Posts Tagged ‘rens’

Think pink

18. april - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Den er blevet kaldt for et lille makeupvidunder, og hemmeligheden bag film- og tv-makeup. Den har også fået en pris af det anerkendte amerikanske skønhedsmagasin Allure. Der findes et utal af videoer på YouTube og MySpace, der viser, hvordan den bruges. Tænk, hvad en lille pink svamp kan afstedkomme. Det korte af det lange er, at den ergonomiske og ellipseformede makeupsvamp er yderst velegnet til foundation, hvis du ikke bryder dig om at bruge fingrene. Du kommer let ind i hjørnerne med spidsen, og den har ingen kanter, der kan sætte mærker på huden. Desuden er den latex- og parfumefri. Ligesom med andre makeupsvampe kan den dyppes i vand, så den er mættet allerede inden du bruger den til foundation. På den måde suger den ikke så meget produkt, og du sparer både penge og slipper for at komme for meget foundation i ansigtet ad gangen. Den kommer også med et særligt renseprodukt, men du kan altså også sagtens bruge vand og en mild shampoo. Husk at makeupsvampe altid skal renses efter hver brug, så du slipper for uønskede bakterier som overføres til huden. Du finder den på danske og udenlandske webshops. Tak til Pia, der sendte mig et spørgsmål om Beauty Blender. 

Foto: Beauty Blender

Benedicte Balling

15. januar - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Til daglig er Benedicte morgenvært på The Voice, hvor hun underholder lytterne med alt lige fra musik til nyheder, gadgets og interviews. Og så har hun en særlig forkærlighed for skønhedsprodukter og er den, jeg kender, der oftest har været bare en lille tur hos frisøren (læs: Gun-Britt). Helt fra barnsben er Benedicte blevet opfostret med skønhedstips fra sin – i øvrigt yderst smukke og velplejede – mor: ”Rens ansigtet hver morgen og aften, og giv dig selv et dagligt indre brusebad med en masse vand! Det har jeg levet efter, og det vil jeg blive ved med. For mig er det som at køre cykel, det sidder på rygraden. Og så er jeg begyndt at tørbørste mig om morgenen – et godt tip fra Charlotte!” Et yndlingsprodukt hos Benedicte lige nu er Laura Mercier Illuminating Tinted Moisturizer SPF 20. ”Jeg fik den i værtindegave, og den giver et helt fantastisk frisk look, fordi der er en smule guldeffekt i den. Den kan jeg ikke leve uden i disse grå dage.”

 

Foto: Laura Mercier 

#1 Rens

22. juli - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg plejer at sige, at hvis du er gammel nok til at bruge makeup, så er du også gammel nok til at rense den af igen. Jeg ved det godt, der kan være masser af grunde til, at makeuppen sidder på natten over – for sent i seng, nåede det ikke lige, havde ikke lige noget at rense med, livet er for kort til at rense osv. De holder desværre bare ikke, hvis du gerne vil have en fin, klar hud. Faktum er, at lader du makeup, snavs og forurening sidde på din hud, så tilstoppes dine porer, og du risikerer at få unødige urenheder og et kedeligt grumset skær i huden fra døde hudceller, som ikke bliver fjernet fra hudens overflade. Dertil selvfølgelig en god fugtighedscreme, der kan holde huden smidig og i balance. I virkeligheden handler det blot om at gøre det til en vane at bruge 5 minutter hver aften på din hud, samt at finde et godt renseprodukt, du kan have med i bruseren om morgenen. Jeg byder ind med nogle gode plejeserier om lidt. 

 

Foto: Betsey Johnson og Alexander Wang