Posts Tagged ‘Eyeliner’

19. Twinkle Twinkle

28. december - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du gerne vil udkonkurrere discokuglen nytårsaften (eller slet og ret ønsker at gå lige til sagen – stor effekt, lille indsats), så vælg en glitter eyeliner. Der er både disco og rock’n’roll over det, og har du ikke nok i én, så kan du snildt lægge flere glitrende farver på øjnene. Glitter eyeliners kan bruges alene, eller sammen med øjenskygge. Og husk masser af sort mascara. Du finder glitter eyeliners hos mærker som Gosh, MAC og The Body Shop. Urban Decay har også nogle flotte af slagsen. Dem finder du i udlandet eller på nettet.  

glitterFoto: Urban Decay

Hvad eyeliner også kan bruges til

20. november - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Der er fantastisk nyt til alle os, der ikke har skuffen fuld af Chanelsmykker og Rodarte-accessories. En stor trend under de seneste internationale modeuger var nemlig at finde sin indre Picasso frem og male dem direkte på huden med eyeliner. Hos Rodarte-designsøstrene var det MAC-artisten Chantel Miller, der stod bag de Maori-inspirerede tatoveringer, som et team på 40 makeupartister brugte fire timer på at håndmale på modellerne inden showet. Mens Chanel lancerede smykker, logoer og fine stene i deres. Hvis du selv vil kaste dig ud i lignende makeupdekorationer, anbefaler Chantel Miller, at du starter i det små med en flydende, sort eyeliner, mens Chanels makeupartist Peter Philips er lidt mere sofistikeret i sine tegninger og anbefaler at tilføje hvid khol, der får stenene i tatoveringerne til at lyse behørigt op. Måske det var noget til weekendens udskejelser?
 
slide14
Foto: CT
 

Line up

24. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

En ting, du ikke kommer uden om i tidens firsertrend, er eyelineren. Enten den flydende eyeliner, som jeg allerede har skrevet en del om, eller øjenblyanten. Alle farver kan bruges – fra et strejf af turkis til sølv og guld. Eller neon. Med The Body Shops Eye Definers kan du slå to fluer med ét smæk: Det metalliske look, som stadig hærger podierne, i eyelineren, der er efterårets makeup-musthave. 

billede-16

Foto: The Body Shop

Eyeliner-trick

4. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har fået en del forespørgsler omkring brugen af tidens så populære eyeliner, noget mange finder lidt svært. Mit allerbedste tip er, at øvelse gør mester. Det kræver et par forsøg, før du har det rette håndelag. Men jeg sendte en mail til Bobbi Brown, der hører til blandt verdens dygtigste makeupartister, for at få hendes bedste eyelinertip. Hun foreslår at bruge en mørk øjenskygge, hvis eyeliner er for svært at håndtere. "Først og fremmest handler det om at være forsigtig, når du lægger eyeliner. Området er ofte meget sensitivt, så sørg for at have ordentlige produkter, inden du går i gang. Hvis du bruger eyeliner under øjet, skal linjen på øjenlåget altid være kraftigere end linjen under øjet. For at sikre det, bør du altid lægge eyeliner på den øverste del af øjet først. Derefter bruger du den overskydende øjenskygge på penslen til at lave stregen under øjet med (du har lige præcis nok til at lave en lysere, lettere streg). Begge streger bør være tynde i den inderste øjenkrog og lidt kraftigere i den yderste. Sørg for at de to streger mødes i yderste øjenkrog og træk stregen lidt opad for at give øjnene et løft. Du kan bruge akkurat samme metode med en meget mørk geléeyeliner." bobbiworking1 Foto: Bobbi Brown

Et vandfast tip

24. juli - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du befinder dig i en af de dele af landet, hvor det styrter ned, og alligevel gerne vil se nogenlunde anstændig ud, når du skal ud i aften, så kan jeg anbefale at droppe den store aftenmakeup og i stedet finde den vandfaste eyelinerpen frem. Eyeliner sås overalt på podierne for denne sommer (og fortsætter også langt ind i efteråret), og den må gerne stå alene. Husk den lille ‘vinge’ som afslutning ude for enden. Det får dine øjne til at se både større og mere sexede ud. Eyeliner er også smukt til hverdag, så hold dig ikke tilbage. Og øvelse gør som bekendt mester. dolce-eyeliner1 Foto: Arkiv