31. december - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Concealer er uundværligt til et smukt nytårslook (og alle andre smukke looks i øvrigt). Kom lidt under øjnene, på hagen, langs næsebenet og hvor du ellers måtte have behov for en lille hjælper. Vælg altid en concealer som er en tone lysere eller alternativt samme tone som din hud – for mørk concealer får dig til at se træt ud og for lys concealer synes alt for tydeligt. Hvis din concealer er lidt tykkere i konsistensen end godt er, så kan du blande den med en smule dagcreme eller lotion, og dup den så på,hvor det måtte behøves. Du kan også bruge lidt lys concealer øverst på kindbenene til at give lidt highlight.
31. december - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Mangler du inspiration til nytårsmakeuppen her på falderebet, så gør din makeup ultramoderne med lidt gloss. Ikke kun på læberne, men også på kinderne, så huden får det dugfriske look, som er så eftertragtet, og på øjenlågene, som det sås på utallige podier under de seneste modeuger. Har du ikke en øjengloss på hylden, så kan du sagtens bruge en klar eller en diskret lipgloss til formålet, eller du kan gøre det lidt mere naturligt med en skinnende læbebalsam (det gjorde makeupartisterne hos Dior). Gloss løs, og sørg for at sætte håret, så det ikke hele tiden ryger ind i glossen.
30. december - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Er din hud ikke lige så dugfrisk og glødende, som du kunne ønske det? Det er der råd for, og endda et hurtigt ét af slagsen. Gør som Helena Christensen – som er kendt for sin smukke, dugfriske hud, der altid får hende til at se sund og ungdommelig ud – og kom lidt olie i din dagcreme eller direkte i din foundation, hvis du bruger en sådan. Har du en ansigtsolie (makeupartisterne sværger til MAC Careblend Oil og Helena Christensen sværger til Rodin Olio Lusso), så brug et par dråber af den, og ellers kan du sagtens bruge lidt olivenolie, mandelolie eller kokosolie fra køkkenet. Brug også gerne lidt på kraveben og dekolleté, hvis din kjole er lidt nedringet.
28. december - 2011 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Adventskonkurrencer er én tradition her på skønhedsbloggen. Nytårsnedtælling er en anden, og her får du masser af lette, brugbare tips til en smuk og chik nytårsaften. Vi tæller ned fra 10, så klik endelig ind flere gange om dagen – det er jo nytår lige om lidt. For lige at komme i rette stemning, så får du her det første tip, der nærmest ikke kan blive mere nytårsagtigt. For makeupartisten Bobbi Brown har lavet intet ringere end en festversion af sin berømte Shimmer Brick, med shaker og cocktailglas. Party Shimmer Brick kan du bruge som pudder på huden, på øjnene, som et gyldent strejf på kindben og næse, og som highlight. Vær velkommen!
31. december - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Så er der vist kun én ting tilbage at sige her, lige før det går løs: Jeg ønsker jer alle et absolut fantastisk nytår og håber, at I hopper ind i det med masser af håb og drømme for 2011. Tusind tak for jeres tid, tillid, kommentarer, mails og input i årets løb. Det gør det til stadighed rigtig sjovt at skønhedsblogge, og jeg lover, at der kommer masser af skæve, brugbare, sjove, anderledes, tankevækkende, økologiske, iøjnefaldende og absolut uundværlige indlæg her på skønhedsbloggen i det nye år. Vi ses!
31. december - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Det er vel nærmest gået hen og blevet mit motto her på skønhedsbloggen (og i min skønhedsbog) og står du fem minutter i Dronningens nytårstale og synes, at dit look mangler noget, så er der intet som en læbestift, der øjeblikkeligt kan løse det. Har du ikke en farve i gemmerne, som du kan lide, så bland et par læbestifter sammen. Det gør de også backstage under de internationale modeuger.
31. december - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
I de gode gamle dage var der masser af regler for, hvordan man skulle klæde sig. Læbestiften skulle passe til blusen (og rougen) og parfume skulle holdes i knæhaserne, så man ikke spolerede den fine middag med for meget duft over bordet. Selv om alt mere eller mindre har været tilladt de sidste par år, så er der stadig et par retningslinjer, der er værd at holde sig til. Som modebranchens – og Karl Lagerfelds – muse Amanda Harlech, der har følgende taskeråd: ”A lady doesn’t carry a purse after 9 p.m., a lady carries a clutch”. Så er det jo heldigt, at clutchen – den lille taskepung uden hank, som du holder i hånden – er at finde i alskens smukke afskygninger lige nu.
31. december - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Akkurat som læbestift og neglelak kan smykker gøre hele forskellen i et nytårslook. Men hvordan finder du den bedste balance? Jeg har opsnappet et par tips fra en af modeverdenens mest eftertragtede smykkedesignere, Pamela Love, der også for nylig har dekoreret en række jubilæumsprodukter for hårmærket Sebastian. Modsat hvad man måske skulle tro, anbefaler Pamela Love masser af smykker om dagen, som hun sætter til en T-shirt og et par jeans, hvorimod hun til aftenbrug anbefaler et par enkelte statement pieces som en flot halskæde, et enkelt armbånd eller iøjnefaldende ring. Pamelas bedste nytårstip: Hav det sjovt med det, du har på!
30. december - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Tænk opsætninger à la Catherine Deneuve og Audrey Hepburn – og giv det så et moderne twist. Gun-Britts sidste nytårsopsætning kræver en hjælpende hånd (og – vil jeg vove at påstå – et glas champagne), men den kan sagtens lade sig gøre at lave selv. Det gode ved tidens håropsætninger er, at de på ingen måde skal være så velfriserede og perfekte som i 1950’erne, hvor ikke et hårstrå måtte rejse sig. I dag må det gerne se lidt mere tilfældigt ud. Husk at have masser af hårnåle ved hånden, og evt. et hårbånd og en valk. Sidstnævnte har du måske allerede stiftet bekendtskab med her på skønhedsbloggen, men ellers kan du læse mere lige her.
30. december - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Vil du have frisuren lidt mere ’opsat’, så kan du let lave den snoede hestehale i videoen herunder om til en chic chignon. Chignon er det franske ord for knold og en af tidens helt store hårtendenser. Gun-Britt viser her, hvordan du gør.
30. december - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Som lovet har jeg lokket Gun-Britt (som jeg også laver de meget populære håraftener sammen med) til at lave tre små webisodes med nytårshår, som du let selv kan sætte. Okay, den tredje opsætning, som kommer på senere i dag, kræver nok et par glas champagne og en veninde med en ferm hånd, men det gør det jo blot så meget desto mere hyggeligt. Derudover har du brug for en kam til at toupere med, lidt hårpudder (Gun-Britt bruger sin egen Stardust hårpudder i den farve, der matcher din egen hårfarve) samt hårlak (Gun-Britt bruger sin egen Styling Spray Soft). Gun-Britts første bud på moderne nytårshår er denne snoede hestehale, som du får anvisninger på her. Jeg vil anbefale, at du ser hele videoen igennem først, så du får helheden i frisuren, og derefter snupper den trin for trin.
29. december - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Det er sikkert ikke gået din næse forbi, at Burlesque-filmen med Cher og Christina Aguilera i hovedrollerne har fået premiere herhjemme. To kvinder, der er kendt for ikke at holde igen, når det kommer til læbestift, blonder og glitter. Vil du kaste lidt ekstra glans over dit nytår i år, så kast dig over de kollektioner, som flere huse – selvfølgelig – har lavet i kølvandet på filmen. Som Smashbox’ Burlesque-kollektion med sort eyeliner og pink til kinder og læber, eller det professionelle neglemærke OPIs glitterlakker, som for nylig er kommet på hylderne herhjemme. De fås hos udvalgte kosmetologer og saloner. Du kan også finde mere inspiration i det gyldne indslag, jeg lavede for et par uger siden. Det finder du lige her.
29. december - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Minx, mørkegrøn, Shellac, farvet fransk manicure – der er masser af neglelak-trends lige nu. Men vil du være helt fremme i nytåret, så anskaf dig en lilla neglelak. Det er som altid Chanel, der fører tendensen an, men de andre ligger heller ikke på den lade side, når det kommer til smukke lilla laknuancer. Se de flotteste i denne lille webisode, vi har lavet nedenfor, og husk, at du kan finde mange flere mini-film med makeuptips her på skønhedsbloggen. Vi kalder dem Lipstick Breaks, og det søger du blot på i søgefeltet nederst i bloggens højre spalte.
28. december - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Det bliver en stor trend til foråret, og hvorfor ikke tage forskud på gode tendenser allerede nu. Mangler du inspiration til nytårsmakeuppen, så er pangfarvet eyeliner en ultralet måde at skabe en iøjnefaldende makeup. Gør som Estée Lauders makeupguru Tom Pecheux gjorde det backstage hos designeren Derek Lam, og tegn øjnene op med en orange eyeliner, eller vælg en anden farve, som du føler dig tilpas med (rent faktisk brugte Tom Pecheux ikke eyeliner, men læbestift, som han lagde på med en tynd pensel, så snup endelig tippet, hvis du ikke har en eyeliner i passende nuance). Tilføj sort mascara, neutral lipgloss, en naturlig blush og sørg for, at din hud ser smuk og sund ud. Lidt hvid øjenskygge i øjets inderkrog lyser også flot op.
28. december - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Hun er en af de mest eftertragtede designere, når stjernerne skal klædes på til den røde løber, og såvel Renée Zellweger, Jennifer Lopez, Cate Blanchett som Penélope Cruz og Eva Longoria viser sig jævnligt i hendes absolut hotte mærke Marchesa. Her får du Georgina Chapmans guide til at købe den rigtige kjole. 1) Sæt et realistisk budget og lad være med at forelsk dig i kjoler, der er alt for dyre. 2) Vær helt sikker på, at du føler dig godt tilpas i kjolen og undgå her-og-nu-kjoler. Trends kommer og går, men en god aftenkjole vil holde i årevis. 3) Bed om hjælp fra en dygtig ekspedient eller en personlig shopper, hvis du er i tvivl. 4) Køb de rette accessories og det rigtige lingeri til kjolen. Det kan ændre hele looket. 5) Tag de sko med, som du skal have på, når du prøver kjoler. Det vil sikre, at længden passer, så du ikke får en kedelig overraskelse, når du kommer hjem.
28. december - 2010 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Traditionen tro tæller jeg også i år ned til nytåret med masser af tips til alt lige fra kjolevalg og uskrevne taskeregler til smukke skønhedslooks og neglelakker, der med garanti får dig gennem nytåret med stil. Jeg har også lokket Gun-Britt til at lave tre små webisodes med nytårshår, du let selv kan sætte (okay, den ene kræver nok et par glas champagne og en veninde med en ferm hånd, men det gør det bare så meget desto mere hyggeligt). Klik ind igen og få masser af tips, råd og vejledning til at hoppe ind i 2011 med stil. Det første tip følger lige om lidt.
31. december - 2009 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Så er der vist kun tilbage at ønske alle et helt forrygende – og smukt – nytår. Tusind tak for alle jeres gode idéer, forslag og kommentarer i årets løb og for at være med til at gøre denne skønhedsblog til en succes. Husk at drikke masser af vand mellem champagneglassene, at skippe sodavanden i drinksene (jep, du har det langt bedre i morgen, hvis du drikker alkoholen rent), glæd dig over, at tværet makeup er supermoderne, at natmad er godt for dit blodsukker og at du er på vej ind i et spritnyt årti med alt, hvad der venter dig af spændende nye ting. Nytårsfortsætter? Nedenstående topper min liste. Nå ja, og gør dig selv den tjeneste at rense dit ansigt, inden du hopper i dynerne – din hud vil takke dig for det – synligt – når du næste gang står på kanten af et nyt årti. Rigtig godt nytår, vi ses igen på den anden side.
31. december - 2009 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Står du i sidste øjeblik inden Dronningens nytårstale og mangler både det ene og det andet, så kan disse tips måske være til en hjælp. For du behøver absolut ikke at købe en masse nyt, men kan sagtens bruge, hvad du har allerede. Mangler du en smuk rouge? Så dup lidt læbestift på kinderne, og også gerne lidt på øjenlågene, tilføj lidt mascara og du har en makeup. Vil øjenbrynene ikke makke ret? Så brug lidt vaseline eller Eight Hour Cream til at holde dem på plads, og kom også gerne lidt på kindbenene for at fremhæve dem. Du kan også blande klar lipgloss eller vaseline med lidt øjenskygge eller eyeliner til en flot øjengloss, der gerne må være lidt tværet på øjenlågene. Og håret? Har du brug for at få styr på lokkerne, så ynder hårartisterne at bruge Nivea-creme eller håndcreme til både styling og spidser. Og husk så at give din hud en omgang scrub blandet af olie og salt eller rørsukker, inden du hopper i din nye, nedringede kjole – kedelige, noprede arme rimer ikke på hverken Alexander Wang eller guld og glitter.
28. december - 2009 - Artikel af
Charlotte Torpegaard
Så er der kun et par dage til nytår og en helt ny dekade. Hvis du påtænker at fejre det med pomp og pragt, så følg med her på skønhedsbloggen de næste par dage. Her vil jeg nemlig opdatere dig med tips, råd og trends til nytårsfesten, lige fra sexet hår à la Jerry Hall i halvfjerdserne og en læbestift, der med garanti vil sætte gang i festen til stilet-tips, glitter-eyeliner og smoky eyes, du let selv kan lave. Vi tæller ned fra 20.
”You can find inspiration in every-
thing”
And if you can’t look again!
Ordene er den engelske designer Paul Smiths,
og de er blevet en slags ledetråd for mig. De, der har fulgt min færden
i magasiner, bøger og tv, vil vide, at jeg elsker at stikke næsen i nye
tendenser.
Så velkommen til min skønhedsblog med trends fra
den store, vide verden, som vil få dig til at ryste på hovedet, trække på
smilebåndet, skifte indholdet ud i din toilettaske, tænke grønnere, få endnu smukkere hud, og måske endda gøre dig klogere. Mest af alt håber jeg, at de vil inspirere.
Eksisterer det
ultimative skønhedstip?
Findes den perfekte røde læbestift?
Er økologi kommet for at blive?
Virker mirakelcremer?
Kan du tage ti år af din alder
uden nål og tråd?
Er det rød, hvid eller grøn te,
du skal drikke nu?
Ved du, hvilken mascara,
der giver dig de længste vipper?
VIL DU VIDE DET?
Tilmeld dig nu og modtag gratis
- og oven i hatten - mine 10 uundværlige skønhedstips til dagen derpå
direkte i din mailbox.
SKØNHED KOMMER INDEFRA - men lidt læbestift skader jo ikke.
Det er titlen på min skønhedsbibel,
der udkom 28. oktober 2008, og allerede står på hylderne hos adskillige
tusinde kvinder landet over. Bogen er
fyldt med viden, oplevelser, tips og
tanker om alt lige fra makeupartisternes
bedste tricks, og hvordan man bruger
brødristeren i skønhedssammenhæng,
til hvorfor farmors tørbørstning igen er
hot, og hvorfor økologi og grøn
bevidsthed er så vigtigt.
Tilmeld dig som Beauty Insider og
få besked om vores skønhedsaftener
før alle andre. Vi afholder løbende
skønhedsevents rundt omkring i
landet, hvor du vil blive underholdt,
guidet og ikke mindst klogere på
dine skønhedsvaner. For hvad siger
vores makeup egentlig om os? Kan
du ændre din selvtillid ved at ændre
indholdet på dit toiletbord? Hvad har du i virkeligheden brug
for? Kender du de bedste tips
til makeuppungen? Og til sæsonens look?
Kender du de ti bud for et succesfuldt pressemøde? Har du hørt om begrebet spray and pray? Er du rustet til forbrugernes krav og journalisternes forventninger? Ved du, hvad pre-cyckling er, og hvilke skønhedsmærker, der rykker internationalt?
Er du klar over, hvordan en målrettet PR-indsats kan vende dine produkter fra so-so til succes?
Hvis du arbejder professionelt i skønhedsbranchen, er du velkommen i mit Beauty Bureau
Nærværende hjemmeside og nyhedsbrev er en personlig blog. Indholdet er derfor udtryk for Charlotte Torpegaards personlige erfaringer og oplevelser og skal således ikke tages som udtryk for de omtalte virksomheders holdninger eller anbefalinger.
Produktbeskrivelserne på denne hjemmeside er udelukkende til generel information. Ilovebeauty v/Charlotte Torpegaard kan ikke garantere for beskrivelsernes nøjagtighed eller påtage sig noget erstatningsansvar ved anvendelse af produkterne eller metoderne, som beskrives. Ilovebeauty kan ikke påtage sig ansvaret for lovligheden af indhold på og administration af de internetsider, der linkes til fra Ilovebeauty’s hjemmeside.
Ilovebeauty og hjemmesidens samarbejdspartnere forbeholder sig alle rettigheder til varemærker, ophavsretligt beskyttet materiale og andet retsbeskyttet indhold på hjemmesiden. Materiale må alene downloades til personlig og ikke-erhvervsmæssig brug, og det downloadede materiale må ikke uden forudgående samtykke kopieres, bearbejdes eller på anden måde gøres til genstand for handlinger, der er forbeholdt indehaveren af de immaterielle rettigheder. Ilovebeauty forbeholder sig retten til at retsforfølge brugere, der krænker Ilovebeauty’s immaterielle rettigheder eller på anden måde misbruger hjemmesiden.
Ilovebeauty kan ikke gøres ansvarlig for tab af nogen art, der knytter sig til brugen af indholdet af hjemmesiden. Denne ansvarsfraskrivelse omfatter direkte såvel som indirekte tab, herunder tab som følge af driftsforstyrrelser og lignende.