaerne selv laver på nye produkter, men det er en helt anden sag, som jeg nok skal tage op her på skønhedsbloggen en anden gang). Tredjeprioriteten kom til gengæld lidt bag på mig. Det handler nemlig om at finde en mascara, der ikke klumper. Næsten halvdelen af jer, helt specifikt 46%, har problemer med netop dét (et hurtigt tip til at holde din mascara klumpefri er at undgå at pumpe i mascaraen. Drej i stedet forsigtigt børsten op af hylsteret), ligesom 24% nævner, at det ville være dejligt at finde en mascara, der bliver på vipperne og ikke ender under øjet i løbet af dagen (prøv at komme en smule pudder på vipperne, inden du lægger mascara). 22% nævner, at farven gerne må være kulsort – i øvrigt en stadig større trend i nye mascaralanceringer, så hold øje – mens 15% nævner, at børsten er vigtig (det har skønhedsfirmaerne heldigvis fået øjnene op for. Der lanceres avancerede børster i massevis i øjeblikket, så der burde være noget for enhver smag). Derimod nævner kun 8%, at pleje er vigtigt, og 9% at økologi og indholdsstoffer har en prioritet (er du en af dem, så tjek her). Og så er der dét med påføring: 15% vil have en mascara, der er let og hurtigt at få på, mens 12% prioriterer, at den skal være let at få af (her må jeg tilføje Weledas mandelolie endnu en gang). Og kære skønhedsbranche, 134 af 139 har ikke fundet deres drømmemascara endnu … 

Foto: Arkiv

Vind modeugens mest eftertragtede mascara

23. august - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg havde egentlig annonceret en konkurrence, hvor én heldig vinder kunne vinde et skønhedslook fra modeugen. Men så fik jeg fingrene i modeugens mest eftertragtede mascara (den prydede vipperne på utallige modeller på podierne) og, hvad en af Danmarks førende makeupartister Anne Staunsager kalder ”en af de bedste mascaraer, jeg har prøvet”. Der er tale om L’Oréal Paris’ Volume Million Lashes mascara, som jeg har charmet mig til ikke mindre end 30 styk af til udlodning her på skønhedsbloggen. Hver mascara har en værdi af 139,95 kr. Alt, du skal gøre, for at være med i konkurrencen, er at fortælle her nedenfor i kommentarerne senest på søndag den 29. august 2010, hvad der kendetegner din drømmemascara. Fylde, længde, buer, tæthed, pleje, børste eller noget helt andet. Skriv løs i kommentarerne her nedenfor. Så trækker vi lod blandt alle indlæg. Personligt er jeg spændt på at høre, hvad I drømmer om, når det kommer til jeres vipper. 

Foto: L’Oréal Paris 

Vippetab

22. januar - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

I forlængelse af indlægget om vipper i går, fik jeg en mail med et spørgsmål om, hvad man gør, hvis man pludselig begynder at tabe sine vipper. Nogle gange er dine vipper i bedre form end andre. Det er naturligt, at vipper falder af, så der kan komme nye til, men oplever du tørre, knækkede vipper, eller måske endda skaldede pletter mellem vipperne, så er det måske på tide at kigge lidt på dine vippevaner. Undgå at gnide for hårdt, når du fjerner din øjenmakeup om aftenen. Det skal gøres forsigtigt, så vipperne ikke gnides af, og bruger du vandfast mascara, er det måske en idé at skifte til en almindelig, der er lettere at fjerne. Kig også på, om du bruger for meget mascara. Hvis du har fine, tynde vipper, kan vægten af tonsvis af mascara være med til at knække dem. Sidst, men ikke mindst, er der vippebukkeren, der for mange er et uundværligt vipperedskab, men den kan også medvirke til at knække vipperne eller hive dem ud, hvis du bruger den ofte.
 
 
doutzen-curling-her-lashes-backstage
 
Foto: Arkiv
 

9. Yderst iøjnefaldende

30. december - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hold dig ikke tilbage med vipperne i nytåret. De må gerne være så lange, sexede og flirtende som muligt. Kigger du i udlandet, tæller den falske vippetrend alt lige fra vipper af mink, fjer og similisten til ægte diamanter. Det kan måske lyde lidt tacky, men vælger du resten af dit outfit og din makeup med omhu, kan det være superflot. For ikke at sige iøjnefaldende. Vil du gå linen ud, så find festlige falske vipper hos butikker som Teaterkælderen på Vesterbrogade i København, hvor de også har den bedste øjenvippelim, så vipperne holder hele natten. De lidt mere diskrete af slagsen finder du blandt andet hos MAC, Make Up Store og Lancôme. De sælger også de små vippeindsatser, som du kan sætte ind mellem dine egne vipper, så det ser helt naturligt ud. Skulle du befinde dig i udlandet, så er ingen bedre til vipper end Shu Uemura. Husk at det er en stor trend lige nu at sætte falske vipper langs vippekanten både foroven og forneden. Lidt à la Twiggy. 

shu66

Foto: Viktor & Rolf for Shu Uemura 

Vippevækst

17. december - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Nu vi taler om vipper, vil jeg lige nævne en ny trend: Vippevækst. Forestil dig, at dine vipper bliver 25 procent længere, 106 procent tykkere og 18 procent mørkere, blot ved at smøre lidt gelé på dem hver dag? Det scenarie er ikke længere science fiction, men så småt ved at blive en realitet i skønhedsbranchen, hvor alle lige nu higer efter resultater. Bag de imponerende tal står firmaet Allergan, som du måske har hørt om i forbindelse med Botox, som de ligeledes står bag. Nu har de et nyt hit på markedet, Latisse, øjendråber, der har vist sig at have den gunstige bivirkning, at de får vipperne til at vokse hurtigere. Brooke Shields er efter sigende fan (som om hun havde brug for det). Latisse er ikke godkendt herhjemme, men det er andre (og nok mere humane) vippevækstprodukter, som jeg nok skal skrive om løbet af dagen. Det ene giver ret vilde resultater, og jeg har set det med egne øjne. 

billede-15

Foto: Allergan

Mascara-mania

16. december - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Vibrerende mascaraer. 400% længere vipper. Kunstige vipper foroven og forneden. Øjenvippebukkere, tips og tricks. Vil du have en lille indføring i tidens mascaratendenser, så klik ind på den nye episode af skønhedstv, som jeg har lavet med BT. Det gør du lige her. Se også de øvrige skønhedsindslag om alt lige fra parfumer og budgetkøb til vinterens vigtigste skønhedstrends.  

billede-14

Foto: Diverse

Skønhedstips til kræftramte kvinder

28. oktober - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

I forlængelse af gårsdagens indlæg om Look Good, Feel Better følger her tre skønhedstips til kræftramte kvinder. 1) Mange mister deres øjenvipper eller dele af dem under kemoterapi. Indram øjnene med en fin, mørk eyelinerstreg helt nede ved vippekanten. Hvis du har mod på det, kan du også tilføje små bidder af kunstige vipper, som du sætter mellem dine egne, så de ser kraftigere ud. 2) Hvis du mister brynene, så tegn dem op – ikke med en blyant – men med brynpudder eller lidt øjenskygge og en blød pensel. Det giver en fin skygge frem for en streg. Nogle brynmærker tilbyder såkaldte brynstencils til at tegne brynene naturligt op efter. 3) Nogles hud slår ud af kemoterapi. En god mineralpudder kan dække det meste uden at det ser unaturligt ud. Sørg også for at tilføre huden en god fugtighedscreme.  

brynskabeloner

Foto: MAC 

Vipper som Miss Piggy

8. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er ikke kun i sin tøjstil, at Miss Piggy er helt frem i prikkerne. Også øjenvipperne er helt som de gerne skal være i øjeblikket, nemlig lange, tætte og buede. I den forbindelse vil jeg lige nævne et nyt produkt, der kommer på hylderne herhjemme snart. Fiberwig, altså en slags fiberparyk bare til dine vipper, forstået på den måde, at mascaraen har en fibersammensætning, der efter sigende skulle gøre dine vipper længere og tættere end nogensinde. Lidt som hvis du satte ekstra hår på. Jeg har ikke fået den endnu, men den er en sensation i Japan, så mon ikke også, at den vil bringe vippelykke i Danmark?

fiberwig

Foto: Fiberwig

Vippeforlængelse

28. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har fået en forespørgsel på, om jeg ville skrive lidt om vippe-extensions. De kom til Danmark for et par år siden, efter det kom frem, at det var det hotteste blandt celebriteter som Victoria Beckham og Paris Hilton, der sværgede til deres nye, påsatte øjenvipper. De fungerer lidt som hårextensions, blot limes vipperne på én for én, mellem dine egne vipper, så det kræver lidt tålmodighed. Jeg prøvede det, da det kom frem, og det så flot ud. Men personligt synes jeg, at det blev for ’edderkoppeagtigt’, når jeg kom mascara på, og akkurat som jeg har det med alle andre extensions, så kræver det i min verden for megen påpasselighed og vedligeholdelse. De mascaraer, der er på markedet nu, er så teknologisk avancerede, at de kan gøre det samme for dine vipper. Og har du lyse vipper, som Katrine, der har sendt forespørgslen, så er det absolut ikke noget at være ked af. En af tidens allerhotteste modeller, Lara Stone, er både blevet berømt på og har dannet mode med sine helt lyse bryn og vipper. 

lara_stone1

Foto: Models.com

På vippen

8. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Modeugen har været hele vippespektret igennem. Fra det helt naturlige look, hvor der blot er lagt lidt mascara på de øverste vipper, til fuld skrue med kunstige vipper, vippebukker og masser af sort mascara. Kunstige vipper er tilbage i stor stil. De figurerede sågar på fronten af en Margit Brandt T-shirt til showet i går. Tippet til at få kunstige vipper til at se naturlige ud er i øvrigt kun at sætte små vippedele ind mellem dine egne vipper frem for en hel kunstig vippe. Det er også lettere at håndtere for de fleste. Løse vippedele fås hos mange mærker, blandt andet Lancôme og Mac (hos velassorterede teaterbutikker har de ofte også et fantastisk udvalg samt vippelim, der er langt bedre end dem, du ellers får med, når du køber), eller du kan forsigtigt klippe i de kunstige vipper, du måske allerede har liggende. vippefoto Foto: L’Oréal Paris og Copenhagen Fashion Week