Jeg vover pelsen

18. april 2017 - Artikel af Charlotte Torpegaard - 4 kommentarer.

Jeg skrev om den første gang tilbage i 2013, hvor den var ny på markedet herhjemme. Her, fire år efter, går der ikke en dag, hvor jeg ikke bliver spurgt om min holdning til den. Vi taler selvfølgelig dermaroller, den lille ansigtsrulle med mikronåle (et par hundrede af slagsen for at være mere præcis), som du ruller over huden. Den ses da også overalt. Bloggere får penge for at stille sig frem på de sociale medier og vise fornyet hud, et hav af websites dukker op med afarter af den lille nålerulle til spotpris og selv Bilka har set fidusen og sælger rullen til få hundrede kroner. Og mens jeg har set virkelig fine resultater på fx pigmentforandringer, som ellers kan være supersvære at komme af med, så har jeg også set langt mere kedelige resultater med bakterier, ar, fortykning af huden og sensitivitet. Med mikronålene påfører du huden en kontrolleret skade (usynlig for øjet hvis du vælger de originale dermaroller-versioner og endvidere gør det korrekt, og langt mindre kontrolleret, hvis du køber en af de billige fra Kina, hvor nålene sidder som vinden blæser) og jeg har det personligt med dermaroller som jeg har det med alle andre nåle til ansigtet; det er ikke helt for sjov og der skal være en grund til at gøre det. Derudover skal det gøres rigtigt. Det kræver i mine øjne altid en demonstration fra en professionel, der viser dig præcis, hvordan du ruller korrekt (og dermed undgår skader), viser dig hvor ofte (så du ikke overgør det med sensitivitet til følge) og derudover viser dig præcis, hvordan du holder din dermaroller ren (og dermed undgår bakterier og infektion i huden). Og allervigtigst tjekker din hud for at se, om det er en dermaroller, du har brug for. Eller om du skal starte et helt andet sted for at få den hud, du drømmer om.

Tags: , , , , , ,

Denne artikel blev tilføjet april 18, 2017 i kategorien Ilovebeauty tips. Du kan skrive en kommentar til artiklen.

Nej, dermaroller er ikke for alle

17. april 2017 - Artikel af Charlotte Torpegaard - 2 kommentarer.

Jeg håber, at I har haft en dejlig påske. Selv havde jeg planer om at plante en masse nyt i køkkenhaven i mit sommerhus, men vejret blev ikke helt som jeg havde regnet med. Så det blev i stedet til ren afslapning, masser af påskeæg og en række af de film, som jeg har haft til gode i alt for lang tid. Nu er jeg retur – med ordentlig netadgang – og klar til at tage fat i en række indlæg, som jeg har villet lave længe. Med udgangspunkt i de spørgsmål, jeg får alleroftest fra jer i min lille pavillon, vil jeg gerne gå lige til sagen og slå knude på et par skønhedsmyter i de kommende dage. Et af dem handler om den berømte – og berygtede – dermaroller som selv Bilka er begyndt at sælge (og nej, det er jeg absolut ikke fan af, men det har du nok gættet). Et andet handler om A-vitamin-systemer og endnu ét om cellulitecremer. Så stay tuned, hvis disse ting også har været på dine læber (eller måske er endog er landet på dine hylder). Har I andre skønhedsmyter, I gerne vil have vendt, så skriv endelig en kommentar. Og rigtig god søndag aften.

Tags: , , , , ,

Denne artikel blev tilføjet april 17, 2017 i kategorien Hold øje med. Du kan skrive en kommentar til artiklen.

En skønhedsmyte mere

3. maj 2010 - Artikel af Charlotte Torpegaard - Ingen kommentarer.

Er dyre produkter bedre end billige? Det spørgsmål får jeg ofte. Med skønhedsprodukter er det lidt som med biler. Både en Fiat og en Ferrari vil flytte dig fra A til B, men der er pokkers til forskel på hvordan. Når det er sagt, er det ikke givet, at dyre skønhedsprodukter er bedre eller yder mere for din hud. Vi falder også for image og emballage. Jeg har set masser af dyre produkter, der ikke består af meget andet end vand og olie, og masser af billige med et rigt indhold. Der findes gode og dårlige produkter i alle prisklasser. Så er du ude efter kvalitet frem for emballage, er det indholdet – og ikke prisen – du skal spørge efter ved disken. 

billede-1

Foto: Arkiv 

Tags:

Denne artikel blev tilføjet maj 3, 2010 i kategorien Skønhed. Du kan skrive en kommentar til artiklen.