Posts Tagged ‘Marilyn Monroe’

Monroe-bryn

28. januar - 2012  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har skrevet det før. Marilyn Monroe dukker op alle vegne i øjeblikket, og ikke kun på film. I kampagner og på magasinforsider ses Marilyn-inkarnationer, hendes blonde hår er en stor frisuretrend lige nu, og det umiskendelige Monroe-look med sort eyeliner og røde læber er alle vegne. Jeg har også ladet mig inspirere af Marilyn Monroe-trenden, og i min popup-beautyshop hos Youheshe har vi fået fingrene i et antal Tweezerman-kultpincetter med Marilyn-motiv (jer, der læser skønhedsbloggen regelmæssigt, vil vide, at det er min all-time yndlingspincet). De er kreeret af den finurlige designer Betsey Johnson, der også har lavet en version med dødningehoveder. Den har vi også i shoppen. Find Marilyn-pincetten (og et par bryntips) lige her

Foto: Tweezerman

My Week With Marilyn

27. januar - 2012  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Helt i tråd med Marilyn Monroes poseren på Bel Air Hotel i Hollywood (som jeg skrev om for et par dage siden), så var jeg forleden aften til gallapremiere på den meget omtalte My Week With Marilyn om en uge på et filmset med legenden Marilyn Monroe. Trods gode anmeldelser overbeviste den ikke helt mig, til gengæld fik jeg en ubændig lyst til at se alle de gamle film med Monroe, så det vil jeg bruge noget af weekenden til. Men der var et par skønhedstips i filmen, som er værd at skrive sig bag øret. Som da Marilyn fortæller, at hun godt nok sover i Chanel No.5, når hun er hjemme, men når hun er i England, sover hun i Yardley’s Lavender. Og da Judy Dench, i rollen som Dame Sybil, udtaler, at en ung kvinde bør bruge masser af mascara. En ældre kvinde endnu mere. 

Læs også More Marilyn

Foto: My Week With Marilyn

Bel Air

20. januar - 2012  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg bor på Bel Air, det legendariske art deco-Hollywood-hotel, der netop er åbnet igen efter to års gennemgribende renovering, nabo til berømtheder som Nicolas Cage, Zsa Zsa Gabor og Diane Keaton. Alt er diskret, værelserne er små private bungalows, så selv om hotellet er fyldt her under Golden Globes, så opdager man det ikke (vi opdagede dog både Leonardo di Caprio og Martin Scorsese i baren). Der er pejs på værelset, alt foregår via iPad (selv aircondition) og jeg har fået min egen badekåbe med broderet navn på. Det bedste er de små haver, man går igennem, for at komme til restaurant, bar og lobby. Der er appelsintræer, roser og frangipani, som jeg flere gange tidligere har skrevet om her på skønhedsbloggen (blandt andet her), fordi den har en helt særlig duft, som du måske kender fra nogle af dine parfumer. Under træer og blomster er der bænke og stole, som du kan tage et lille hvil på, eller du kan gå langs den lille sø med guldfisk og svaner, der har været med til at gøre hotellet berømt. Det var også på Bel Air, at Elizabeth Taylor var på bryllupsrejse med sin første mand, at Ronald Reagans datter Patti giftede sig med sin yogalærer, og på Bel Air, at et af Marilyn Monroes meget berømte fotos er taget af fotografen Bert Stern. Nå ja, La Prairie-spa’en er heller ikke værst. Læs mere om den om lidt. 

Foto: Marilyn Monroe

More Marilyn

23. oktober - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Ikke at hun nogensinde har været umoderne. Men nu dukker Marilyn Monroe-inkarnationer op alle vegne, med blond hår i bløde krøller, sort eyeliner og det dér old Hollywood-look, som er så eftertragtet. Scarlett Johansson, som er fast ansigt for d’herrer Dolce & Gabbana makeup- og duftkampagner, siger selv, at hun elsker de gamle Hollywood-ikoner og endda selv lader sig inspirere af dem, når hun lægger makeup. Jeg har haft fornøjelsen af at møde hende et par gange. I nyeste Dolce & Gabbana-makeupkampagne er den røde læbestift sågar opkaldt efter Scarlett (Scarletts yndlingscreme er i øvrigt Shiseidos Future Solution, hvis du skulle være interesseret). Også engelsk Vogue har ladet sig inspirere af Marilyn på forsiden af deres nyeste nummer, hvor ingen ringere end Rihanna har fået blond Marilyn-hår. Hvis hun kan, så kan du også. 

 

Foto: Dolce & Gabbana backstage

De alleryderste vipper

22. oktober - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

De (rigtig mange, tak) af jer, der har læst min skønhedsbog, ved, at mit bedste mascaratip er at huske de alleryderste og allerinderste vipper – de dér småbitte vippehår helt inde i øjenkrogen – som gør en kæmpe forskel for øjet. Det både åbner, gør det større og, gør du dig ekstra umage, så kan du også opnå de katteøjne, som de gamle Hollywoodstjerner blev berømte på. Sværere behøver det faktisk ikke at være! Og nu har også skønhedsfirmaerne fået øjnene op for de yderste vipper, for en ny mascaratrend handler netop om at sætte fokus på dem. I front for tendensen er Maybelline med deres Cat Eyes-mascara og Clarins med Instant Definition Mascara Precision. PS: Jeg har ladet mig fortælle, at en anden Hollywood-stjerne, Bette David, aldrig gik ud med mindre end otte lag mascara for at opnå sit berømte intense blik. 

Foto: Marilyn Monroe 

Søndagsfilm

16. oktober - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Apropos Marlene Dietrich, så modtog jeg for nylig nedenstående lille film fra Dior, der netop har et par af de gamle Hollywood-ikoner i hovedrollen. Filmen er instrueret af Jean-Jacques Annaud, der bringer ikonerne til live igen, backstage til et helt særligt Dior coutureshow i Galerie des Glaces på Versailles-slottet. Foruden Marlene Dietrich mingler Charlize Theron (hun er ansigt for J’Adore-duften, som hele filmen handler om) med Grace Kelly og Marilyn Monroe, som efter sigende alle tre elskede Dior (jeg troede, at Marilyn Monroe elskede Chanel No. 5, men hvilken kvinde har ikke flere yndlingsparfumer). Grace Kelly fejrede sin forlovelse i en hvid Dior-satinkjole, Marilyn Monroe valgte Dior, da hun blev fotograferet første gang til amerikansk Vogue, og Marlene Dietrich blev berømt for sætningen: No Dior: No Dietrich!, da hun spillede hovedrollen i Alfred Hitchcocks Stage Fright, udelukkende klædt i, ja, Dior. 

Produktion: Dior

Immortelle Marilyn

26. juni - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har et par spændende nicheparfumer mere, som jeg gerne vil dele med jer (inden skønhedsbloggen fyldes med absolut uundværlige festival-skønhedstips og en dejlig øjenåbnende konkurrence til dem, der bliver hjemme – husk at klikke ind de næste par dage). Den første var en af de helt store attraktioner til årets store skønhedsmesser i udlandet, fra det franske mærke Nez à Nez, der for nyligt har introduceret duften Immortelle Marilyn – udødelige Marylin – som en hyldest til legenden Marilyn Monroe, der ville være blevet 85 år den 1. juni, hvis hun stadig havde levet i dag. Jeg har ikke selv duftet til den, men Immortelle Marylin skulle efter sigende have en absolut fantastisk frugtagtig duft og vække minder om Marylin Monroe på risten med sin hvide kjole blæsende op om ørene. Hold i øvrigt øje med Nez à Nez, der er et af de spændende nichemærker, der parrer kunst, fantasi og parfume. Og nej desværre, de fås ikke i Danmark (endnu), men find dem i Paris, New York og London, hvis din sommerferie tager dig den vej. 

Foto: Nez à Nez

Flydende krystaller

14. maj - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

For en del år siden blev jeg inviteret til Tyrol af Swarovski, til deres hovedkvarter og et stort anlagt modeshow midt i krystalgrotten med blandt andet topmodellen Alec Wek, der dengang var hotter than hot.  Det var i anledning af Swarovskis fornyelse, fra et lidt støvet krystalfirma, der mest var kendt for deres små krystaldyr og krystalananas (ja, de har lavet den vildeste ananas i krystal, der koster en mindre formue) til et eksklusivt firma, der i dag pryder adskillige designeres kollektioner på podierne under de internationale modeuger, og ikke mindst smykker og clutches på den røde løber på stjerner som Penelope Cruz, Sharon Stone, Charlize Theron, Marion Cotillard og Jessica Alba. Det ligger nu heller ikke fjernt for Swarovski, der i starten af 1900-tallet netop kom frem på, at deres krystaller var eftertragtede af tidens juvelerer og couturehuse. I Paris samarbejdede Swarovski med store navne som Coco Chanel, Elsa Schiaparelli og Christian Dior, og i 1962, da Marilyn Monroe sang sin berømte fødselsdagssang for Præsident John F. Kennedy, var det iført en stram kjole overstrøet med Swarovski-krystaller. Og hvorfor fortæller jeg alt dette? Fordi jeg elsker disse mode- og skønhedshistorier, og fordi Swarovski netop har lanceret en parfume og en lille makeupkollektion, som du kan finde i butikkerne, hvis du vil glimte lidt denne sommer. PS: Du kan også få Swarovski på væggene .. Jep, der er også netop kommet krystalbesat tapet. Se det nedenfor. 

Foto: Diverse