Du kender måske allerede Escentric Molecules som kultparfumerne, der tog verden med storm. Nicheduftene, som snarere er en effekt på huden end en egentlig parfume, er skabt ud fra én eneste note, nemlig Iso E Super, og er en slags aromatrylleri. For når du sprayer den på huden, er den der, og så forsvinder den for at komme igen med langt større effekt. Bruger du den under din egen parfume, vil du opleve, at sidstnævnte får et gevaldigt boost og en langt bedre holdbarhed. Det forlyder, at Escentric Molecules har en helt særlig tiltrækningskraft, og måske er det derfor, at visse berømtheder som Kate Moss, Dita von Teese og Elton John har opnået en vis afhængighed af duftene. Forleden var jeg inviteret til en lille og meget eksklusiv middag med kun tyve personer, der var udvalgt i forbindelse med en særlig limited edition-version – Black Molecule – der præ-lanceres hos Storm i København lige om lidt. Den er egentlig skabt til julesalget, men skriv dig op allerede nu, hvis du vil være sikker på at få fingre i den.
Foto: Escentric Molecules





