Selv om det ikke er alle forundt at have en makeupkuffert så komplet som Annes (hvis du samler sammen fra skuffer og skabe, så vil det måske nærme sig …), så byder en række mærker på professionelle paletter, der giver dig mulighed for at blive din helt egen makeupartist. Du kan vælge de færdige versioner fra fx Smashbox og Tromborg, eller sammensætte dine egne hos fx MAC, Make Up Store og Bobbi Brown. Det er også her, brødristeren kommer ind i skønhedsbilledet. For ligger du inde med øjenskygger og blushes i æsker, så læg dem kort på en varm brødrister (hold endelig øje, så der ikke går ild i noget), så limen giver sig, og du kan hive skygge eller blush ud af æsken og komme den i en palette. Det har jeg skrevet om i min skønhedsbog. Nå ja, og så er der den ultimative makeuppalette med alt, hvad hjertet kan begære, fra skønhedsimperiet Sephora. Men det kræver en tur til udlandet.






