Posts Tagged ‘Carolyn Murphy’

Var det noget med en gang Fraxel?

25. januar - 2012  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Ved frokostbordet i Los Angeles kom også Fraxel op at vende, og flere af de tilstedeværende havde prøvet det. Nogle var store fans og mente, at det havde gjort mirakler for deres hud, og andre, blandt andet Carolyn Murphy, der selv døjer med pigmentforandringer (vi sad alle og skærmede ansigtet for solen), syntes, at det var for invasivt og ikke gjorde en forskel. Fraxel er en laserbehandling og kaldes af mange en revolution for huden. Behandlingen foregår med mikroskopiske laserstråler, langt mindre end ved almindelig laser, og det hævdes, at helingen af huden efterfølgende går langt hurtigere og mere smertefrit. Fraxel bruges til at behandle rynker, pigmentering, ar og strækmærker, og siges i øvrigt at forbedre hudstrukturen, elasticiteten og ikke mindst porestørrelse. Du kan også få Fraxel-behandlinger hjemme. Klik ind igen og hør, hvad Estée Lauders chefforsker mener om den sag. 

Foto: Carolyn Murphy

Sunblocks og rød neglelak

23. januar - 2012  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er ikke hver dag, at man bliver inviteret til den slags luncheons. Normalt er det forbeholdt amerikansk Vogue og WWD, så det var lidt af en ære ovenikøbet at få topmodellen Carolyn Murphy som borddame. Mens en hord af herremodeller serverede små retter for os, fik vi talt om alt lige fra hendes 10-årige datter Dylan og sunblocks (hun sværger til Clinique SPF 50) til økologiske grøntsager, som hun selv dyrker på sin farm, og neglelak, som altid enten er neutral eller rød ("jeg er en enten-eller pige"). Vi taler om at date, som hun hævder er svært i Los Angeles, fordi mændene altid kigger sig over skulderen for at se, om de skulle gå glip af noget. Om yndlingsfodtøj (hun elsker at gå – og ride – barfodet), om Estée Lauder Advanced Night Repair, som er hendes ultimative yndlingsprodukt, om makeupguruen Tom Pecheux, som hun kalder Chou-Chou og om Facebook, som hun er alt for genert til at kaste sig ind i. Og om at være 37 år og stadig en af verdens mest efterspurgte modeller. 

Foto: Estée Lauder

Luncheon med Aerin Lauder og Carolyn Murphy

22. januar - 2012  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg er inviteret til Los Angeles i en helt særlig anledning, nemlig en såkaldt luncheon med ingen ringere end Estée Lauders barnebarn Aerin Lauder og topmodellen Carolyn Murphy, der har været Lauders ansigt og spokesperson gennem de sidste elleve år. Vi er kun meget få eksklusivt inviterede – jeg er den eneste fra Europa – og frokosten foregår i et af Los Angeles mest berømte huse, Sheats Goldstein Residence. Jeg kan varmt anbefale at google det og se billederne på nettet, jeg har i al fald aldrig oplevet noget lignende. Det er et privat hjem, ejet af multimillionæren James Goldstein (måske har du set ham til Copenhagen Fashion Week, som han jævnligt frekventerer, iført sine meget karakteristisk udsmykkede jakker – Balmain og Galliano, kan jeg afsløre – og håndsyede hatte), men har også været vist i adskillige film fra Charlie’s Angels til The Big Lebowski. Vi sad ved små borde helt ude på kanten af terrassen med udsigt over det meste af Los Angeles, mens Goldstein fortalte om en fest i huset for det halve Hollywood, hvor Jack Nicholson var stået ud af sin bil og havde dirigeret trafikken, fordi der kun er et spor op til huset. 

Foto: Charlie’s Angels