Når dekolletéen crepper …

4. april 2016 - Artikel af Charlotte Torpegaard - 10 kommentarer.

Ja, vi er jo alligevel i gang med skønhedsverdenens mere skæve elementer (tjek blot min seneste ILOVEBEAUTYboks), så vil jeg da lige nævne denne, som jeg faldt over for nylig: The Décolleté Pad. Og inden du rynker på næsen af skønhedsbranchens overflod af produkter, så vil jeg blot lige sige bede dig tage et grundigt kig på din dekolleté i spejlet (ja, det er den, der går fra skulder til skulder og i en trekant ned til kavalergangen) og tjekke om den er lige så fin, ensartet og glat som dit ansigt er. Nej vel? Min er i al fald ikke. Desværre. Huden dér er nemlig superfin og ekstra udsat, og rigtig mange af os glemmer, at ansigtspleje ikke stopper ved halsen, men reelt først helt nede ved barmen, hvis du vil din hud det bedste. Det gælder både den daglige ansigtspleje og solplejen, ej at forglemme. Og så er der en anden ting. Når du sover på siden, tager tyngdekraften over og så kommer der de dér små crepede rynker, som ikke rigtig vil gå væk igen (i al fald ikke, når du har nået en vis alder). Det besluttede LA-makeupartisten Calmille Calvet sig for at gøre noget ved, så hendes celebre kunder kunne fremstå bedst muligt på tv og den røde løber, og hun opfandt The Décolleté Pad som er en slags silikonepude med masser af fugt, som du sætter på huden, inden du går i seng. Den skulle klare sagerne for dig. Hvis du synes, at det er lidt meget at sove med (når du også har natmasker, sovebriller, hårkur, SaveMyFace-pude og K-Beauty-fodsokker), så kan du jo altid starte med at huske på føromtalte. At din daglige ansigtspleje går helt ned til brystet. Det gælder også masker og serum.

Dekollete

Tags: , , , , ,

Denne artikel blev tilføjet april 4, 2016 i kategorien Ilovebeauty tips. Du kan skrive en kommentar til artiklen.