Tag afsted. Om ikke andet så for dette

15. november 2017 - Artikel af Charlotte Torpegaard - Ingen kommentarer.

Det har været en virkelig fantastisk tur til Paris. Hvis du følger med inde på Instagram, vil du vide, at jeg fandt tid til at besøge – ikke kun rækken af must-visit-skønhedsbutikker (det blev dyrt, kan jeg afsløre, og jeg skal også nok afsløre noget af dét, jeg købte med hjem), men også nogle af mine yndlingssteder. Så det var frokost på Hotel Costes, som jo er en institution i sig selv. Jeg elsker at sætte mig ved pejsen i deres røde velourstole, de tunge tæpper og gardiner og de mønstrede tapeter, og lade mig forkæle. Jeg kan anbefale deres veggie-curry, som Gun-Britt bestilte. Ligesom mig er hun også en madelsker og vi bestilte løs fra kortet. Gun-Britt tog også lakse-sashimien og så var der trøffel-risotto, som jeg måtte have, sammen med klassikerne Haricots Verts og Purée de Pommes de Terres som jeg altid bestiller. Sidstnævnte er den blødeste silke-kartoffelpuré, jeg nogensinde har smagt, og det har ligesom ikke været Paris, hvis jeg ikke lige har fået den med på vejen. Tjek også hotellets blomsterbutik, hvor du får buketter af de rødeste, mest velouragtige roser. Vi var også til the på The Ritz, hvor vi fik charmet os til en rundtur i deres spa-område. Jeg ville ønske, at jeg havde charmet mig til en behandling også, for det så meget dejligt ud. På Ritz har David Mallett også en lille salon, og han er en af grundene til, at jeg var i Paris. Det skal jeg nok skrive mere om, men faste læsere herinde og af min Yummy Mummy-bog vil måske kende navnet.

Og så var jeg inde og se den Dior-udstilling som er blevet gevaldigt hypet og skaber kilometerlange køer udenfor Les Art Decoratifs – Louvres modemuseum – hvor den kører frem til 7. januar. Åh, tag afsted. Den er fantastisk.

Tags: , , , , , ,

Denne artikel blev tilføjet november 15, 2017 i kategorien Ilovebeauty tips. Du kan skrive en kommentar til artiklen.

Les Liquides Imaginaires

27. oktober 2011 - Artikel af Charlotte Torpegaard - Ingen kommentarer.

Der er ingen som franskmændene, der kan bringe ægte parfume tilbage i ens bevidsthed. Herhjemme er vi efterhånden blevet så duftforskrækkede (mig selv inklusive, med baby i huset), så jeg har stornydt Paris med det store podie af eksklusive duftlys i trendimperiet Colette, lobbyen på det famøse Hotel Costes med den helt særlige Costes-duft som er kreeret specielt til dem, og at gå i slipstrømmen efter franske kvinder og mænd, der ifører sig parfumedråber på samme måde som de ifører sig tøj. I Frankrig er parfume en kulturarv. Det beviser også det spændende parfumeindslag på Margiela-hotellet, med tre kunstneriske podier med dufte fra Les Liquides Imaginaires, som jeg aldrig er stødt på før. Efter sigende har konceptmageren bag, Philippe Di Meo, tidligere arbejdet sammen med Margiela (og i øvrigt en række andre prominente franske huse som Möet & Chandon, Dom Perignon, Guerlain, Christian Dior og Sephora) og hans tilgang til parfumer er da også ganske usædvanlig. Eller måske er den i virkeligheden ganske sædvanlig, for han går helt tilbage til, hvad parfume i virkeligheden handler om, nemlig olfaktoriske beskeder til din fantasi. Selv kalder han dem for symbolic eaux, altså symbolske dråber, og de tre parfumer siges at være næsten hellige. Du kan læse mere om dem her. Og således et slag for parfume!

Foto: Les Liquides Imaginaires

Tags: , , , ,

Denne artikel blev tilføjet oktober 27, 2011 i kategorien Skønhed. Du kan skrive en kommentar til artiklen.