Sådan fik jeg 30.000 nye hår på hovedet

11. juli 2017 - Artikel af Charlotte Torpegaard - 10 kommentarer.

For et par måneder siden begyndte jeg at fælde. Sådan virkelig fælde. Meget mere end jeg gjorde, da jeg ammede (dem der har haft ammehår vil vide, at det er meget – få tips i min Yummy Mummy-bog her), ja faktisk så meget, at min kæreste begyndte at fjerne alle badeværelsesmåtter og små gulvtæpper i huset, fordi det lignede, at vi havde fået en mynde. Det er helt naturligt at fælde indimellem, men jeg blev faktisk nervøs – jeg har aldrig før fældet i de mængder. Jeg frekventerede min hårguru, Lars Skjødt fra Hårklinikken, som jeg har skrevet om herinde før. Han bor normalt i udlandet, men var heldigvis hjemme for en kort periode. Og efter halvanden måned i Lars’ kyndige hænder og ikke mindst særligt blandede hårekstrakter, tjekkede han op på mig igen forleden. Det pibler frem med nye, sunde hårstrå, ja faktisk omkring 30.000 nye hår, hvis det skal være helt korrekt. Selv om min hårfældning, eller udtynding som Lars kalder det, med stor sandsynlighed skyldes udefrakommende faktorer (jo, en hektisk eller stresset livsstil er meget ofte en af hovedårsagerne), så viser det mig blot endnu en gang vigtigheden af at bruge de korrekte produkter til hår og hovedbund. Der er stadig en del vej til, at alle disse nye hår vokser helt ud og gør min hestehale præsentabel igen, men vi har lagt tæpper og badeværelsesmåtter tilbage på plads.

Note: Til alle jer, der har spurgt: Jo, du kan også få en konsultation på Hårklinikken, hvis du ønsker at få tjekket dit hårs, og ikke mindst din hovedbunds, tilstand. Find mere på deres hjemmeside.

Tags: , , ,

Denne artikel blev tilføjet juli 11, 2017 i kategorien Ilovebeauty tips. Du kan skrive en kommentar til artiklen.