Ja, det er måske en søgt anledning til at skrive lidt om sol, men for nylig blev jeg interviewet til jyske Stiften, og jeg synes lige, at I også skulle have et par tanker om sol-idealer med på pinsevejen. For det solgyldne look har ikke altid været skønhedsidealet, tværtimod. Fra Antikken og frem til begyndelsen af det 20. århundrede efterstræbte man den hvide hud, som den kendes fra malerier af Botticelli: Elfenben med et skær som tyndt porcelæn. Overklassens smukke kvinder havde lys hud og klædte sig i hvidt, mens mørk hud var for de lavere klasser. Det syn fik Coco Chanel ændret. Det siges, at hun faldt i søvn i en stol udenfor, da hun var ved Middelhavet, og vågnede op med solgylden hud. Ingen kan som Chanel starte en ny trend, og solgylden hud blev hurtigt det nye tegn på sundhed. I 1980′erne var det dog ikke sundt længere, med soldyrkelse, der grænsede til det ekstreme. Tænk stanniol til at fange solen med, og Spies-fly med læssevis af brændte chartergæster, der døjer med masser af efterveer i dag, hvor hudkræft desværre er en af de hyppigste kræftformer herhjemme. Modreaktionen har været et heftigt forsøg på at promovere Hollywoodstjerner som Nicole Kidman og Cate Blanchett som porcelænshvide skønhedsidealer, men det kridhvide look vandt aldrig rigtigt frem. For indrømmet, vi ser bare lidt bedre ud med en sund kulør og lidt sol i kinderne, og i dag er idealet naturlighed og balance. Så husk din solcreme, og ophold dig nu i solen med måde. Rigtig god pinsemandag!
Foto: Coco Chanel
