Jo, blomster og skønhed hører sammen

23. november 2017 - Artikel af Charlotte Torpegaard - Ingen kommentarer.

Fra vinduet i min lille pavillon har jeg udsigt til træer og blomster i Kongens Have. Christian IV gik meget op i havens flora, og det samme gør gartnerne derinde i dag. Min vej til arbejde går via det smukke bed langs muren ved Sølvgade, og for mig skaber blomsterne en stor del af den samhørighed, jeg føler med haven. For blomster og skønhed hænger sammen. Du finder dem i dine cremer, i dine parfumer, ja sågar i din makeup, og netop koblingen af blomster og skønhedsprodukter er en spirende trend. Et af de fineste eksempler er Aedes i New York, hvor Karl Bradi, der også står bag de fine Nomenclature-nichedufte, har skabt et univers, hvor parfumer og blomster supplerer hinanden på smukkeste vis. Udover at Karl fylder butikken med barokke blomsterinstallationer, så får kunderne også deres produkter pakket ind, pyntet med friske blomster og barokke indslag. Supermodellen Naomi Campbell køber efter sigende alle sine gaver hos Aedes på grund af indpakningen og jeg vil anbefale, at du skriver Aedes på din liste næste gang, du skal til New York.

I morgen kobler vi også skønhed og blomster, når Uffe Buchard og jeg inviterer til en lille fredagsevent i min lille pavillon i Kongens Have. Uffe fylder pavillonen med blomster (og hans nye blomsterbog, som du kan lade dig inspirere af, hvis du også vil pakke alle dine julegaver ind med friske blomster) og jeg fylder køleskabet med bobler, og du er mere end velkommen til at komme forbi til en snak om skønhed og ja, blomster. Det er fra klokken 15-18 (og ja, jeg holder således åbent en time længere end jeg plejer i morgen).

Tags: , , , , , ,

Denne artikel blev tilføjet november 23, 2017 i kategorien Ilovebeauty tips. Du kan skrive en kommentar til artiklen.