Posts Tagged ‘strandspa’

Strandspa #5

10. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Okay, denne tilhører de mere avancerede, men det er det hele værd. Virkelig. Medbring en god økologisk kropsolie i en lille flaske, så den ikke ligger og fordærver i solen, og smør dig så ind, lige inden du hopper i bølgerne allersidste gang den dag. Din hud bliver helt fantastisk blød og smidig, og det er en virkelig blødgørende afslutning på dagens solbadning. Din hud vil takke dig for det. 

Foto: Balm Balm 

Strandspa #4

9. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du skulle have en smule til overs af den håndfuld solcreme, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du bruger til at smøre dig grundigt ind i, inden du går i solen, så massér den grundigt ind i håndryg og neglebånd. Selv om de er det første sted, der afslører alderstegn, så er hænderne ofte dem, vi glemmer i hverdagen. Samtidig holder du neglebåndene bløde og smidige, så dine negle bliver sunde og stærke. Har du lidt solcreme tilbage, når sommeren er ovre, så brug den i stedet for håndcreme. Den kan alligevel ikke holde sig til næste år. 

Foto: Backstage 

Strandspa #3

8. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Tip! Du kan også beskytte håret med et af de mange chikke bandanas, der prydede podierne fra Hermès til Marni. Det er en af højsommerens hotteste trends, og har du lige fået en opdatering hos frisøren inden ferien, så er det samtidig den bedste måde at bevare klip, struktur og farve intakt. 

Foto: Marni 

Strandspa #2

8. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Selv om det uglede strandhår har fået en kraftig renæssance de sidste par somre, så har dit hår ikke godt af at blive udsat for sol og saltvand, og slet ikke i kombination. Sommeraftenerne kan du sagtens bruge til noget mere spændende end at sidde hjemme med hårkur, så kom i stedet hårkuren i håret, inden du smutter på stranden, og smid bøtten i strandtasken, så du har den ved hånden. Wetlook er oven i købet supermoderne denne sommer, så fyld du bare på. Suppler med hårkur, når du har været i vandet og også gerne en solspray til håret med SPF. 

Foto: Diverse 

Strandspa #1

7. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Bliver du rastløs af at ligge for længe på badehåndklædet, så brug i stedet tiden til at gå en god tur i vandkanten. Dine fødder vil elske dig for det (og de vil se meget flottere ud i dine yndlingsstiletter), blot du sikrer, at de er smurt godt ind i en vandfast solcreme. Fødderne får massage og det grove, våde sand virker som en naturlig pimpsten, der blødgør din hud. Samtidig får du motion og slanke ben. Smør fødderne ind i solcreme, når du er tilbage på håndklædet. 

 

Foto: Louboutin

På strandspa

7. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

I COVERs julinummer har jeg skrevet en artikel om alle de skønhedting, du med fordel kan foretage dig på stranden. For uanset om du nyder sommeren på stranden i Trouville, Tropez eller Tisvilde, kan du lige så godt benytte tiden til lidt ekstra forskønnelse, nu du alligevel ligger der. Det kræver næsten intet, og skulle du gå hen og blive udmattet af at smøre og spraye, så kan du altid toppe med en velgørende strandmassage, som efterhånden tilbydes de fleste steder. Klik ind igen og få nogle af tipsene her på skønhedsbloggen. Resten kan du finde i magasinet. 

Foto: COVER