Posts Tagged ‘Helena Rubinstein’

Didder og Rubinstein

5. november - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Didder Rønlund mødte Helena Rubinstein ved en pressekonference i København. Helena Rubinstein var kendt for at være den bedste ambassadør for sit mærke og stod gerne op og demonstrerede sine cremer og ansigtsteknikker for interesserede. Hendes beauty classes, som hun afholdt for kvinder verden over,var attraktioner i sig selv, for her kunne alt fra societydamer til ganske almindelige kvinder lære alt om skønhedsteknikker, kost, hår og makeup. ”Jeg tror, at hun fattede kærlighed til mig, fordi jeg var lille,” har Didder fortalt mig. Selv var Helena Rubinstein nemlig ikke særlig høj – efter sigende blot halvanden meter – og hun brød sig ikke om at føle sig lille i selskab med folk. Sin højde kompenserede hun dog tifold for med sin fremtræden. Helena Rubinstein gjorde stort indtryk på alle med sin perfekte, lyse teint, og hun var altid prægtigt klædt, prydet med adskillige juveler. Hendes skinnende sorte hår var redt stramt tilbage i en knold, læberne var røde, og de mørke øjne omkranset af eyeliner. Også i sin påklædning var Helena Rubinstein prangende. Hendes tøj var fra førende modehuse som Worth, Poiret, Chanel og Balenciaga, og hun var yderst kræsen med sine pelse, der inkluderede zobel, chincilla, mink og sjældne leopardskind, der var syet til luksuriøse frakker af Christian Dior.
”Det handler om at vække opsigt,” sagde Helena Rubinstein altid selv, og det gjorde hun på alle måder vel vidende, at hendes egen personlige fremtræden var den bedste markedsføring af hendes brand. 
 
sutherland_big
 
Foto: Portræt af Helena Rubinstein 
 

Håbets farve

2. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Grønt er godt for øjnene, men det er ikke altid lige smukt til alles øjne. Efterårets jadegrønne trend fik mig til at tænke på 1990erne, hvor Helena Rubinsteins fyrige, spanske makeupartist Carlos med kendismine lancerede avantgarde-læbestift i irgrøn (til gul øjenskygge), som så meget flot ud på kampagnebillederne, men helt forfærdeligt ud på forbrugerne. Han var heller ikke så længe på posten, og jeg er sikker på, at Madame Helena Rubinstein selv har vendt sig i graven. Hun var om nogen eksponent for at få det bedste frem i kvinder. Det er altid godt at huske på. Skønhedsprodukter skal få det bedste frem i dig – trend eller ej. billede-1 Foto: Helena Rubinstein

Ferielæsning

3. juli - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Personligt elsker jeg at læse biografierne af skønhedsdronninger som Estée Lauder, Helena Rubinstein, Elizabeth Arden og Chanel. Det er nogle af mine yndlingsbøger. For udover deres fantastiske historier, handler de også om fremsynede ikoner, der skabte skønhedsimperier, nærmest inden kvinder havde fået stemmeret, og som ændrede kvinders – og mænds – syn på skønhed. Det er fantastisk underholdning, og meget lærerigt. billede-41 Foto: CT