Posts Tagged ‘honning’

Charlottes vintertips #9

30. januar - 2011  - Artikel af Benedicte Balling

Vidste du, at banan og honning udgør en perfekt vinter-ansigtsmaske? Det lyder måske lidt 1970’er-agtigt, men det virker. Bland en most banan med 4 spiseskefulde honning, og smør den på huden. Lad den sidde et kvarters tid, mens du slapper af med benene oppe. Masken fugter og nærer udtørrer vinterhud. Det er da lige til at gå til.

 

Foto: Diverse

Fine fine bedstemor-tips

4. oktober - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Hvor er det en udsøgt fornøjelse at læse jeres bedstemor-tips i konkurrencen nedenfor. Honning, coldcreme, Elnett, vaseline, kaffegrums, curlere, Atamon, kamille, mentol, koldt vand og masser af kærlighed. Jeg fik også et stort smil på læben af Louises historie om sin farmor, der sammen med veninderne lakerede stenene i sine fingerringe med neglelak, så læber, smykker og negle matchede. Hvis du ikke allerede har skrevet en kommentar, så kan det stadig nås. Konkurrencen løber frem til søndag. Og et lille bedstemortip mere her på falderebet: Eddike. For inden der var hårprodukter til snart sagt ethvert behov, var det eddike – og øl – som kvinderne tyede til, når de skulle have glansfuldt hår. Du kan stadig give dit hår en gammeldags eddikekur (det virker), eller du kan vælge den mere raffinerede og velduftende version med hindbæreddike – Vinaigre de Rincage - fra franske Yves Rocher. Den fås på nettet.
 
Foto: Yves Rocher

Honey honey

21. oktober - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Selv om det først er nu, at de store kosmetikgiganter har stukket snablen i honning, så har det været brugt i århundreder til at forskønne hud og hår. Cleopatra var berømt for sine mælk-og-honningbade, og masser af legendariske skønheder har brugt honning i deres skønhedsritualer. Lige inden jeg tog til London, fik jeg en luksuriøs Milk & Honey ansigtsbehandling hos Amazing Space i København, der fik mig til at føle mig en smule som Cleopatra. Jeg snuppede Milk & Honey crememasken med hjem og har brugt den lige siden. Den er perfekt til kulde og vinter. Du kan også blande en honningmaske selv af 2 spiseskefulde honning og 2 teskefulde mælk (gerne økologisk). Lad den sidde i 10 minutter og rens af med varmt vand. Jeg har også ladet mig fortælle, at man kan komme ¼ kop honning i sit badevand. Det skulle give et silkebad.

billede-18

Foto: MAC 

En bivirkning

20. oktober - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

At holde bier i byen er en kæmpetendens i England i øjeblikket, hovedsageligt blandt amatørbiavlere, der nyder godt af den hjemmelavede honning. Men føromtalte Fortnum & Mason har placeret fire bikuber på taget af deres Picadilly-bygning, hvorfra bierne kan flyve højt over Mayfair, besøge haver og pladser på de bedste adresser i London og samle udsøgt nektar til deres honning. Den sælges selvfølgelig i butikken, og du kan sågar følge processen via to webcams. Honning er i øvrigt også en stor skønhedstendens lige nu, og kan bruges til nære og hele huden.

 fortnumsbees

Foto: Fortnum & Mason

Genbrugsprodukter

26. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Epsomsalt kan også bruges som scrub. Forleden var jeg forbi spaen på Hotel Guldsmeden i Helgolandsgade i København, hvor alt, hvad de laver, har et økologisk og bæredygtigt sigte. Kaffegrums fra køkkenet bliver derfor genbrugt i spaen, og blandet med æteriske olier og Epsomsalt til en bodyscrub. Du kan sagtens gøre det samme hjemme. Havregryn og honning udgør også en rigtig god scrub, og har du lidt aloe vera-juice tilovers (det kaldes også hudens indre skønhedskur), er det perfekt til at lindre efter barbering, skrammer eller irritation. 

billede-24 

Foto: Hotel Guldsmeden