Posts Tagged ‘teenagehud’

Rene børster

30. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Du skal stadig rense børsterne i ny og næ, men en ekstra bonus ved Tokidoris makeupbørster er, at de er antibakterielle, og dermed mindsker risikoen for unødige urenheder. Og så er de små japanske 3D-Tokidorifigurer, der pryder børsterne supercute. Tokidori er skabt af den italienske kunstner Simone Lego, og de er hurtigt gået hen og blevet kult. Børsterne fås desværre kun hos Sephora, så køb dem næste gang, du er i udlandet. 

Foto: Tokidori 

Blotting Papers

29. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Måske kender du det allerede, men ellers er blotting papers en rigtig god lille ting at have med sig i tasken. Blotting Papers er helt tyndt papir, der suger overskydende fedt fra huden, så du altid ser mat og frisk ud. Det kan bruges i stedet for pudder, der ofte kan komme til at se, ja pudret ud, hvis du kommer det på mange gange om dagen. Det er i virkeligheden en oldgammel japansk opfindelse, men spås at få en stor renæssance til efteråret, hvor det pudrede look er passé. Herhjemme fås Blotting Papers blandt andet hos Chanel og MAC. Jeg har tidligere skrevet om, at det er en must-have blandt Hollywood-stjernerne, når de skal til Oscar-uddeling. Det kan du læse lige her 

Foto: Too Faced

#6 En modelfavorit

28. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Og så tilbage til Victoria, der havde svært ved at finde en foundation, der kunne holde hendes 17-årige hud fin og mat hele dagen. Som hun skrev: ”Jeg har prøvet SÅÅÅ mange forskellige foundations, jeg har fedtet og lidt uren hud. Jeg har en rigtig lang dag, så makeup skal bare holde, men jeg synes altid, at jeg begynder at skinne i hovedet, og det er så træls!” Jeg anbefalede Victoria at prøve Rimmels Stay Matte Foundation eller pudder, der for nylig er blevet opdateret i formlerne, og jeg ved, at en del af de helt unge modeller er glade for dem. Og så tilføjede jeg i øvrigt nogle af de tips og råd, som du også har fået de seneste dage, ikke mindst dem om gode hudplejerutiner og om at sørge for at vaske sine makeupremedier. Og det virkede! Et par dage efter modtog jeg igen en mail fra Victoria: ”Hej igen Charlotte, jeg bliver altså lige nødt til at svare dig tilbage. Tusind tak for rådene, de blev allerede taget i brug dagen efter. Den foundation er da bare fantastisk til mig. Jeg kan slet ikke mærke, at jeg har den på, og man kan heller ikke se det! Endelig en foundation, der duer til min hud. Og prøverne på Clean Start står på hylden, og det duer! Tusind tak, Victoria. ” Se, så er det jo en fantastisk fornøjelse at give råd fra sig. Måske du også kan få glæde af det, eller kender nogen, der kan.

Foto: Arkiv 

#5 Husk også

27. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Og så er der de helt gængse råd, der er med til at holde huden i fin form: Drik masser af vand. Sørg for at vaske dine makeuppensler, svampe og børster jævnligt i mild shampoo. De kan være rene bakteriebomber, hvis du ikke holder dem rene og pæne, og det kan sagtens skabe urenheder i din hud. Skift dit hovedpudebetræk ud med et silkebetræk. På den måde undgår du, at hud og hår fedter i løbet af natten. Det kan i mange tilfælde mindske problemer med akne. Og sørg så for at få rigeligt med frisk luft, så din hud kan blive iltet godt igennem.  

Foto: Arkiv 

#4 Samples

26. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Gode hudplejeprodukter er sjældent billige. Til gengæld vil du opleve, at de er drøje i brug og en rigtig god investering i både din hud og dit udseende. For hvad hjælper den nyeste Alexander Wang-top eller Celine-taske, hvis din hud er trist og uren? Nej vel. Men husk altid at bede om en prøve på produkterne, inden du køber. Forhandlerne ligger inde med små samples til samme formål, og har de ikke nogen liggende, så bed om at få lidt med hjem i en lille plastikkrukke. På den måde sikrer du dig, at produkterne er noget for dig, og du bruger ikke penge på produkter, du ender med alligevel ikke at kunne bruge. Nogle forhandlere er lidt karrige med produktsamples (hvad jeg absolut ikke forstår), men du er i din fulde ret til altid at bede om en prøve, inden du køber (de, der har læst min skønhedsbog, ved, at jeg levede af prøver op gennem hele min studietid, men det er en helt anden historie).

Foto: Sephora.com 

Stadig svært?

25. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Så anbefaler laboratorierne hos L’Oréal Paris, at du tjekker din hudtype således: ”Start med at vaske dit ansigt uden sæbe (men med et mildt renseprodukt) og undlad at anvende creme i ansigtet efterfølgende. Mærk efter, hvordan din hud har det umiddelbart efter vask og efter 3-4 timer. Så kan du vurdere, om din hud føles tør, fedtet eller både-og. Derefter kan du lettere udvælge den ansigtscreme, der matcher din hudtype”. 

Foto: Arkiv 

#3 Find din hudtype

24. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det kan være svært at finde de rette hudplejeprodukter, hvis du ikke kender din hudtype, især fordi rigtig mange skønhedsmærker definerer deres produkter ud fra netop hudtyper. Her er nogle generelle kendetegn på hudtyper, som du måske kan genkende dig selv i: 1) Normal hud – sådan en har du, hvis din hud føles blød og smidig at røre ved, ser ensartet ud og hverken virker fedtet eller tør i overfladen. Brug gode, enkle plejeprodukter, så du holder din hud i den fine form. 2) Kombineret hud – kendetegnes ved ofte at være lidt tør i kinderne, mens T-zonen, som er pande-næse-hage-området, typisk kan være fedtet og lidt skinnende i perioder. En ansigtsmaske et par gange om ugen til kombineret hud kan være en stor hjælp. 3) Tør hud – kan ofte føles lidt ru i overfladen og er samtidig følsom overfor miljø, årstider og luftforandring. Typisk ses linjer og rynker også langt hurtigere i en tør hud. En god ansigtsolie under din dagcreme kan være en stor hjælp. 4) Fedtet hud – ses især som skinnende områder i panden, omkring næsen og hagen, og er ofte lidt tykkere end andre hudtyper. Den er mindre følsom overfor ydre faktorer og udvikler langt færre rynker. Brug evt. en oliefri gelé i de skinnende områder og et matterende pudder.  

Foto: Tommy Ton

#1 Rens

22. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg plejer at sige, at hvis du er gammel nok til at bruge makeup, så er du også gammel nok til at rense den af igen. Jeg ved det godt, der kan være masser af grunde til, at makeuppen sidder på natten over – for sent i seng, nåede det ikke lige, havde ikke lige noget at rense med, livet er for kort til at rense osv. De holder desværre bare ikke, hvis du gerne vil have en fin, klar hud. Faktum er, at lader du makeup, snavs og forurening sidde på din hud, så tilstoppes dine porer, og du risikerer at få unødige urenheder og et kedeligt grumset skær i huden fra døde hudceller, som ikke bliver fjernet fra hudens overflade. Dertil selvfølgelig en god fugtighedscreme, der kan holde huden smidig og i balance. I virkeligheden handler det blot om at gøre det til en vane at bruge 5 minutter hver aften på din hud, samt at finde et godt renseprodukt, du kan have med i bruseren om morgenen. Jeg byder ind med nogle gode plejeserier om lidt. 

 

Foto: Betsey Johnson og Alexander Wang