Posts Tagged ‘Viktor & Rolf’
16. januar - 2012 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
I Hollywood er der selvfølgelig ikke kun én slags øjenvippe-extensions. Hos Ole Henriksen får hver kunde i Lash Bar‘en en konsultation for at se, hvilke vipper, der passer bedst til dine egne og til det look, du gerne vil opnå. Lige nu er mink-vipper det mest populære, fordi de giver et smukt og naturligt look. De er fjerlette, og tynger ikke øjet. Jennifer Lopez er flere gange spottet med mink-vipper. Men du kan også få silkevipper, der er gode, hvis du gerne vil have vipper, der buer, eller såkaldte Eye Lites i stærke farver, der efter sigende fremhæver din egen øjenfarve. Sidstnævnte blev også brugt på flere shows under de seneste modeuger, blandt andet hos Viktor & Rolf. Se det her. Og så er der ansigtsbehandlingerne med det pure guld. Klik ind og få alt at vide om dem.

Foto: Jennifer Lopez med mink-vipper
Tags: Eye Lites, Jennifer Lopez, Lash Bar, mink-vipper, Ole Henriksen, silkevipper, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | 2 Kommentarer
3. januar - 2012 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Og du behøver ikke engang pas eller lange flyveture for at komme derhen. Mindspa er nemlig en elektronisk anordning, som jeg fik varmt anbefalet af Viktor fra designduoen Viktor & Rolf, da jeg mødte dem i Paris for nylig. Den ligner lidt en gammeldags cd-afspiller, med tilhørende høretelefoner og briller. Brillerne har indbygget lys, der, ligesom lyden, følger hjernens rytmer, og det skulle få dig til at slappe fuldstændig af. "Jeg bruger den til at slappe fuldstændig af efter en lang dag, og det er fantastisk. Programmerne varierer fra 20 minutter til over en time, hvor du flyder helt væk," fortalte Viktor mig om tidens nye, og lidt utraditionelle, mode-musthave. Jeg tænkte, at den passede godt ind her i starten af det nye år, hvor vi allesammen lover os selv at slappe mere af, og kigger man lidt nærmere på Mindspa-konceptet, så lover det faktisk mental foryngelse, så det kan vel også kaldes en slags antiage.

Foto: Arkiv
Tags: Afslapning, Mindspa, mode-musthave, Paris, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | 5 Kommentarer
5. december - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Jeg læste lige alle jeres fine eventyrkommentarer igennem igen her til aften, og jeg ville ønske, at der var en præmie til hver og én af jer. Jeg kunne ikke lade være med at smile af kommentarer om mormors egne, hjemmelavede eventyr, om Hyrdinden & Skorstensfejeren, Den lille Prins, Rapunzel med det lange, gyldne hår og den betagende Snedronning. Og om Brødrene Grimm-inspirerede vinduer i KaDeWe i Berlin, om jeres helt egne lykkelige livseventyr og om et bær fra misteltenen, der gjorde gul og blå akkurat som hos Prinsessen på Ærten. Tak for dejlige input, og har du ikke læst dem endnu, så find dem allesammen under indlægget her. Vi har trukket lod blandt alle kommentarer, og de tre heldige vindere af Viktor & Rolfs Flowerbomb blev Odile, Lulu og Siri, der alle har fået direkte besked (Siri fik ovenikøbet designduoens uimodståelige Fairy Tales med i købet). Fortvivl ikke, hvis du ikke var blandt vinderne. Der er en ny adventskonkurrence i gang lige her nedenfor, og der kommer selvfølgelig én både på søndag og næste søndag.
Foto: Viktor & Rolf
Tags: eventyr, Fairy Tales, Flowerbomb, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | Åben for kommentarer
28. november - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Hvor er det dog en fornøjelse at læse alle jeres kommentarer om eventyr under adventskonkurrencen nedenfor! Jeg har hevet både Grimms Eventyr og H.C. Andersen frem fra bogreolen for at genlæse nogle af dem, I nævner (du kan stadig nå at være med i konkurrencen, se nedenfor). Det var faktisk også H.C. Andersen, de nævnte, da jeg spurgte Viktor & Rolf i Paris for nylig, hvilke eventyr, de selv holdt mest af. Jeg mødte dem i anledning af en ny parfume, en herreduft, de lancerer i det nye år, og indtil for nylig måtte vi ikke sige et ord om, hvad den hedder eller hvordan den ser ud. Men det må jeg nu, og navnet er Spicebomb, fordi som de sagde, "vi har allerede en bombe til kvinder, Flowerbomb, og den er så succesfuld, at vi blev lidt jaloux. Men så lavede vi en Spicebomb til os selv". Og spicy er den, med chili og peber, som de nævner som deres favoritkrydderi. Det kan være, at de alligevel ikke kan have den helt for sig selv. Jeg kan afsløre, at adskillige af de tilstedeværende kvindelige journalister var meget begejstrede for duften – til dem selv. Ja, jeg har skrevet det tidligere, herreparfumer til kvinder er en trend.

Foto: Viktor & Rolf
Tags: eventyr, Flowerbomb, herreduft, parfume, Spicebomb, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | Åben for kommentarer
27. november - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Det er 1. søndag i advent og traditionen tro er der selvfølgelig en adventskonkurrence her på skønhedsbloggen. Og det er ikke en hvilken som helst præmie, du kan vinde denne første adventssøndag, for jeg har nemlig fået fingrene i et eksklusivt eksemplar af den populære modeduo Viktor & Rolfs lyserøde eventyrbog Fairy Tales, som jeg skrev om her på bloggen for en lille måneds tid siden. Om disco-pindsvinet, der lyste i mørke. Om sneglen, der troede, at græsset var grønnere på den anden side, og om de fem parfumeflakoner, der sloges om prinsessens gunst. Der er selvfølgelig også et eventyr om blomsterbomben Flowerbomb, som også er navnet på d’herrers succesparfume. Du kan læse mere om bogen lige her. Bogen sælges ikke herhjemme, så det er et unikum-eksemplar, som vi udlodder, selvfølgelig sammen med en 50 ml Flowerbomb Eau de Parfum til én heldig vinder. Jeg har også to styk Flowerbomb mere i ærmet, så der totalt er tre præmier denne søndag. Flowerbomb EdP har en værdi på 695 kr. pr. stk. Alt, du skal gøre, for at deltage i konkurrencen er at skrive et par ord nedenfor i kommentarerne om, hvilket eventyr, der er dit yndlingseventyr – senest på torsdag den 1. december 2011. Så trækker vi lod blandt alle de fine kommentarer.

Foto: Viktor & Rolf Fairy Tales med illustrationer af Viktor & Rolf
Tags: adventskonkurrence, Fairy Tales, Flowerbomb, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | 70 Kommentarer
1. november - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Det er nu ikke kun Viktor & Rolf, der leger med de pink nuancer på øjnene. Chanel bruger pink som iøjnefaldende bryneffekt på deres seneste kampagne med danske Freja Beha i hovedrollen (og i øvrigt skabt som et samarbejde mellem Karl Lagerfeld, og überstylist og tidligere chefredaktør på Vogue Paris Carine Roitfeld), og så er rød og pink øjenskygge desuden de rigeur i øjeblikket. Tendensen startede sidste sæson hos Sonia Rykiel og har nu bredt sig fra Tom Fords luksusudgave og Marnis diskrete version til Thakoons næsten fluoriserende pink. Så fat blot de pink toner (din læbestift kan sagtens bruges, og ellers kan din blush), men gå til den med lidt forsigtighed. Jeg kan anbefale at duppe!
Foto: Diverse
Tags: Chanel, Freja Beha, Marni, Pink, Sonia Rykiel, Thakoon, Tom Ford, Viktor & Rolf, Øjenskygge
Posted in Skønhed | 2 Kommentarer
1. november - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Alt fra Viktor & Rolf synes at tage udgangspunkt i den sort/pink Flowerbomb i øjeblikket. Eventyrbogen, som jeg har skrevet om nedenfor, er i pink og sort, og det er selv makeuppen til deres seneste show i Paris. For her var modellerne iført først et sæt kunstige sorte vipper og derefter noget nær en vifte af pink vipper til at give en særlig effekt, der skulle matche de oversize sting, de havde lavet på deres kollektion. Showet viste tøj for næste forår og sommer, men er det noget, du skal gøre efter, så er det måske nok mere passende til den kommende festsæson, hvor pink er de rigeur. Se det med egne øjne næste gang, du klikker ind.


Foto: Viktor & Rolf
Tags: Flowerbomb, kunstige vipper, Pink, Viktor & Rolf, øjenvipper
Posted in Skønhed | En kommentar
31. oktober - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Aftenen inden mit møde med Viktor & Rolf lå jeg på mit værelse i Paris og læste eventyr. Og ikke hvilke som helst eventyr, nej, de var naturligvis skrevet af d’herrer Viktor & Rolf, hvis lyserøde eventyrbog ligger i stakke hos trendimperiet Colette. Om disco-pindsvinet, der lyste i mørke. Om sneglen, der troede græsset var grønnere på den anden side. Om cirklen og firkanten, der ikke kunne udstå hinanden, og om de fem parfumeflakoner, der sloges om prinsessens gunst. Der er selvfølgelig også én om blomsterbomben Flowerbomb, der stopper den onde krig. Jeg elsker eventyr, også dem for voksne, og kan i øvrigt også anbefale modeeventyrbogen This Little Piggy Went To Prada med børnerim omskrevet til modesprog. "I virkeligheden var det bare små historier, vi skrev til hinanden, når vi ikke var sammen," lød det samstemmigt fra Viktor & Rolf dagen efter, da jeg bad dem signere min bog. Alt er samstemmigt, når det kommer til dem og deres professionelle parløb. De gør alting sammen, og så indgroede er de, at de både ligner hinanden og endda afslutter hinandens sætninger. Når man interviewer dem, så stikker de indimellem hovederne sammen og hvisker, før de svarer, og det er absolut ikke alt, man får lov at få et indblik i. Så vil du have et ægte indblik i deres tanker, så læs eventyrbogen, der også kommer på hylderne herhjemme. Den siger mere om dem end du nogensinde vil kunne få ud af dem selv.

Foto: Viktor & Rolf
Tags: eventyr, Fairy Tales, Flowerbomb, This Little Piggy Went To Prada, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | En kommentar
30. oktober - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Forestil dig Diana Ross’ ørehænger Upside Down skratte i højttalerne i det store showtelt i Tuillerihaven i Paris, hvor de store modehuse holder deres shows. I begyndelsen lyder det velkendte disconummer som det plejer, men pludselig spiller det baglæns. Catwalken er spejlvendt, så podiet er i loftet, og de store blomsteropsatser vender nedad. Viktor & Rolf starter ublu showet med at komme ud og bukke, hvorefter modellerne træder ind. Alt er vendt på hovedet, og det er efterhånden synonym med Viktor & Rolf. Der var også dengang, de lavede et show, hvor alt gik i sort. Såvel baggrund som tøj og modeller, der var malet kulsorte, og så var der for nylig, hvor alle modellerne var malet røde i ansigterne. Eller dengang hvor de gik som i søvne iført udslået hår, dyner og hovedpuder sat fast i frisuren. En sæson drak de sågar modellerne halvfulde backstage, så showet blev en forløsende fest midt i en ellers højtidelige modeuge. Og så var der showet, der startede ud med en rå, sort kollektion med skinnende hjelme og bikerjakker i læder, og bedst som alle troede, at det var dét, udartede forestillingen sig til et pink blomsterorgie med kanoner, der skød blomsterblade ud, og en duft, der bredte sig i hele rummet. Det var sådan, de lancerede deres første parfume Flowerbomb.

Foto: Viktor & Rolf
Tags: Diana Ross, Flowerbomb, Upside down, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | Åben for kommentarer
29. oktober - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
… som jeg mødte for anden gang i Paris forleden. Første gang var i anledning af deres første parfume Flowerbomb, som siden er gået hen og blevet en af kæmpesucces. I virkeligheden er det ikke den allerførste, for lang tid inden Flowerbomb lavede de med sædvanlig skævhed en parfume, uden duft, der tillige ikke kunne åbnes, fordi de tænkte, at hvis de visualiserede sig til det, så ville L’Oréal måske få øjnene op for dem. Og det gjorde L’Oréal, for i dag har den hollandske duo ikke mindre end tre parfumer i stald – to til kvinder og en til mænd – og nu er endnu en herreduft på vej. Jeg har lovet ikke at fortælle endnu, hvad den hedder eller hvordan den ser ud, men jeg kan sige så meget, at Flowerbomb ikke bliver den eneste bombe, Viktor & Rolf smider. Klik ind igen og hør om modeller, der går i søvne, butikker, der vender på hovedet og om min nye yndlingseventyrbog for voksne med parfume som omdrejningspunkt. Det handler selvfølgelig altsammen om Viktor & Rolf.

Foto: Viktor & Rolf
Tags: Flowerbomb, parfume, Paris, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | Åben for kommentarer
27. oktober - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Bløde dyner og lækre hørbetræk. Det er ellers en sjældenhed i Paris, hvor man oftest skal klemme sin ind under et lagen. Men det er selvfølgelig blot en af de utallige detaljer, når man overnatter på et hotel, indrettet af konceptmageren Martin Margiela. For det kraftige hvide hørbetræk er ingen tilfældighed. Det går igen i alt, hvad Maison Martin Margiela står for, lige fra hans butikker til den hvide hørpose, som du får dine varer i, når du køber hans produkter (og som i øvrigt er blevet kult blandt modekendere, der ynder at bruge den som chik vaskepose). Det hvide stof og farven hvid kommer i øvrigt af, at Margiela i den spæde start ingen penge havde til inventar, og fandt møbler på loppemarkeder, på rejser og rundt omkring. For at få det til at passe sammen, malede han alt hvidt eller kom hvidt stof over. I dag er det blevet hans signatur, og giver et anderledes og eksklusivt indtryk på det nye Maison Champs-Elysées-hotel, hvor han står bag 12 suiter, lobbyen, en pianobar og en lille restaurant, hvor alle stole ser ud som om de er lettet fra jorden. Trompe l’oeil kaldes det, altså at snyde øjet, og det bruger han ofte. Klik ind igen og hør mere om en helt særlig parfume, der var udstillet på hotellet (og nej, det var ikke Margielas egen Untitled), om Viktor & Rolfs nye eskapader og om et par helt nye skønhedsprodukter, som jeg faldt over på min vej.

Foto: Maison Champs-Elysées
Tags: hotel, Maison Champs-Elysées, Maison Martin Margiela, Paris, Untitled, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | 2 Kommentarer
26. oktober - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Hold øje med skønhedsbloggen her de næste par dage, hvor jeg skriver fra Paris. Jeg er nemlig inviteret ned til en snak med d’herrer Viktor & Rolf (jeg mødte dem første gang i 2008, hvor de lancerede succesparfumen Flowerbomb, og det gik ikke kedeligt for sig!), så forvent dig alt lige fra omvendte modeshows, vipper af clips og rød foundation til skræddersnit og parfumer, der ikke kan åbnes. Og når jeg nu alligevel er dernede, så kan jeg jo lige så godt overnatte på det hotel, som jeg både har skrevet om og holdt foredrag om og hvad ved jeg. Nemlig Maison Champs-Elysées som er indrettet af ingen ringere end Maison Martin Margiela – manden og modehuset bag den kultparfume, som alle taler om i øjeblikket (og som I har kunnet både læse om og vinde her på skønhedsbloggen). Jeg lover at skrive meget mere om det hele, og mon ikke, at jeg også støder på et par interessante skønhedsfænomener undervejs.
Læs også En hemmelig parfume

Foto: Viktor & Rolf
Tags: Maison Champs-Elysées, Maison Martin Margiela, Paris, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | 3 Kommentarer
14. juli - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Hvad gør man ikke i skønhedens navn? Jeg truede med at skrive om tidens hotteste ansigtsbehandling, og den inkluderer både blod, sved og sikkert også tårer (nej, det skal retteligt siges, at behandlingen efter sigende ikke gør ondt). Behandlingen, der får kendisser og andet godtfolk til at styrte til doktorbriksen, hedder S3 Theraphy, men går under navnet Dracula Theraphy, fordi det grundlæggende handler om, at dit blod suges ud, centrifugeres, blandes med vitaminer og aminosyrer, og sprøjtes tilbage i dit ansigt. Ifølge Doctor Daniel Sister, der er en af de førende på området (og på en del andre skønhedsområder i øvrigt) skulle behandlingen kunne hele arvæv og få tør, rynket og kedelig hud til at se ung, frisk og glødende ud igen. Lyder det vildt? Så bør det måske tilføjes, at behandlingen har stor videnskabelig opbakning, og i årtier er brugt i lægeverdenen til at hele fx. tandkød og sportsskader.

Foto: Viktor & Rolf
Tags: Ansigtsbehandling, antiage, blod, Doctor Daniel Sister, Dracula Theraphy, S3 Therapy, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | 3 Kommentarer
13. juli - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Jeg har netop haft fingrene nede i alle de nye trends og produkter for efteråret og vinteren. Ja, i mode- og skønhedsverdenen er man altid mindst et halvt år fremme. Jeg skal selvfølgelig nok vende tilbage med masser af input i den forbindelse, når vi nærmer os en ny sæson (nu skal sommeren lige nydes først), men én ting faldt mig i øjnene, og det er masser af rødtonet makeup. Tag fx den hollandske duo Viktor & Rolf, der tog den hele vejen og malede deres modeller ildrøde i ansigtet (kan ikke anbefales!), eller de knaldrøde læber, der sås på shows lige fra Diane von Furstenberg og Miu Miu til Jil Sander og Gucci. Og så var der rød øjenmakeup hos Thakoon, i toner fra orange over pink til rød. På hudplejefronten tones også rødt flag. Et af de meget omtalte produkter i udlandet i øjeblikket er Peter Thomas Roths antirynke-vidunder Laser-Free Metamorphosis med såkaldt dragon’s blood, et planteekstrakt fra Amazonas, mens Dracula Theraphy er det hotteste nye indenfor ansigtsbehandlinger. Sidstnævnte skriver jeg mere om i næste indlæg, og jeg lover, at det er noget, du ikke vil gå glip af.

Foto: Miu Miu og Thakoon
Tags: Diane von Furstenberg, Dracula Treatment, dragon's blood, Gucci, Jil Sander, Laser-Free Metamorphosis, makeup, Miu Miu, Peter Thomas Roth, rød, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | 5 Kommentarer
17. november - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Det gør til gengæld en anden parfume med romantisk islæt, nemlig den hollandske designduo Viktor & Rolfs Flowerbomb i en særlig limited juleversion i emballage dekoreret med netstrømpe-print. Selve flakonen er iført pink tyl. Den tyl-dekorerede Flowerbomb er i øvrigt del af en større trend af boudoir i skønhedsverdenen. For blonder, kurver og røde læber hører ikke kun 1950’erne til. Kvindelige former er tilbage på podierne i stor stil, og du skal heller ikke blive overrasket, hvis din parfume er iført netstrømper, din mascarabørste har idealmål og din foundation rimer på lingeri.

Foto: Viktor & Rolf
Tags: boudoir, netstrømper, tyl, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | Åben for kommentarer
10. januar - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Den smukke sangerinde Roisin Murphy er tidligere forsanger i bandet Moloko, og optrådte for nylig live til designerduoen Viktor & Rolfs seneste modeshow i Paris iført en tylkreation, der dækkede hendes højgravide mave. Det er ikke kun hendes stemme, der er karakteristisk. Hun er lige så kendt for sin fine hud og rosenkinderne, som i øvrigt bliver en stor makeuptrend til foråret. Murphys skønhedslov lyder: ”Forelsk dig. Jeg lyder lidt som Joan Collins, men man bliver smuk, når man er forelsket. Dét og så Armani makeup. Pudderet er fantastisk, det forsvinder ind i huden.”
Foto: Viktor & Rolf
Tags: Roisin Murphy, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | Åben for kommentarer
27. december - 2009 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Hvidt er ikke nyt. Før vi overgav os til det solgyldne look, udgjorde hvid skønhedsstandarden i mere end 4500 år. Den var den ultimative skønhedsgarant helt tilbage fra antikken til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor Coco Chanel efter sigende faldt i søvn i en stol og vågnede op med en solgylden hud, der blev den nye standard for sundhed. På malerier af Botticelli til statuer af Venus fra Milo var kvindernes hud hvid som elfenben og som det tynde porcelæn, de fik serveret deres eftermiddagste i. Lys hud er stadig et tegn på sundhed i vore dage, hvor vi ved, at solen også har en bagside. På podierne var den kridhvide geisha-hud også tilbage hos designere som Rodarte og Viktor & Rolf. Som nævnt sætter de japanske kvinder deres spor i tiden.

Foto: Viktor & Rolf
Tags: Coco Chanel, lys hud, Rodarte, sundhed, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | Åben for kommentarer
15. december - 2009 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Det kan godt være, at Viktor & Rolf laver chikke huller i deres forårskollektion, men der er også en anden slags huller, som få taler højt om. Mølhuller. Sandheden er, at tidens lækre kashmirsweatre, bløde silke og rå uld er magneter for møl, hvis du er uheldig. Men der er håb forude. I sommer lancerede det fine italienske parfumemærke Santa Maria Novella en velduftende, naturlig mølspray – Santa Maria Novella Scented Papers and Spray for Drawers and Wool – som jeg for nylig fik fingrene i. Den dufter af kløver, lavendel, cedertræ og mint, og du sprayer blot lidt på de fine medfølgende papirer og hænger dem på bøjlerne i dit garderobeskab. Naturligt, chikt og yderst velduftende. Køb den med hjem næste gang du er i London, New York, Paris eller i Italien.

Foto: Viktor & Rolf
Tags: Huller, mølspray, Santa Maria Novella, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | 5 Kommentarer
15. december - 2009 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
En stor trend i det nye år er cut outs, der tæller alt lige fra afklippede bukseben, perforeringer og deciderede huller med kig til undertøj og hud. Hos nogle (læs: Prada) var det trevlet og skødesløst, og hos andre (læs: Viktor & Rolf) var det langt mere raffineret med præcise huller i store tylskørter. Jeg fandt dette motorsavsmassakre-foto, som Viktor & Rolf stillede op til for branchebladet Women’s Wear Daily. Hvad gør man ikke i modens navn?
Læs også Viktor & Rolf

Foto: WWD
Tags: Cut outs, Prada, Viktor & Rolf
Posted in Skønhed | Åben for kommentarer