Posts Tagged ‘Børste’

Min nye favoritpensel

21. oktober - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har lovet at lave en penselguide, og den skal også nok komme (i bund og grund er alt, du har brug for, klør fem samt en rigtig god pudderbørste og en læbepensel, som samtidig kan fungere som eyelinerpensel – du vasker den selvfølgelig grundigt, før den skifter status, men det skal jeg altsammen nok vende tilbage til på et tidspunkt). I mellemtiden vil jeg lige slå et slag for min nye yndlingspensel Perfect Foundation Brush fra Shiseido og den første af slagsen, som jeg er stødt på meget længe, som ikke fælder og efterlader små hår i ansigtet. Derudover er den helt perfekt, uanset om du bruger pudder, foundation eller mineralmakeup. 

Foto: Shiseido

Cims absolut uundværlige

20. januar - 2011  - Artikel af Charlotte Torpegaard

”Nummer 1 er min Mason Pearson hårbørste. Jeg kan næsten ikke understrege vigtigheden af at børste hår hver dag nok. Børsten giver en grundig hovedbundsmassage, som øger blodcirkulationen og dermed styrker håret ved roden og fremmer hårvækst. Så det er meget mere end en børste, og jeg bruger stadig den første børste, jeg købte i 1994, så den er ved at være ældre end mange af de modeller, jeg arbejder med. I 1970’erne holdt alle stort set op med at bruge hårbørsten som pleje, fordi firmaerne indførte balsam. For mig er dét det samme, som hvis tandlægen havde sagt, at vi skulle stoppe med tandbørstning og kun bruge mundskyl.” Mason Pearson fås hos frisører og udvalgte modebutikker herhjemme. Nærmeste forhandler oplyses på tlf. 3031 1523.

Foto: Mason Pearson 

DIY-føntørring

18. januar - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

En god føntørring tager op til 45 minutter. Foruden det professionelle greb, sparer du altså også smerterne fra en mellemalvorlig tennisalbue, hvis du overlader arbejdet til frisøren. Synes du alligevel, at et ugentligt frisørbesøg er lidt for meget at gøre ud af det, så kan følgende hjælpe dig til et godt resultat derhjemme. Det handler nemlig i høj grad om at anskaffe sig de rette redskaber. En god hårbørste og en rundbørste til at føntørre håret i sektioner. En føntørrer af salonkvalitet – gerne med en såkaldt ionisk funktion, der beskytter håret og giver glans – og 1600-1800 watt med mindst to styrker: høj styrke til de indledende manøvrer og lav styrke til de afsluttende. Brug altid føntørrer med næb, så varmen koncentreres, og en stylingspray eller lotion, der beskytter dit hår, holder på lokkerne og mindsker statisk elektricitet. Og så er det ellers bare med at gå i gang – lok for lok.  

blowdry

Foto: Blow Dry

Ærlig børstesnak

11. december - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Jeg benyttede også lejligheden til at tage en lille børstesnak med Annalisa, der har mange års erfaring med film- og showmakeup. Jeg har nemlig fået et spørgsmål her på skønhedsbloggen, fra Louise, der gerne vil vide, om naturhår eller kunsthår er bedst, når man vælger pensler og børster. Overordnet er det en smagssag. For nogle er børster med animalske hår udelukket, mens det for andre ikke betyder noget. Fordelen ved naturhår er, at de holder bedre på pudder og øjenskygger, og dermed hurtigere giver dig det resultat, du ønsker. Fordelen ved kunsthår er, at de ikke fælder, og at du dermed undgår de små, irriterende børstehår i din nylagte makeup. Hos Aveda er alle pensel- og børstehår silikonebaserede, og Annalisa anbefaler, at du parrer børste og pudder fra samme mærke, så du er sikker på at få det bedste resultat. Derudover fik jeg et lille bonustip: Hvis du indimellem renser dine makeupremedier i en alkoholbaseret væske (fås på apoteket), så holder de længere end hvis du hver gang vasker dem i vand og shampoo.
 
Læs også Makeup-remedier

copfashionsummit-12909-aveda-1  

Foto: Fashion Summit

100 strøg om dagen

27. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

På et tidspunkt skrev jeg om Barbie-børsten, der måtte være enhver (lyshåret) kvindes drøm. Nu reviderer jeg det, for ind ad døren har jeg fået en helt ny hårbørste fra Braun med såkaldt ion-teknologi, der tryller med dit hår. Børsten – når du tænder for den, lyser den grønt – virker nærmest som et glattejern, der samler håret og gør det blankt, blot uden varmen og besværet. Den koster i øvrigt også nogenlunde det samme. Efter sigende skulle den endvidere være god om vinteren, hvor huer og indeklima kan skabe statisk elektricitet i ethvert hår. Så drop du bare mormortippet med de hundrede børstestrøg om dagen. Nu kan du nøjes med at trykke på en knap. 

billede-18

Foto: Braun