I weekenden tog Politiken diskussionen op om økologiske skønhedsprodukter, en vigtig diskussion for det er ganske rigtigt en jungle at finde rundt i. Så længe der ikke findes en overordnet, standardiseret mærkning, er det op til dig som forbruger selv at vurdere, hvad du kan stole på. Jeg har dedikeret et helt kapitel til økologi i min skønhedsbog Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke, hvor du får min uforbeholdne holdning til – og en grundig gennemgang af – alt lige fra parabene-diskussionen til øko-certificeringer. Det er et meget populært kapitel i bogen, fordi det sætter tingene i perspektiv, og interesserer du dig for økologi, natur og miljø, vil jeg næsten sige, at det er must-read (du kan låne bogen på biblioteket eller finde den lige her). Det gælder også Forbrugerombudsmanden, der foreslår, at kun 100% økologiske skønhedsprodukter fremover må kalde sig for økologiske. I så fald bliver det et yderst sparsomt og i mine øjne meget trist udvalg. På nær helt rene olier og enkelte balms så findes 100% økologiske skønhedsprodukter ikke. Der er nemlig vand i langt de fleste produkter (mange skønhedsprodukter indeholder endog en stor mængde vand) og vand kan aldrig karakteriseres som økologisk. I det lys kan et økologisk indhold på fx 20%, selv om det lyder lavt i manges ører, sagtens dække over samtlige øvrige råvarer i et produkt. At vi betaler i dyre domme for krukker med vand er en helt anden diskussion, som intet har med økologi at gøre.
Foto: Arkiv
