Posts Tagged ‘rue Bonaparte’

By the book

4. oktober - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
I rue Bonaparte ligger også en af mine absolutte yndlingsboghandlere. Først og fremmest elsker jeg Assouline for stemningen og deres fantastiske modebøger, som jeg gerne slæber hjem i hobetal. Hvis du ikke har plads til de helt store mastodonter i kufferten – kæmpebøgerne om Christian Dior, modellen Veruschka og fotografen Helmut Newton står højt på min ønskeliste – så fyld op med Assoulines serie af pixiebøger, Editions Assouline, om alle lige fra designere som Marc Jacobs og Madeleine Vionnet til skønhedsdronninger som Helena Rubinstein, der var en af de helt store pionerer, når det kommer til skønhedsfilosofier som vi kender dem i dag. 
 
editions-assouline
 
Foto: Assouline 
 

Les Beaux Arts

3. oktober - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Rue Bonaparte huser også caféen Le Pré aux Clercs, hvor jeg ofte har snuppet et hurtigt måltid, og endda holdt den hyggeligste – og meget lokale – nytårsaften en gang, hvor min kæreste og jeg kom meget sent til Paris og ikke kunne finde bord nogen steder. Lidt længere nede, overfor L’École des Beaux Art, der er Paris’ kunstskole og det sted, hvor designere som Dries van Noten og Rick Owens har tradition for at holde deres modeshows, ligger en butik uden navn på facaden. Det er her, jeg forelsker mig i Azzedine Alaïa-ballerinaer, Lanvin-toppe og Marc Jacobs-kjoler. Jeg har flere gange været heldig at finde tingene på udsalg til halv pris.
 
alaiaflat
Foto: Azzedine Alaïa
 

Rue Bonaparte

2. oktober - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Jeg tror aldrig, at jeg har været i Paris uden at slå et smut forbi rue Bonaparte. Her har jeg mine faste stop, der tæller blandt andre pariserkonditoriet La Durée, hvor jeg køber de franske macarons i fine pastelfarver, som jeg efterhånden har blogget en del om. Det er den bedste parisersouvenir, du kan bringe med hjem, og her under modeugen kommer de sågar i en særlig fin æske designet af skoguruen Christian Louboutin (det er ham med de lakrøde såler). Tjek også deres parfume og hundekiksene, og bestil en kop te og en konditorkage i den fine tesalon, der har højt til loftet og blomstrede vægge. 
billede-2
Foto: La Durée