Posts Tagged ‘L’Oréal Paris’

Frostbidte kinder

9. februar - 2012  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Man kunne næsten forledes til at tro, at makeupteamet backstage til Gaias show (i øvrigt med skønne Anne Staunsager ved roret) har kigget denne skønhedsblog efter i sømmene. For ganske i min skønhedsånd brugte de nemlig læbestift til at lave de smukke, frostbidte kinder, som modellerne flashede på podiet (mere præcist var det L’Oréal Paris Color Riche Serum True Red). Faste læsere vil kende tricket med at bruge en læbestift til at lægge en hel makeup – dup lidt på kinderne, dup lidt på øjnene, kom den på læberne, tilføj mascara, og du er good to go. For nylig fik jeg faktisk en sød mail fra Ragga, hvis kuffert ikke landede samtidig med hende, da hun skulle til møde i Paris. Hun skrev, at hun havde sendt mig en kærlig tanke, da hun havde klaret sig smukt med sin læbestift. 

Foto: L’Oréal Paris

Powder Room

1. februar - 2012  - Artikel af Charlotte Torpegaard

I går var jeg også til snigpremiere på L’Oréal Paris’ Pop Up Powder Room, som kører fra torsdag til lørdag her i modeugen. Du kan gå lige ind fra gaden og få både masser af makeuptips og en gang personlig makeup af L’Oréal Paris’ makeupartister. Der er iPads med masser af info om både foundations, farver og husets mange celebrities, og selvfølgelig noget koldt til at skylle det hele ned med. Powder Room har kørt med stor succes under modeugerne i udlandet, og nu står de også klar med pensler og børster i Løvstræde 8 i København. Jeg fik lige et Powder Room-tip med på vejen af L’Oréal Paris’ chefmakeupartist Anne Staunsager, som ofte har figureret her på skønhedsbloggen (Anne står også bag makeuppen på både Sharin Foo og Lene Nystrøm, når de optræder i The Voice på tv, så glæd dig til mere om det snart). Anne afslørede nemlig, hvad jeg i al fald aldrig har tænkt på, at concealer ikke kun gør gavn under øjnene, i næsefløjene og på diverse småskavanker, men også ved mundvigene, hvor mange af os har tendens til at være lidt mørkere. Det kan løfte hele ansigtet. 

Illustration: Megan Hess/Pearl Creative

Skønhedsredaktørernes skønhedstips

13. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Tirsdag aften i modeugen var Danmarks samlede hord af skønhedsredaktører og ditto journalister inviteret til middag på Nimb Terrasse i Tivoli (kan anbefales i øvrigt, hvis du er på de kanter) og et pre-peep på en ny kampagne fra L’Oréal Paris på foundationserien True Match, som jeg må sige, var rigtig godt udtænkt. Den skal jeg nok vende tilbage til senere. Men først til nogle rigtig gode insider-tips. I forbindelse med middagen var Benedicte Balling nemlig på pletten med sit videokamera, og her indfangede hun de bedste skønhedstips fra en række af landets skønhedsredaktører. Og nu, hvor aftenen var i L’Oréal Paris’ ånd, så bad hun dem også om det L’Oréal Paris-produkt, som de ikke lever uden eller har en særlig historie med. Hør hvad der kom ud af det her.    

Produktion: Benedicte Balling

Flere efterårstrends

11. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Nu ved du, hvordan håret skal sidde til efteråret. Vil du også vide, hvilken makeuptrend, der i følge über-makeupartist Anne Staunsager bliver den største (jeg kan afsløre, at det også har noget med hår at gøre, blot i en lidt kortere version), så se med i videoen nedenfor, hvor Benedicte Balling har taget en snak med Anne om trends, farver og ikke mindst tips til, hvordan du selv kan gøre. PS: Mascaraen hedder Volume Million Lashes fra L’Oréal Paris. 

Produktion: Benedicte Balling

Når en fjer bliver til 25 modeller

7. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Du kan godt begynde at træne eyeliner-færdighederne, for allerede dette efterår er eyelineren i fokus, når det kommer til makeuptrends. Endda i utraditionelle former som brudte streger, halve buer og påklistrede versioner. Det skal jeg nok skrive meget mere om. Og selv om det var brynene, der var i fokus til Benedicte Utzons show, så var de kreeret med eyeliner (en ny flydende af slagsen, Super Liner Black Lacquer fra L’Oréal Paris, som kommer på hylderne i september), der blev malet fra øjets globelinje og op til brynet i en bred streg, der fortsatte ud til tindingen, så det nærmest lignede en vinge. Fjereffekten blev lavet med en sort metallic øjenskygge (L’Oréal Paris Color Infallible 24H Eternal Black), mens øjenlåg og vipper blev ladt bare. Jep, det kræver en sikker hånd og en virkelig god fest, men smukt er det. 

Foto: Mikkel Tjellesen for L’Oréal Paris

Piger med blå bryn

4. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Der var også kunst over danske Gaias show i går aftes, hvor både kollektion og makeup tog afsæt i Vilhelm Hammershøis malerier. Hammershøis karakteristiske blå toner – blå er i øvrigt er en kæmpetrend dette efterår (læs mere her) – gik igen i modellernes bryn, der var tegnet op i sart lyseblå, mens kinder og hud blev holdt i kølige, friske toner. Makeupartist Anne Staunsager brugte øjenskygge – L’Oréal Paris Color Appeal Trio Pro Blue Fever – til de blå bryn, hvis du skulle blive fristet til at gøre hende kunsten efter. 

Foto: Mikkel Tjellesen for L’Oréal Paris

Vil du have det på skrift?

4. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Blev du inspireret af Anne Staunsagers tips i videoen nedenfor? Så får du Annes makeupkuffert-musthaves på skrift lige her, så der ikke er noget at tage fejl af. Har du ikke nået at se videoen endnu, så klik ind og hør, hvorfor netop disse syv ting altid ligger i Annes kuffert til modeugen, og hvordan du bedst bruger dem. 1) Den franske apotekercreme Embryolisse Lait Creme, der også fås herhjemme. 2) Vatpinde og Kleenex. 3) Å Shimmering Bodylotion fra stormagasinet Åhlens i Sverige. 4) Victoria’s Secret Shimmer Lotion til kroppen. 5) L’Oréal Paris Touche Magique concealer. 6) Kunstige vipper fra Screenface.com. 7) Avène Thermal Spring Water Mist fra apoteket.  

 

Foto: Diverse

Makeupartistens musthaves

4. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Fugtighedscremen, der altid lægger en perfekt bund på modellernes hud (og mange modellers favorit i øvrigt). Bodylotion med lidt shimmer, der giver smukke, nærmest retoucherede ben og arme. Kunstige vipper, der ser fuldstændig naturlige ud, vandspray til frisk ansigtshud, vatpinde og kleenex, og allervigtigst concealeren, som er absolut uundværlig i enhver toilettaske. Også din. Her får du Anne Staunsagers musthaves i makeupkufferten.

Produktion: Benedicte Balling

Lidt af alt

3. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Sådan lyder det fra L’Oréal Paris’ chefmakeupartist Anne Staunsager, der står bag makeuplooket på en række af modeugens shows – hvis man spørger, hvad hun har med i sin makeupkuffert, når hun skal på job. For hun skal være beredt! Anne er nemlig blevet kåret til Danmarks bedste makeupartist flere gange, og der er efterhånden ikke det magasin eller den kampagne, hun ikke har haft penslerne i. For ikke at tale om personligheder som Lene Nystrøm og Pernille Rosendal, som også lægger deres ansigter i Annes hænder, når de skal på scenen. Anne har i øvrigt været gæsteblogger her på skønhedsbloggen (det finder du her). Jeg har gennem tiden fået lov at kigge i en del makeupartistkufferter (blandt andet topmakeupartist Charlotte Tilburys, der vejer over 30 kilo), og aldrig har jeg set en sådan orden og struktur som i Annes. Få et indblik i farvepaletter, smeltede læbestifter, vippebukkere og penselorgier i nedenstående video, og klik ind igen og få Annes kuffert-musthaves. Få også tips til, hvordan du selv kan skabe professionelle farvepaletter. Det inkluderer en brødrister …

Produktion: Benedicte Balling

Pudderblonder

3. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

For nylig skrev jeg om gråtonet øjenmakeup og blonder i forbindelse med Haute Couturen i Paris (læs mere her). Men du behøver faktisk ikke at tage til Paris, for tendenserne var at finde til den danske designer David Andersens showevent i går eftermiddags på Hotel Skt. Petri. Det var L’Oréal Paris’ chefmakeupartist Anne Staunsager, der stod bag makeuplooket med stålgrå øjenskygge (L’Oréal Paris Color Appeal Trio Grey Obsession) lagt helt op til brynet og mascara (L’Oréal Paris Lash Architect 4D Mascara Black) udelukkende på de øverste vipper. Men det var blondedetaljen, der gav looket en ekstra dimension. "Hårgrænsen i panden blev pudret i en sort-grå nuance, hvor man svagt aner skyggen af et blondemønster – anderledes, smukt og dramatisk," lød det backstage fra Anne Staunsager. Se, hvordan du lægger hele looket i den video, som Benedicte Balling har lavet med Anne backstage til showet. Den bliver lagt op her på skønhedsbloggen senere på ugen (og nej, det er ikke spor svært!), men først får du eksklusivt lov at kigge ned i Annes makeupkuffert. Hvad har en makeupartist altid med sig?

Foto: Mikkel Tjellesen for L’Oréal Paris

Copenhagen Fashion Week

1. august - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Officielt starter modeugen først på onsdag, men jeg har allerede været til mit første arrangement i dag, og allerede i morgen går det løs med præsentationer, middage og løjer. Igen i år dækker vi modeugen her på skønhedsbloggen i samarbejde med L’Oréal Paris og skønne Anne Staunsager, som er husets – og en af Danmarks – dygtigste makeupartister. Det har hun fået priser for hele to gange, og det er ikke uden grund, at hun er yndlingsmakeupartist for en række danske kunstnere, herunder Lene Nystrøm fra Aqua. Meget mere om det. Glæd dig også til noter om modeuge-mustsee’s, makeuptrends og modemakroner, og ikke mindst til Benedicte Ballings mange små videoer med tips og tendenser fra både backstage, gadebilledet og den røde løber. Det kommer altsammen til at foregå her på skønhedsbloggen, så det er blot at klikke ind, flere gange dagligt, for en lille opdatering. Vi glæder os!

Foto: L’Oréal Paris

Til looket brugte Anne

5. februar - 2011  - Artikel af Benedicte Balling

Mørke bordeaux læber og negle og eventyrlig rosa blush. Vil du gøre Anne looket efter, så er det disse produkter, du skal have fingrene i. Eller kig i dine makeupgemmer efter lignende nuancer. Anne brugte læbestift Color Riche Serum Radiant Plum; neglelak Resist & Shine Glam Purple, og True Match Blush nr. 120. Alt fra L’Oréal Paris, som Anne er chefmakeupartist for i modeugen og ikke mindst i programmet Topmodel. Så synes du, at du har set Anne før, er det måske dér. Klik ind igen og få Annes tre bedste tips til en smuk, fejlfri hud. Vi var med backstage. 

Foto: L’Oréal Paris

Her er, hvad Anne brugte

4. februar - 2011  - Artikel af Benedicte Balling

Vil du gerne gøre Anne kunsten efter, så får du her et kig i de produkter, som Anne brugte til at skabe looket nedenfor. De tæller: Infallible Brush Foundation med indbygget pensel, så du kan lægge foundation direkte på huden; Touche Magique Concealer til at skjule mørke rande og eventuelle farveforskelle i huden (et af Annes yndlingsprodukter); Color Appeal Trio i farverne Chocolat Addiction og Grey Obsession, som blev brugt til bryn, øjne og kindben. Alt fra L’Oréal Paris. Og ellers har de fleste af os garanteret foundation, concealer, mascara og både brune og grå skygger liggende i gemmerne derhjemme. Det er blot at gå i gang. 

 

 

Foto: L’Oréal Paris 

Extra-black

2. november - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Kan du ikke få din mascara sort nok? Så stik vipperne i en af de helt nye ’extra-black’ mascaraer med kulsorte pigmenter, der bliver en stor 2011-trend. Tjek blot vippestilen hos Katie White i indlægget nedenfor. Det var i øvrigt en af de ting, flere af jer efterspurgte, da I skulle beskrive jeres drømmemascara i en tidligere konkurrence her på skønhedsbloggen (læs kommentarerne her). Kom ikke og sig, at vi ikke lytter til jeres ønsker, for kulsorte mascaraer finder du nu hos Maybelline (The Falsies Black Drama), L’Oréal Paris (Volume Million Lashes Extra Black) og Rimmel London (Sexy Curves Intense Black). 

Foto: Diverse

Er du en af de heldige?

2. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du har deltaget i konkurrencen her på skønhedsbloggen om modeugens mest eftertragtede mascara, så kig fluks i din inbox. Vi har nemlig sendt mails ud til de ikke mindre end 30 heldige vindere af L’Oréal Paris Volume Million Lashes, der blev trukket op af beautyboksen her til formiddag. Én mail bliver dog ved med at komme retur. Men det skal ikke holde os tilbage, så hedder du Stine og har skrevet nedenstående om din drømmemascara, så send fluks en mail til hello@ilovebeauty.dk, så du kan få din præmie: ’Mine drømmeøjne – det jeg sukker dybest efter – er: 1) Laaaange øjenvipper først og fremmest. 2) En mascara, der ikke smatter ud på huden i løbet af dagen. Der bliver lynhurtigt dømt trætte pandaøjne med mange mascaraer, der smitter af på huden. Uh, en holdbar mascara, måske endda vandfast, ønsker jeg mig. Vi drømmer alle om de perfekte øjne – den perfekte tryllemascara’. Det er i øvrigt absolut ikke kun Stine, der drømmer om den perfekte tryllemascara. Hør, hvad 139 af jer drømmer om i en mascara næste gang, du klikker ind.  

Foto: Backstage Paris

Er du en af de heldige?

2. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du har deltaget i konkurrencen her på skønhedsbloggen om modeugens mest eftertragtede mascara, så kig fluks i din inbox. Vi har nemlig sendt mails ud til de ikke mindre end 30 heldige vindere af L’Oréal Paris Volume Million Lashes, der blev trukket op af beautyboksen her til formiddag. Én mail bliver dog ved med at komme retur. Men det skal ikke holde os tilbage, så hedder du Stine og har skrevet nedenstående om din drømmemascara, så send fluks en mail til hello@ilovebeauty.dk, så du kan få din præmie: ’Mine drømmeøjne – det jeg sukker dybest efter – er: 1) Laaaange øjenvipper først og fremmest. 2) En mascara, der ikke smatter ud på huden i løbet af dagen. Der bliver lynhurtigt dømt trætte pandaøjne med mange mascaraer, der smitter af på huden. Uh, en holdbar mascara, måske endda vandfast, ønsker jeg mig. Vi drømmer alle om de perfekte øjne – den perfekte tryllemascara’. Det er i øvrigt absolut ikke kun Stine, der drømmer om den perfekte tryllemascara. Hør, hvad 139 af jer drømmer om i en mascara næste gang, du klikker ind.  

Foto: Backstage Paris

Vind modeugens mest eftertragtede mascara

23. august - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg havde egentlig annonceret en konkurrence, hvor én heldig vinder kunne vinde et skønhedslook fra modeugen. Men så fik jeg fingrene i modeugens mest eftertragtede mascara (den prydede vipperne på utallige modeller på podierne) og, hvad en af Danmarks førende makeupartister Anne Staunsager kalder ”en af de bedste mascaraer, jeg har prøvet”. Der er tale om L’Oréal Paris’ Volume Million Lashes mascara, som jeg har charmet mig til ikke mindre end 30 styk af til udlodning her på skønhedsbloggen. Hver mascara har en værdi af 139,95 kr. Alt, du skal gøre, for at være med i konkurrencen, er at fortælle her nedenfor i kommentarerne senest på søndag den 29. august 2010, hvad der kendetegner din drømmemascara. Fylde, længde, buer, tæthed, pleje, børste eller noget helt andet. Skriv løs i kommentarerne her nedenfor. Så trækker vi lod blandt alle indlæg. Personligt er jeg spændt på at høre, hvad I drømmer om, når det kommer til jeres vipper. 

Foto: L’Oréal Paris 

Mænd og makeup

15. august - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Der var cool rockabilly-stemning, da en af tidens yndlingsdesignere David Andersen viste sin herrekollektion hos Royal Copenhagen, omgivet af sort Mega Mussel, fabeldyr og fajance, der rockede med fra hylderne. ”Mænd skal være velgroomede, ikke makeuppede. De skal stadig være mænd,” lød det fra L’Oréal Paris’ makeupartist Anne Staunsager backstage: ”Vi har brugt lidt foundation for at få huden helt pæn, og en smule solpudder. Det handler om at se frisk ud.” Stadig flere mænd er begyndt at kigge en smule dybere i krukkerne. Ifølge Anne er masser af fugtighedscreme en god start, hvis du gerne vil tage dig lidt bedre ud som mand. Dertil begynder stadig flere mænd at bruge lidt selvbruner, en smule concealer under øjnene til at dække træthed og mørke rande, og lidt bronzer til kinderne. Det fik jeg bekræftet hos modeekspert Kim Grenaa, som jeg mødte på vej ud fra showet: ”Jeg bruger gerne lidt concealer til at dække det værste, og en smule solpudder fra Nilens Jord, der ser helt naturligt ud.”

Foto: Copenhagen Fashion Week 

Goya backstage

14. august - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du er til feminin makeup med smuk hud og klare øjne, så find inspiration i det look, som Anne Staunsager havde lavet for Stine Goya. Vælg skinnende øjenskygger i farver som koral, orange, rosa og guld (Anne og teamet miksede dem på øjenlåget), brug en guldeyeliner på den våde kant i øjet (find guld-eyelinere hos Mac eller i teaterbutikker) og fremhæv med masser af Volume Million Lashes mascara, som er teamets yndlingsmascara denne sæson. Mangler du inspiration til øjenskyggefarver, så kan jeg afsløre, at disse blev brugt backstage til looket: Color Appeal Quad nr. 316 og 317 (øjenskyggerne blev i øvrigt også brugt til at tone ud på kindbenene, og det kan du sagtens gøre selv også), mens læberne fik en tur med Colour Riche Serum Freshly Candy. Alt fra L’Oréal Paris. PS: Få også et glimt, hvad vi i branchen kalder et kreativt backstageunivers …

Foto: Copenhagen Fashion Week og L’Oréal Paris 

Blonder og Belle Epoque

13. august - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det var også Neil Moodie, der stod bag de overdådige Belle Epoque-frisurer hos Noir sent i går aftes, med masser af Bumble and bumbles hårpudder, der i kombination med en god, gammeldags blæsemaskine sendte et helt spektakulært røgslør efter modellerne. Stemningen blev fremhævet af den lysende, næsten glødende hud, lyse læber, dramatiske øjenbryn og ikke mindst kropsudsmykningen, hvor L’Oréal Paris’ makeupartister sprayede hårlak og sort øjenskyggepigment gennem et stykke blonde. Når blonden blev fjernet, efterlod det et nærmest støvet blondeaftryk på huden. Kom ikke og sig, at modeugen ikke står i skønhedens tegn. 

Foto: Copenhagen Fashion Week og L’Oréal Paris