Posts Tagged ‘Pedicure’

Professionel manicure

28. april - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Wauw, hvor har I mange fantastisk gode tips til neglene i konkurrencen nedenfor (du kan stadig nå at være med, hvis du har lyst til at vinde smukke smukke neglelakker fra kultmærket Essie – klik blot lige her). Der er tips om alt lige fra citronbade og neglefile til håndcremer og hurtigtørrende sprays, så gør dig selv den tjeneste at læse dem. Gør også dine negle den tjeneste at læse Laura Bonnés tips til manicure og pedicure her. Laura står bag den populære spa Amazing Space i København, som jeg har skrevet om masser af gange her på skønhedsbloggen, og Laura har netop lanceret Amazing Nail Color Collection med neglelakker i 20 flotte farver. 1) Stik hænder eller fødder i et blødgørende bad med friskpresset citron, havsalt og lidt eddike i 6-8 minutter. 2) Massér og blødgør neglebåndene med negleolie og skub dem nænsomt tilbage med hjørnet af et frottéhåndklæde. 3) Massér hænder og fødder i 3-4 minutter med en lille håndfuld havsalt tilsat lidt varm olivenolie og vask dem efterfølgende grundigt. 4) Fil neglene i en smuk form ved at føre filen fra siderne og ind mod midten – sådan får du den flotteste form og undgår negle, der flosser. 5) Afslut med hånd- og fodcreme samt neglelak i din yndlingsfarve. 

Foto: Backstage

Look good, feel better

27. oktober - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har fået en del fine kommentarer fra kvinder, der har haft kræft – og Look Good, Feel Better – tæt inde på livet. Tak for jeres ord og ærlighed! Det er utroligt, hvordan dét at tage sig kærligt af sig selv, kan påvirke vores mentale sundhed. I min skønhedsbog har jeg skrevet om Dr. Mike McPhilips, konsulent i psykiatri i London, der udfra kvinders udvoksning i håret, kan se, hvor længe de har været deprimerede. Heldigvis anvender mange behandlere nu en mere helhedsorienteret tilgang til behandling af depression, der blandt andet inkluderer manicure, pedicure og lange bade. Et simpelt ritual som at rense huden eller lægge makeup er ikke blot forskønnende. Det er en besked til dig selv om, at du er værd at tage dig af og bruge personlig kvalitetstid på. 

boudoir 

Foto: Arkiv

Cow Groom

20. oktober - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Jeg er måske blevet bidt af en gal ko, men jeg bliver nødt til også at fortælle om Cowsheds charmerende lille spa i Portland Road, som jeg besøgte i går. Det er et virkelig fint sted at få en manicure eller pedicure, hvis du er i London, og i øvrigt i de mest behagelige mani-pedi-stole, jeg har prøvet. Bløde puder, grøn te og dit eget lille tv, så du kan se Venner eller Gossip Girl, mens du får masseret fødder. Bagefter kan du sætte dig ved det store træbord med te og cupcakes, mens lakken tørrer. Det er også et yndet sted for de såkaldte Pretty Parties – altså venindeskønhedsaftener – som er ultrapopulære i England. 
 
cowshed_11
 
Foto: Cowshed 
 

Apropos

20. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har brugt min formiddag hos Nail Office på Strandvejen i Hellerup. De, der har fulgt bloggen eller læst min skønhedsbog, vil vide, at jeg har en særlig forkærlighed for Rescue Beauty Lounge i New York, hvor manicuredronningen Ji Baek regerer iført tårnhøje Manolo Blahniks. Nail Office er Danmarks svar på Rescue Beauty, og Mariya, der står bag, går i mindst lige så høje hæle. Hygiejnen og enkeltheden er også den samme, og der er ikke spor i luften af, at du befinder dig i en neglesalon. Skal du have en perfekt pedicure (spørg efter Neli) eller manicure, hvad enten det er helt efter bogen eller mere avanceret, som det ses på podierne, så giv dem et kald. Jeg valgte i øvrigt postkasserød som en værdig efterfølger til sommerens koral. Læs mere på www.nailoffice.dk. billede-14 Foto: Nail Office

Smukke fødder

4. juli - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det tredje ferieritual er pedicure. Mange glemmer, at det er fødderne, der skal bære dig gennem en varm sommer, så de fortjener lidt ekstra pleje (og så er der heller ikke noget værre end uplejede fødder i sandaler!). Jeg har droppet alle de fancy pedicuresteder for mange år siden, og skiftet dem ud med en god, gammeldags fodklinik i Hyskenstræde i København, hvor Winnie og Rigmor huserer. De bruger i øvrigt en fantastisk fodcreme med mentol, som de får blandet hos Vaisenhus Apotek i Landemærket. Det kan man også selv få gjort, selv om den kun sælges i større bøtter. Fodcreme kan man aldrig få for meget af! billede-42 Foto: Arkiv

En fodnote

18. juni - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

"At få pedicure jævnligt er et modestatement på linje med tøj og accessories og bør ikke være noget, man først kommer i tanke om, når det er for sent." De vise ord kommer fra manicuredronning Ji Baek, der står bag salonen Rescue Beauty Lounge i New York, som jeg har haft fornøjelsen af at besøge et par gange. De faldt efter min ‘Rescued by La Mer Pedicure’ – en timelang behandling udelukkende baseret på de eksklusive La Mer-produkter. På fødderne! "Det er ikke kun dit ansigt, der tæller. Dine fødder er akkurat lige så værdifulde, så send lidt af den kærlighed, du giver dit ansigt, ned til dine fødder." Og i en modeverden, hvor stiletterne har nået en hælhøjde på 17 centimenter er fodpleje blevet et stadigt vigtigere skønhedsritual. Der er da heller ikke noget bedre! Læs mere på www.rescuebeauty.com. billede-22 Foto: Rescue Beauty Lounge